272 millioner børn i verden har ingen første skoledag i år

Antallet af børn og unge, der ikke går i skole på verdensplan, er steget markant og ligger nu på hele 272 millioner. Det viser nye tal fra UNESCO’s globale rapport om uddannelse. Det er en stigning på 21 millioner siden sidste år.

272 millioner børn i verden går i ikke i skole i år. Det er en stigning på 21 millioner siden sidste år. Foto: Plan International

“Vi står over for en global uddannelseskrise. Hver gang et barn mister muligheden for at gå i skole, mister vi en mulighed for at skabe økonomisk udvikling, lighed og stabilitet,” siger Dorthe Petersen, direktør i PlanBørnefonden.

Den alarmerende stigning skyldes blandt andet nye tal fra FN’s Befolkningsfond (UNFPA), som viser en vækst i antallet af skolepligtige børn – særligt i lavindkomstlande – og en markant forværring i lande som Afghanistan. Samtidig er der nu for første gang inkluderet data fra ti konfliktramte lande, herunder Sudan, Myanmar og Palæstina, som tilsammen står for mindst 13 millioner ekstra børn uden adgang til skole.

Alt dette skriver PlanBørnefonden i en pressemeddelelse.

Især børn i humanitære kriser betaler prisen

Ifølge UNESCO er 11 % af børn i grundskolealderen, 15 % af børn i udskolingsalderen og hele 31 % af unge i gymnasiealderen nu uden skolegang. Mange af dem lever i konfliktzoner, humanitære katastrofer eller fattigdom.

“Vi ved, at skolegang er det stærkeste værn mod fattigdom, ulighed og rekruttering til væbnede grupper. Med et rekordstort antal humanitære kriser i verden, er det afgørende, at børn og unge i konflikt og katastroferamte lande, også får en uddannelse,” siger Dorthe Petersen.

USA’s bistandsnedskæringer forværrer situationen

De seneste nedskæringer i udviklingsbistand fra USA og nogle europæiske donorlande har direkte konsekvenser:

“For millioner af børn er skolemad afgørende. Det kan være det eneste sikre måltid, de får i løbet af dagen – og det er ofte dét, der gør forskellen på, om forældre sender deres børn i skole eller ej. Når lande som USA skærer i støtten, går det ud over børnene først.”

Dorthe Petersen understreger, at løsningerne er kendte – det handler om politisk vilje og investeringer:

“Investeringer i skolemad, trygge læringsmiljøer, mobile klasselokaler og bedre læreruddannelser er vejen frem. Men det skal prioriteres og tænkes ind, når vi laver nødhjælp og langsigtet udvikling,” siger hun.

Næste
Næste

Kampen står mellem magteliten og folket