top of page

Unge syrere til ældre danskere: Vi er her altid for jer

Af Svend Løbner

”Kære Danmark! Du skal være sikker på, at enhver muslim og udlænding, som jeg kender – og det er ikke få, men rigtig, rigtig mange – vil til enhver tid kæmpe for dig, for dine værdier og for at bibeholde, det land, det folk, som har hjulpet og taget sig af så mange af os, da kuglerne og granaterne regnede ned over os i de lande, som vi er flygtet fra hver især.”

Majd Mallees


Sådan begynder en e-mail fra Majd Mallees, en ung mand, der flygtede fra borgerkrigen i Syrien og ankom til Danmark med tusindvis af flygtninge i 2015. Han kom til Vejen i Sydjylland sammen med sin mor, sin bror og søster.

Valuta for investeringen

Lidet anede jeg dengang, hvad der skulle blive af unge Majd, der kom på højskole, erhvervsskole og nu bor i Aarhus hvor han arbejder for fuldt tryk på LM Wind Power.

Men jeg skal love for at Danmark får fuld valuta for investeringen i 24-årige Majd og hans venner. Nu tilbyder han sammen med omkring 50 andre flygtninge rundt om i Danmark at handle ind for ældre borgere, så de undgår at blive smittet med Corona-virus. Selv hjælper han borgere i Brabrand.

”Jeg og nogle af mine venner har valgt at være frivillige i denne tid for at hjælpe alle dem som har brug for hjælp på dansk jord. Vi er flygtet fra død og ødelæggelser, netop som noget af det vi ser i øjeblikket. Vi vil til enhver tid stå side om side hos dig og hos dit folk,” skriver han i mailen, der må betegnes som en pressemeddelelse.

’Må Gud bevare os’

I et Facebook-opslag opfordrer Majd Mallees flere unge syrere til at være med og opfordrer ældre borgere til at henvende sig til ham, så han kan koordinere indsatsen:

”Vi er MENNESKER fra Syrien, som bor forskellige steder i Danmark. Vi vil rigtig gerne hjælpe de gamle mennesker og også de unge mennesker som fx har allergi for håndsprit og ikke tør og handle ind. Vi vil gerne hjælpe med at handle ind i supermarkedet eller på apoteket osv. så vi undgår at I bliver smittet af coronavirus.”

Han tilføjer:

”Det koster ikke noget, og vi er taknemmelig for, at Danmark har beskyttet os fra krigen dernede i Syrien. Vi er altid her for jer. Gud må bevare os alle i disse tider, muslimer, ateister, buddhister, kristne, jøder m.m.”

Overholder alle corona-regler

Majd Mallees og hans team er alle ordentligt beskyttet, idet de bærer masker, spritter af og modtager betaling af varerne via MobilePay. Men selve udbringningen er gratis.

– Jeg har længe tænkt over, hvordan jeg vil kunne hjælpe danskerne, fordi jeg er taknemmelig over den hjælp, jeg selv har fået som flygtning fra Syrien, fortæller Majd Mallees til bloggen ”Vores Brabrand”.

Og derfor hjælper han med at handle og tilbyder også hjælp med havearbejde.

bottom of page