Ali Najei kom ind i bandemiljøet, fordi han fik anerkendelse på gaden. I dag er han ude af kriminalitet af samme grund: Anerkendelse. Vi var med til hans foredrag…
– Hvis jeg bare kan redde en af jer fra gademiljø og bandekriminalitet, så er jeg lykkedes!
Jeg er til foredrag med Ali Najei, der er kendt i bandemiljøet og nu også kendt som mønsterbryder, der efter at have skiftet skole 14 gange og røget ind og ud af fængsler siden han var 13 år, nu selv hjælper og coacher unge, som vil ud af bandekriminalitet og få sig en uddannelse, et arbejde og en fremtid.
Ali Najei er 27 år og medstifter til coaching/mentorforløbet STIFINDER som er udviklet ud fra hans egne erfaringer. I dag driver han bureauet med samarbejdspartner Line Mansour som et tilbud til kommunerne til de mest belastede unge. Derudover holder Ali Najei foredrag i hele Danmark omkring sin livshistorie.
Øjeblikkelig kontakt med de unge
Jeg sidder og venter spændt på den kendte foredragsholder sammen med 30 unge drenge og piger i alderen 13-17 år i ungdomsklubben VIKA 348 i Husum. Pædagogerne er også på plads og kaffe, kage og sodavand er klar til at forfriske efter forestillingen.
Ali Najei kommer ind og indtager rummet fuldstændig. Ikke kun på grund af hans veltrænede overkrop med de store overarme og svulmende muskler. Men med en autoritet, der viser, at han er vant til at sætte sig i respekt. Samtidig mærker man hans engagement for at hjælpe unge, der risikerer samme voldelige løbebane, som han fik. Han får kontakt med de unge med det samme.
Ali Najei tryllebinder det unge publikum med sin barske historie. Foto: Svend Løbner
Kærlighedspsykopat
Vi giver ham ordet:
Jeg er vokset op som en af fem drenge i en flygtningefamilie. Jeg er opdraget med det, jeg kalder hård kærlighed. Mit barndomshjem var præget af vold og kærlighed, tragedier og kærlighed, magtkampe og kærlighed, konflikter mellem mor og far og kærlighed igen. Hver gang, du ikke gør det rigtige, får du en flad!
Hvad sker der med et menneske, som oplever vold hver dag? Jo, volden bliver en del af ens identitet. Når børn ser deres forældre slå, bliver de opslugt af det. Vold bliver en måde at løse problemer på.
Jeg kaldte mig selv for kærlighedspsykopat, for jeg elskede at råbe og skrige og slå. Hver gang jeg slog, føltes det godt. Hvorfor det? Jo, fordi jeg havde lært, at vold var den eneste løsning på mine problemer. Den første, der drillede mig, fik én på kassen.
Hvorfor må jeg ikke slå?
Jeg husker en dag i skolen, hvor jeg blev smidt ud af klasseværelset, fordi jeg havde slået en dreng. Det kunne jeg ikke forstå. Hvorfor blev jeg smidt ud af klassen? Jeg gjorde jo bare det, jeg havde lært hjemmefra! Alt det, jeg havde lært derhjemme, måtte man åbenbart ikke her.
Jeg kom op til skoleinspektøren, og min far kom ind. Jeg var bange – ikke for inspektøren, men for min far. Jeg stod klar til at modtage en flad, men den kom ikke. Skoleinspektøren var der jo. Men min far giver mig blikket – og så lover han inspektøren, at jeg ikke vil gøre det igen.
Hvad sker der når jeg kommer hjem? Jeg får tæsk! Jeg får rigtig mange tæsk! Det, der gjorde mest ondt, var ikke slagene, men at min far havde lovet inspektøren, at jeg ikke ville slå. Jamen, hvis han måtte slå, hvorfor måtte jeg så ikke slå?
’Jeg var forskruet’
Volden blev min løbebane i rigtig lang tid. Det endte med at jeg gik på 14 forskellige skoler. Nogle skoler ville kun have mig en uge. De smed mig ud i håb om, at andre skoler kunne hjælpe mig. Men jeg var forskruet.
Trygheden fandt jeg ikke. Den fik jeg på gaden. For dér blev jeg accepteret for den, jeg var. Så snart jeg trådte ud fra skolen frygtede folk mig. Jeg begav mig ud i et parallelsamfund, hvor min usikkerhed blev min sikkerhed. Negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed. Så hvorfor så ikke bare sige ”Fuck systemet!” Og så fucke systemet op!
Tæskede kontaktpersonen
Jeg fik tildelt en kontaktperson fra kommunen. Han var helt rød i ansigtet, og jeg tænkte: Hvordan kan en dansker, som oven i købt er alkoholiker, hjælpe mig. Jeg kunne bestemt ikke li danskere. Men jeg udnyttede ham og fik penge til nyt tøj, nye møbler og lommepenge, den ene tudse efter den anden.
Men så slog jeg ham. Det fik jeg en dom for og røg i ungdomsfængsel. Her var der ingen vagter, der snakkede med mig om min fremtid. Og hvis de klogede sig på min situation, så kunne man tydeligt mærke, at det var noget, de havde læst om i en bog. De havde ikke selv noget at have det i.
I ungdomsfængslet mødte jeg andre unge, hvor nogle sad inde for narko, andre for drab. Men jeg havde jo bare slået en kommunal medarbejder! Jeg var kun 15 år, men i de seks måneder blev jeg inspireret af 18-årige mordere til at fortsætte op ad voldsspiralen.
“Hvis jeg bare kan redde en af jer som sidder her, så har jeg reddet en hel generation,” sagde Ali Najei til de 30 unge på Klub VIKA i Husum. Foto: Svend Løbner.
Som blæksprutte i et parallelsamfund
Ingen så mine ændringer i adfærd. Da jeg kom ud, blev jeg en del af et parallelsamfund og solgte hash og narko. Jeg ledte efter spænding og anerkendelse på gaden. Begyndte at stjæle cykler og biler, jeg kidnappede folk og forlangte løsepenge. Jeg handlede med narko og våben, som jeg fik hos bander og rockere.
Jeg blev en del af bandemiljøet og kom rigtig langt ud i bandekriminalitet. Jeg var ikke bandemedlem og dermed en del af magthierarkiet, som kæmpede mod andre hierarkier. Jeg var aktiv i bandemiljøet som en blæksprutte, der solgte hash og lavede penge med dem, jeg ville. Her blev jeg anerkendt. Jeg var frygtløs og kunne slå fra mig.
Smagte hævntørsten
I oktober 2016 var bandekrigen i København på sit højeste. Der var begravelser hver uge af venner og bekendte, som havde relationer til bandemiljøet. Jeg sad i Vestre Fængsel, da vagten bankede på døren til min celle. Jeg blev ført ned i et kælderrum, hvor man fortalte mig, at min bror var blevet skudt seks gange. Helt fra benene op i mellemgulvet, i armene og lige under hjertet. Nu lå han på intensivafdelingen.
Da smagte jeg hævntørsten. Jeg ville partere det monster, der havde skudt min bror. Vi fem brødre var kendt som de berygtede Najei-brødre.
Jeg tog en vagt som gidsel, andre vagter kom til, og de bankede mig sønder og sammen. ”Gud, please få mig ud!” bad jeg. Jeg læste bøger. Sad på gulvtæppet i min lille 6 kvm celle og følte mig splittet mellem to verdener. På den ene side de islamiske værdier om at være et godt menneske. På den anden side gademiljøet, hvor jeg følte mig sikker.
Tilbage til rødderne
Mens jeg sad på gulvet, knækkede det i mit hoved. Jeg så et brunt blad komme flagrende. ”Hvor har det blad været?”, tænkte jeg. Det har siddet på et træ, hvor det var grønt og levende. Men nu er det løsrevet fra træet. Det er ligesom mig. Træet er min familie, som trofast besøger mig i fængslet hver uge. De løse blade er mine såkaldte venner fra gaden, som jeg aldrig ser skyggen af. Og jeg var selv sådan et løst blad. Jeg måtte finde tilbage til mine rødder.
Da jeg kom ud, havde jeg valget mellem familien og vennerne. Ved at læse bøgerne i cellen havde jeg også fundet ud af, at jeg måtte vælge mellem hævn og selvudvikling.
Hvad tror I, jeg valgte? Ja, jeg valgte at udvikle mig selv – og jeg kæmper stadig.
Kom ud i en anden verden
I dag er jeg 27 år. Jeg kom ud af mit seneste fængselsophold for to år siden. Hvordan skal jeg begynde på en uddannelse eller få et arbejde, når jeg kun kender bandemiljøet? Jeg kendte ikke andet end de kompetencer, jeg havde fra bandemiljøet: Negativ adfærd. Jeg havde kun lyst til at nakke alle, som havde skadet mine brødre. Min bror, der blev skudt og endte i kørestol en måned.
Men jeg kom ud i en anden verden. Jeg blev kontaktet af teaterorganisationen C:NTACT, hvor jeg fik lov til at fortælle min historie for 300 mennesker. Da de klappede, blev jeg helt varm indeni. Her var anerkendelse. Jeg kan åbenbart noget med min mund, når jeg snakker! Mødre begyndte at skrive til mig: Besøg min søn i fængslet.
En af deltagerne ved mødet i C:ONTACT tog fat i mig og coachede mig gennem ni måneder. Og jeg blev anderledes, fordi Line Mansour troede på mig. Hun tog mig seriøst. Anerkendte mig. Hun vidste, hvordan jeg havde det, og viste mig, hvordan jeg skal navigere i samfundet.
Modtog pris
Line tog mig med til Christiansborg. Her deltog jeg i høringer, fortalte min historie for politikerne og opdagede pludselig, at jeg i systemet var omgivet af gode og glade mennesker.
Sammen med Line Mansour har jeg oprettet STIFINDER, der er et coaching/mentorforløb. Vi har modtaget en pris af Finn Nørgaard-foreningen for at have udviklet et produkt ud fra min udvikling. Vi fik mange gode reaktioner og for prisen kunne vi senere afvikle forløbet på en døgninstitution for at se om det giver mening. Det var en succes, og vi fik god respons på det.
Nu har jeg egen virksomhed, hvor jeg holder foredrag, coacher unge, træner dem og lærer dem at rappe! Jeg arbejder for en institution for udsatte unge. Jeg har fået mit kørekort tilbage. Jeg er blevet gift og bor i rækkehus. Jeg betaler skat og sparer op til ferie og pension.
Du tror, det er løgn. Men jeg vil aldrig tilbage til bandemiljøet. Det har aldrig gavnet mig. Det var klamt og ulækkert. Ser flot ud på toppen af isbjerget, men nedenunder er der mørkt.
Uddannelse er vejen frem
Nu har jeg været løsladt i 2 år. Jeg har taget HF-eksamen, da det er indgangen til videregående uddannelser. Uddannelse er vejen frem, kære venner.
Hvis jeg bare kan redde en af jer som sidder her, så har jeg reddet en hel generation. For så vil dine børn og din familie få en helt ny start på livet. Så har jeg sejret.
Vil du have hævn?
Nu er det tid til, at de unge kan stille spørgsmål. Når den første generthed har lagt sig, kommer den ene hånd op efter den anden.
Vil du have hævn? spørger en af de unge deltagere.
– Jeg tænker nogle gange på det. Men jeg tør ikke. For så mister jeg alt: min kone, som har givet mig så megen anerkendelse og struktur på mit liv. Jeg mister mit arbejde, min familie, og jeg bliver Danmarks største psykopat. Jo, jeg har tanker om hævn og havde også et tilbagefald for halvandet år siden. Jeg kæmper meget med det. Men hvis jeg fucker up, fucker jeg alle up, fordi jeg så er tomsnakker ligesom så mange andre.
Vil du tilgive manden, der skød din bror? spørger en anden af de unge drenge.
– Ja, men vil han kontakte mig og sige undskyld?
Vil du kunne hjælpe ham? spørger en af pigerne.
– Jeg har og vil have lyst til at hjælpe ham, men han må først komme og give en undskyldning og forklare, hvorfor han ville dræbe en mors søn.
Hvad skulle du have mødt i skolen? spørger en af pædagogerne.
– Gode mennesker og nogle med erfaring. Ikke kun nogle, der havde læst sig til, hvad de skulle gøre.
Har du stadig kontakt med nogle fra bandemiljøet? spørger en af drengene.
– Ja, mange fra bandemiljøet var jo nærmest mine brødre. Men jeg holder afstand, for jeg har været ved at blive dræbt mange gange.
Hvordan vil du opdrage dine egne børn? spørger en af pigerne.
– Mine børn skal ikke se skyggen af en flad! Jeg vil lære mine børn det modsatte af, hvad min far lærte mig. Men de må gerne lære respekt. Men jeg vil aldrig slå eller råbe og skrige af min kone eller mine børn.
Hvilket råd ville du gerne have fået dengang?
– Pas på, hvem I omgås! Og vid, at det I gør, har konsekvenser. Det tænkte jeg ikke selv på dengang. Hold dig udenfor magtspillet, følg ikke med strømmen. Forstå, at din mors hjerte banker, hver gang, du griber i dørhåndtaget.
– Jeg ville også søge rollemodeller. I dag spørger jeg: Hvorfor var der ikke den rigtige indsats, da jeg kom ud af fængslet. Indsatsen virkede ikke. Man skal have rollemodeller, man kan spejle sig i.
Nu var det Ali Najeis tur til at spørge de unge: Hvad har i fået ud af foredraget?
– Jeg har fået meget at tænke over. Jeg føler, jeg er blevet guidet, siger en dreng og en pige supplerer:
– Din historie er noget, jeg kan relatere til. Nu forstår jeg, hvor vigtigt det er at få en uddannelse.
Læs mere om Ali Najei og hans aktiviteter på www.alinajei.dk.