Valgkreds undsiger Stoklund i sag om syriske flygtninge
Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund møder modstand i Halsnæs, hvor han er opstillet. Vi kan ikke se os selv i sagen om at tilbagesende syriske flygtninge til Damaskus, siger byrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet.

Screenshot fra Debatten på DR2, hvor Rasmus Stoklund medvirkede.
Rasmus Stoklund insisterer på, at syriske flygtninge skal rejse tilbage til Damaskus. Men hans egen valgkreds er nu delt i spørgsmålet. Damaskus er ikke sikkert, mener halvdelen af de socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Halsnæs Kommune, der er Stoklunds opstillingskreds.
Damaskus er ikke sikkert
Det fremgår af Sjællandske Mediers rundringning til Socialdemokratiets 10 byrådsmedlemmer i kommunen. Halvdelen bakker slet ikke op om deres opstillede kandidat:
- Jeg er enig i, at flygtninge er her på midlertidigt ophold, og at de skal hjem, når det er sikkert, men det er ikke nu, siger en af byrådsmedlemmerne, Helge Friis (S), til avisen.
- Hvis jeg sad med afgørelsen, så ville jeg ikke sende nogen flygtninge tilbage til Syrien og Damaskus, sådan som situationen er dernede, tilføjer han.
Uværdig behandling
Byrådsmedlem Kirsten Lauritsen (S) har ligefrem skrevet et læserbrev til avisen, hvor hun protesterer mod at afviste syriske flygtninge nu er henvist til at opholde sig i udrejsecentre, hvor de hverken må arbejde eller gå i skole:
- Er det det, vi ønsker for vores medmennesker? Jeg ønsker det ikke. Jeg synes faktisk, det er en uværdig måde at behandle mennesker på, skriver hun.
Flere byrådsmedlemmer bakker op:
- Jeg er ikke 100 procent enig med Socialdemokratiet i alt, og den linje man lægger i sagen her, er jeg ikke enig i. Det kan jeg ikke se mig selv i, siger han til Sjællandske Medier.