’Ukraine kan lære Vesten modstandskraft’

Ukraines decentraliserede styreform og stærke samarbejde med civilsamfundet er et forbillede for Vesten, siger den ukrainske borgerstrateg Yevhen Hlibovytskyi.

Ukraine House i Danmark var for nylig vært for den ukrainske borgerstrateg og politiske videnskabsmand Yevhen Hlibovytskyi til en kritisk undersøgelse af, hvordan Ukraine overlever krigen - og hvad dets erfaringer afslører om fremtiden for regeringsførelse, demokrati og modstandsdygtighed i det 21. århundrede

Hlibovytskyi begyndte med at adressere en grundlæggende misforståelse: Både Rusland og Vesten forventede, at Ukraine ville kollapse hurtigt. Vestlige analytikere brugte konventionelle institutionelle målinger - præstation, hierarki, autoritet - og konkluderede, at Ukraine var uforberedt og "underpræsterede" i henhold til disse standarder. Putin indsatte færre tropper end nødvendigt og antog en "let gang". Både Moskva og Washington tog fejl. Ukraine viste sig at være mere modstandsdygtigt, end nogen havde forventet, refererer Ukraine House Danmark Yevhen Hlibovytskyi’s oplæg.

Mistillid til statslige systemer

Denne modstandsdygtighed, argumenterede Hlibovytskyi, stammer ikke fra stærke statsinstitutioner – men fra årtiers samfundsmæssig mistillid til dem. Sovjetisk totalitært traume lod ukrainere se staten som en potentiel trussel snarere end en beskytter.

"Teknisk set, da millioner af ukrainere blev dræbt i de foregående århundreder af de russiske eller sovjetiske kolonimagter, blev de dræbt i henhold til gældende lov på det tidspunkt. Det var ikke retfærdigt, det var ikke bare – men det var lovligt."

Dette historiske traume formede fundamentalt den politiske kultur. I modsætning til vestlige råd i 1990'erne om at opbygge stærke statsinstitutioner valgte ukrainere instinktivt at begrænse centraliseret magt, hvilket resulterede i et hybridsystem: en svagere, ofte ineffektiv stat, afbalanceret af et magtfuldt civilsamfund, der leverer alt fra logistik og tjenester til moralsk lederskab.

Decentraliseret skatteforvaltning

I stedet for at sigte mod et traditionelt liberalt demokrati udviklede Ukraine, hvad Hlibovytskyi kalder en ukrainsk overgangsmodel – defineret af distribueret ansvar, mistillid til centraliseret magt og konstant improvisation. Den er ikke effektiv, men den er modstandsdygtig. I krigstid er modstandsdygtighed altafgørende, og det er det, der hjælper ukrainere med at stå fast imod russisk aggression.

Dette system er blevet yderligere formet i nyere tid af Ukraines decentraliseringsreformer. Lokale myndigheder beholder og forvalter nu de fleste skatteindtægter, hvilket øger den lokale ansvarlighed og reducerer frygten for, at skatter vil finansiere undertrykkelse. Denne reform lukkede et historisk hul mellem borgerne og staten.

Kirken spiller en vigtig rolle

Blandt de vigtigste drivkræfter for denne borgerlige model understregede Hlibovytskyi kirkens rolle – ikke alene som en religiøs struktur, men som en dybt forankret social institution. Han forklarede, at Ukraines religiøse landskab minder mere om Nordamerikas pluralisme end Europas konfessionelle ensartethed. Landet er hjemsted for flere ortodokse jurisdiktioner, græske og romersk-katolikker, protestantiske samfund og muslimske minoriteter – der hver især spiller en rolle i samfundet. Denne religiøse mangfoldighed, argumenterede han, har skabt "et samfund, der har mange sandheder", hvor ingen enkelt moralsk ramme dominerer. I stedet forhandles etiske normer på tværs af forskelle. Kirken i Ukraine fungerer som en del af civilsamfundet. Den hjælper med at udfylde huller i statens sociale beskyttelsessystemer og bidrager til samfundets samhørighed. I nogle tilfælde, bemærkede han, opfører selv embedsmænd sig mere som aktivister – fordi det civile økosystem har normaliseret fleksibel, missionsdrevet adfærd.

EU-standarder underminerer modstandsdygtighed

Hlibovytskyi udtrykte alvorlig bekymring over, at harmonisering af ukrainske institutioner med EU-skabeloner risikerer at underminere selve den modstandsdygtighed, der har opretholdt landet under krig. Nogle europæiske standarder, bemærkede han, er enten lavere end Ukraines egne eller tager ikke højde for krigstidsrealiteter som sikkerhed, fleksibilitet og borgerlig improvisation:

"Spillet lige nu er, at der er et EU, der har modellen, og så er der Ukraine, der ikke har det - eller har den ringere model [...] men fordelen for os selv ville være at gennemgå den måde, vi fører forhandlinger med EU på, ændre reglerne og sikre, at dette er den gensidige integration - ikke en ensrettet gade. For hvis det er en ensrettet gade, vil Ukraine blive svagere, og EU har ikke brug for et svagere Ukraine i unionen. Ukraine bringer faktisk sin styrke til gavn for unionen, og hvis vi ønsker, at unionen skal blomstre, er det vigtigt, at vi også medtager de positive erfaringer, vi ser fra Ukraine, og implementerer dem andre steder til gavn for samfundene." Denne "laboratorium"-tilgang handler om borgerlig identitet. I Ukraine overskrider det at være borger etnicitet eller arv - det handler om fælles ejerskab af staten som et nødvendigt miljø. Det inkluderer at forsvare den, udfordre den og konstant genopbygge den.

En advarsel til Vesten

Under hele samtalen advarede Hlibovytskyi om, at ukrainsk modstandsdygtighed ofte tages for givet – med politiske konsekvenser. Efterhånden som krigen fortsætter, eroderer Ukraines politiske centrum. Med hvert år med tilbagegang forlader flere ukrainere centrumpositioner til fordel for radikale. I 2019 modtog den forenede nationalistiske blok kun 2% af stemmerne. I dag stiger denne stemning.

Han reflekterede over Ukraines atomnedrustning i 1990'erne – en beslutning, som de fleste nu fortryder, mens de ser verden tøve med at holde løfter, der er beregnet til at følge.

I en stærk afsluttende refleksion udstedte han en moralsk advarsel til det bredere Vesten:

"Jeg er bange for, at det at beskytte os selv i det 21. århundrede vil føre os som samfund ud af komfortzonen. Vi har brugt fordelene til overmål i tidligere år eller årtier og tidligere generationer til det punkt, hvor denne generation nu skal betale regningen. Og for ikke at forværre problemet, bliver vi nødt til at lære at leve efter de strengere regler. Jeg kan ikke tro, at jeg er en ukrainer, der kommer til Danmark for at bringe dette budskab – for normalt er det omvendt. Men det er virkelig tilfældet. Vi bliver nødt til at passe på."