Frankrig forsøger at rette op på berygtet Dreyfus-affære

Det franske parlament har med sin posthume udnævnelse af Alfred Dreyfus til brigadegeneral prøvet at virkeliggøre forsoningen af et verdensomvæltende justitsmord i slutningen af det nittende århundrede.

Alfred Dreyfus. Foto: Wikimedia Commons

Den 6. november i år vedtog det franske parlament enstemmigt at udnævne Alfred Dreyfus posthumt til brigadegeneral.

Dreyfus-affæren har været en uafvaskelig plet på, hvad Frankrig selv har opfattet som sin ære. Altså den del af Frankrig, der skammer sig over den udbredte antisemitisme, der i 1894 anklagede Alfred Dreyfus, der var af jødisk afstamning og religion, for nogle lækager, oplysninger til Tyskland, som dengang var arvefjenden, oplysninger som Efterretningstjenesten havde opsnappet.

Fanget og isoleret på Djævleøen

Hærens toneangivende folk havde længe været utilfredse med at have en jøde som officer og så deres snit til at få Dreyfus fjernet. Det blev gjort meget grundigt, for han blev sendt til Djævleøen ud for Guyanas kyst, hvor han var isoleret fra den 13. april 1895 til den 9. juni 1899.

Når han overhovedet kom tilbage, var det fordi folk hjemme i Frankrig, som vidste at der var tale om et justitsmord, i alle årene arbejdede for at få dommen omstødt. Frankrig var splittet i to lejre, antisemitterne, ”antidreyfusarderne”, der mener at en jøde i sig selv er forræder, og mere nøgterne folk, ”dreyfusarderne”.

Forfatter anklager militæret – og straffes

Blandt de nøgterne var den franske romanforfatter, Emile Zola. Hans berømmelse blev som et råb, der gav genlyd, da han skrev en stor artikel i avisen l’Aurore, som man med den tids sans for overskrifter kaldte ”J’accuse”, Jeg anklager. I artiklen angreb han det meste af det militær, hvis kald det jo altid er at passe på fædrelandet. Han skrev som slutsalut:

”Lad dem stille mig for en nævningedomstol og lad forhøret finde sted i fuld offentlighed. Jeg venter.”

Det var, hvad der skete, og selv om man vidste at Dreyfus var uskyldig – og man tilmed vidste hvem den skyldige var, nemlig major Esterhazy - dømte juryen Zola til et års fængsel og idømte ham desuden en stor bøde.

Han flygtede til England, hvor han blev et år.

Verdenspressen skrev om Dreyfus’ uskyld

I denne, den allersidste del af det 19. århundrede var avisen et ret nyt medie, og Dreyfus-affæren kom til at fylde aviser i hele Europa, ovenikøbet også i Amerika. Der findes mange interessante skriftlige vidnesbyrd om, at alle andre ude i verden var klar over råddenskaben i den franske hær.

Verdenspressen skrev om Dreyfus’ uskyld, også her i landet, hvor det især var dagbladet Politiken der fulgte den anden proces, den, der blev rettet mod den udhungrede fange, da han vendte hjem til Frankrig – og igen blev dømt. Efter nogle overvejelser blev han ganske vist og mod sin egen vilje benådet, fordi læger sammen med familien havde indset, at han på grund af sit ødelagte helbred ville dø i fængslet, hvis han skulle udstå de ti år, man havde dømt ham til.

Ved mange lange, stædige kampe, blev han endelig rehabiliteret og indsat i hæren igen i 1906. Han deltog i slaget ved Verdun i Første Verdenskrig. Men de år, han havde siddet på Djævleøen, havde man slået en streg over, så den forfremmelse, han uden justitsmordet ville have opnået, udeblev.

Vilje til at råde bod på forsømmelsen

Gabriel Attal, der er generalsekretær for bevægelsen Renaissance, det nye navn på Macrons parti, skriver den 7. november:

”Der er én kamp for de franske borgeres hverdag, og så er der en kamp for Frankrigs ære. I denne uge har vi udkæmpet og vundet en kamp ved at udnævne Alfred Dreyfus posthumt til brigadegeneral. Dreyfusaffæren er en uafvaskelig plet på det franske flag.

Dreyfus blev uretfærdigt anklaget, lynchet af pøbelens antisemitiske had, ydmyget i nærværelse af sine våbenfæller og sendt i fangenskab udelukkende fordi han var jøde og fordi det at være jøde i den tids Frankrig ofte var det samme som at være forbryder.

Han blev svigtet i forbryderisk tavshed af dem der troede, at man for at forsvare Frankrig måtte lukke øjnene for Affæren, og derfor måtte Dreyfus leve mere end ti år, før han blev rehabiliteret.

Allerede i 1906 genoprettede Nationalforsamlingen Frankrigs ære ved at stemme for en lov der genindsatte Alfred Dreyfus i hæren.

Men på trods af Parlamentets afgørelse kunne Dreyfus aldrig, skønt han var en strålende officersbegavelse, indhente den karriere, som han burde have haft. Flere historikere har siden været enige om at hvis det ikke havde været for Affæren, ville han i sin levetid være blevet General Dreyfus.

Det var nødvendigt at rette op på denne historiske uretfærdighed.

Frédéric Salat-Baroux, Pierre Moscovici og Louis Gautier har sat sig i bevægelse for at vække denne debat.

I juni blev mit lovforslag enstemmigt vedtaget i Nationalforsamlingen. Og i går [den 6. november] forfremmede Parlamentet endelig enstemmigt Dreyfus til brigadegeneral, nu også med Senatets stemmer.

Denne vedtagelse har skaffet retfærdighed.

Det skaber formentlig ikke overskrifter i aviserne. Det gør ikke noget. Det væsentlige er noget andet. For ingen kamp er vigtigere end kampen for Frankrigs sjæl.”

Optakt til politisk zionisme

Dreyfusaffæren blev en af anledningerne til den politiske del af zionismen. Den østrigsk-jødiske journalist, Theodor Herzl overværede retssagen mod Alfred Dreyfus og så den som et udtryk for europæisk antisemitisme. Han sagde, at når man i Europa var så enøjet hadsk mod jøderne, måtte de have deres eget land.

Dette er blot en af de gamle ulykker, mennesker i nutiden må drage konsekvenserne af.

Med sin posthume udnævnelse af Alfred Dreyfus til brigadegeneral har Frankrig dermed prøvet at virkeliggøre forsoningen af et verdensomvæltende justitsmord i slutningen af det nittende århundrede.