En sultkatastrofe truer flygtninge i Uganda

Op mod 2 millioner mennesker i det gæstfrie Uganda står uden mad. Forældre forlader deres børn, hvoraf nogle må ernære sig ved prostitution. Det ser håbløst ud – men et humanitært flyselskab tænder håb.

Dreng i flygtningelejren Bidibidi i det nordvestlige Uganda. Foto: Svend Løbner

Uganda er vært for det største flygtningesamfund i Afrika. På grund af nedskæringer i fødevarehjælp, er der ingen penge til at brødføde de mange tusind flygtninge. Antallet af akut underernærede børn er steget voldsomt. Situationen er desperat.

Nødråbet kommer fra Ruth Jack, der fra sin base i Uganda koordinerer MAF’s hjælpearbejde i hele Afrika. Hun appellerer til en hurtig indsats for at bremse sultkatastrofen blandt 1.9 millioner flygtninge.

- Folk sulter og står tilbage uden håb. En generation af børn vokser op uden skolegang. Mødre vil ikke være i stand til at brødføde deres familier – og mødrene forsvinder bogstaveligt talt. De forlader simpelthen deres egne børn, fortæller Ruth Jack.

- Jeg har aldrig set noget lignende i hele min tid som hjælpearbejder, tilføjer hun.

Det går ud over op mod 2 millioner mennesker

Den primære årsag er, at den amerikanske Trump-administrationen har skåret finansieringen af USAID med 90 procent. For flygtningene i det østafrikanske betyder det, at deres livline er skåret væk. World Food Program foretog deres sidste og endelige fødevareuddeling i flygtningelejrene tilbage i juni 2025.

- Så nu er der bogstaveligt talt ingen penge til at brødføde næsten 2 millioner mennesker, sukker Ruth Jack.

For MAF Danmarks generalsekretær Peter Hedelund gør den slags rapporter stort indtryk. Han besøgte selv den kæmpestore flygtningelejr Bidibidi i det nordvestlige Uganda forrige sommer.

- De flygtninge, jeg mødte, var hjemsøgt af grusomme oplevelser af krig og smertefulde tab, mens de forsøgte at overleve på maduddelinger i lejren, og hvad de kunne dyrke i den tørre jord. Jeg glemmer det aldrig, skriver han i en appel til danskerne.

Håbet er ved at slukkes

Siden Peter Hedelund besøgte flygtningelejren med de 270.000 flygtninge fra Sydsudan, er situationen blot blevet værre.

Håbet er ved at slukkes, tilføjer han.

Ruth Jack stemmer i:

- For første gang begynder vi at se hjem, hvor der kun er børn. Forældrene er enten døde eller har efterladt deres egne børn i jagten på mad. Eller måske som en sidste chance for selv at overleve. Små børn får alt for meget ansvar, og deres vækst er hæmmet. Større børn tyr til prostitution for at overleve.

MAF flyver nødhjælp ud

Uganda har i årevis modtaget flygtninge fra nabolande i krig. De seneste 20-30 år har landet nået mange af FN’s bæredygtighedsmål med hensyn til uddannelse, bæredygtig udvikling og en langsigtet fremtid for flygtningesamfundene, fortæller Ruth Jack.

MAF er ofte i centrum af dette og sørger for transport til mere end 350 NGO'er, der arbejder hårdt i hele Uganda for at forbedre livet i fjerntliggende områder – især i flygtningelejrene.

Generalsekretær Peter Hedelund beder om en ekstra gave op til jul for at dette arbejde kan fortsætte:

-  Der kan tændes et håb på grund af mennesker med hjerte på rette sted. Når verdenssamfundet svigter, må vi træde til!

Se her, hvordan du kan være med.

Artiklen er sponsoreret af MAF Danmark.

Næste
Næste

Frankrig forsøger at rette op på berygtet Dreyfus-affære