Nu kan adopterede få hjælp til at kende deres historie

Danmark tilbyder hjælp til adopterede til Danmark fra Sydkorea, Indien, Vietnam og Libanon til at få indsigt i deres adoptionssag.

Modelfoto: Unsplash

Nu kan internationalt adopterede fra Sydkorea, Indien, Vietnam og Libanon få hjælp i deres søgen efter egen historie og oprindelig slægt. Adopterede kan få konkret og individuel hjælp med processen med at få indsigt i deres adoptionssag i landene.

Det skriver Socialministeriet i en pressemeddelelse.

I en toårig periode indtil medio 2028 vil ambassaderne i de fire lande blandt andet gå i dialog med relevante myndigheder og opbygge et netværk i landene. Ambassaderne vil også kortlægge hvilke regler og forhold, der har betydning for den adopteredes muligheder for at finde oplysninger om egen baggrund og oprindelig slægt.

Hjælpen glæder socialminister Monika Rubin:

- Det er meget menneskeligt og ikke mindst forståeligt at have spørgsmål til, hvor man kommer fra, og til sin egen historie. For nogle adopterede fylder de spørgsmål meget, mens andre ikke har det samme behov. Begge dele skal der være plads til.

- Et ønske om at vide mere om sin egen historie står ikke i modsætning til at være glad for sin adoptivfamilie og sit liv i Danmark. Men for dem, der søger svar, skal vi gøre, hvad vi kan for at hjælpe.

Hjælpen på de fire ambassader er ét initiativ ud af flere, som skal sikre bedre hjælp til internationalt adopterede. Samtidig iværksættes et projekt med gratis og uvildig juridisk rådgivning, som varetages af KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark. Derudover udvikler og forbedrer Ankestyrelsen løbende de eksisterende Post-Adoption Services i Danmark.

Fakta:

Er du internationalt adopteret til Danmark kan du kontakte ambassaden direkte, og selv sende relevante dokumenter til ambassaden, der vil forsøge at give konkret rådgivning med henblik på at hjælpe dig til at få indsigt i din adoptionssag i afgiverlandet.

Du kan kontakte ambassaderne på følgende e-mailadresser:

  • Sydkorea – Danmarks Ambassade i Seoul: selamb@um.dk

  • Vietnam – Danmarks Ambassade i Hanoi: hanamb@um.dk 

  • Libanon – Danmarks Ambassade i Beirut: beyamb@um.dk

  • Indien – Danmarks Ambassade i New Delhi: delamb@um.dk

Du kan søge om indsigt i egen adoptionssag gennem Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan også rådgive og vejlede generelt om søgen efter oplysninger i afgiverlandet.

Næste
Næste

Danske muslimer vil ikke sættes i bås