Efter 2 år i Papua Ny Guinea: Forvent det uventede!

Heidi og Steffen Engedal har lært noget om sig selv, om verden og om at lede mennesker i en helt anden kultur end den danske. Her fortæller de om erfaringerne med at lede en skole på den anden side af jordkloden.

Ledelse er det muliges kunst. Opskrifter på god ledelse udfordres af overraskelser. Helt uventede udfordringer, som må håndteres ad hoc. På mavefornemmelse. Inspiration. Og den ledelseserfaring, man trods alt har opbygget i samarbejdet med mennesker.

Det har Heidi og Steffen Engedal fra Kolding erfaret. Efter to år som skoleledere i Papua Ny Guinea nord for Australien har de måttet erkende sandheden i et populært ordsprog om den fjerne ø: I Papua Ny Guinea må man forvente det uventede!

Prøver at få eleverne til at slappe af

Hvor det herhjemme kan være svært at få ro i klassen, er der næsten for meget ro i undervisningen af de omkring 100 børn på Highland Christian Grammar School i Mount Hagen.

- Fordelen ved at være i en autoritetstro kultur er, at der er ro og fokus, mens jeg underviser. Eleverne ved, at deres skolegang har afgørende betydning for deres fremtid, fortæller Steffen og tilføjer med et glimt i øjet:

- Jeg troede aldrig jeg skulle sige det! Men nogle gange oplever jeg, at der er for meget ro. Det er svært at få tilbagemeldinger. Jeg kan stå som lærer uden at få noget tilbage, fordi jeg er skoleleder. Her prøver jeg at få dem til at slappe af, så de tør sige mere.

Her er Heidi også inde over:

- Jeg har arbejdet med lærerne og deres børnesyn og måde at undervise på. De kommer jo fra en kultur, hvor eleverne blot gentager det, lærerne siger. Og så er der lang vej til at tage selvstændige beslutninger, forklarer Heidi.

Udvikler systemer, så tingene bliver gjort

Heidi og Steffen Engedal er udsendt af MAF Danmark og Kristkirken i Kolding. MAF står for Mission Aviation Fellowship og er et humanitært flyselskab, der sikrer forbindelse til afsidesliggende landsbyer i bl.a. Papua Ny Guinea. På verdensplan råder MAF over 117 små fly i 24 udviklingslande.

Skolen, som Heidi og Steffen Engedal arbejder på, ligger på MAF’s base i Mount Hagen og giver skolegang til børn af piloter og andet flypersonale samt børn af lokale i Mount Hagen. Og det kan være et udfordrende kulturmøde at have så forskellige elever og personaler på skolen.

Hvor det er ret nemt herhjemme at give ansvar til personale, der er vant til at opleve tillid til, at de nok skal klare det, er det langt sværere i Papua Ny Guinea.

- Man må ofte må være leder i det små, forklarer Steffen. - Hvor man i Danmark som skoleleder udstikker de store linjer og uddelegerer ansvar til medarbejderne, skal man i Papua Ny Guinea følge alting helt til dørs. Jeg er både inde over de store linjer - fra om skolen skal udvides, til hvornår græsset skal slås. Min tid er meget gået med at udvikle systemer, der sikrer, at tingene bliver gjort.

Det er her det uventede kommer ind. Som matematiklærer på fire skoler og viceskoleleder på to herhjemme er Steffens ledelsesstil indlejret i ligeværdig ping-pong med medarbejderne, hvor de også tør give ærlig respons på Steffens beslutninger.

Løsner op for en autoritetstro kultur

I Papua Ny Guinea er medarbejderne i bedste fald tøvende, i værste fald bange for, at Steffen bliver skuffet over dem eller vred over, at de ikke lever op til alle hans forventninger.

- Det skyldes nok kulturen herude, hvor man er meget autoritetstro. De er vant til at tage imod besked, og så gør de det. Men de er ikke vant til selv at tage ansvar. Og hvis de laver en fejl, er de ikke meget for at komme og sige det, fordi de er bange for, at jeg vil skælde dem ud, fortæller Steffen.

- De indrømmer heller ikke gerne, hvis der er noget, de ikke ved, for så kunne det være, at jeg blev skuffet over dem. Så det har taget tid at vænne dem til at komme og sige til, hvis der er spørgsmål, eller der er sket en fejl.

’De har opdaget, at man også kan lege sig til læring’

Det er med andre ord op ad bakke at vende samarbejdsrelationerne - fra en traditionel, autoritær ledelsesform i en stemning af usikkerhed, til en tillidsbaseret, relationel ledelsesform i en stemning af tryghed. En tryghed, der gør, at medarbejderne udfolder og udvikler deres kompetencer til gavn for hele organisationen.

Men der er tegn på, at udviklingen går i den rigtige retning, fortæller Heidi, der vejleder lærerne efter dansk pædagogik.

- Lærerne har bevæget sig mere i en retning, hvor børn gerne må lege. De kan fornemme den danske læringsforståelse, og nogle af dem har taget den til sig og udvikler nye læringsformer.

- Det er beundringsværdigt, for det er langt fra det, de er vokset op med. De er rundet af, at man sidder på skolebænken og skriver i et kladdehæfte. Men nu har de opdaget, at man også kan lege sig til læring.

En succes, når lærerne tænker ud af boksen

Steffen oplever også tøbrud på ledelsesområdet:

- Nu oplever jeg, at lærerne ofte opsøger mig på kontoret, fordi jeg har opfordret til det. Og de gange, de er kommet, har jeg også oplevet en positiv dialog.

- I klassen er der mere liv nu, hvor der før var utrolig stor stilhed, mens vi underviste. Men de har oplevet os som danskere en tid nu, og relation og tillid er enormt vigtig i den lokale kultur.

Heidi tilføjer:

- For mig er det en succesoplevelse, når jeg ser en lærer gøre noget helt ude af boksen, noget de aldrig kunne finde på at gøre for et år siden.

- Ja, og når en lærer ikke inddrager en pause som straf, men tager en snak med eleven og giver eleven fri, og der så har været noget læring i det, supplerer Steffen.

Får et udvidet verdensbillede

At skulle lede og lære andre og ikke mindst opholde sig i en anden kultur har været lærerigt for dem begge:

- Man lærer tålmodighed ved at være udsendt, forklarer Steffen og indrømmer: - Jeg er ikke selv et tålmodigt menneske, og det udfordrer mig nogle gange. Men der er bare situationer, hvor man er nødt til at sige ”pyt!” Eller: ”Ok, det må vi så se på i morgen eller en anden dag.”

- Jeg har fået et større syn på verden herude, supplerer Heidi og uddyber: - Verden er bare meget større end det, jeg oplevede i mit liv i Danmark, hvor jeg nu godt kan se, at mit verdensbillede meget handlede om, hvad jeg kan få. Jeg havde ikke før tænkt, at jeg var blevet et produkt af materialismen. Men det er man bare, når man er vokset op i Vesten. Og det går op for én, når man befinder sig på den anden side af jordkloden.

Steffen indskyder:

- Midt i det hele er vi sammen med mennesker, som smiler og er glade og taknemmelige, selv om de oplever svære ting. Svær økonomi. Mennesker, der dør omkring dem. Og så er de alligevel glade, positive og taknemmelige til Gud.

Lærer noget nyt om sig selv

Man skal også være klar til at lære noget nyt om sig selv, fortsætter han.

- I Danmark er jeg et meget stabilt menneske, følelsesmæssigt. Men jeg har aldrig før kørt så meget op og ned som her. Jeg har aldrig før været så langt nede og så langt oppe.

Livet er så intenst på mange måder, tilføjer Heidi.

- Jeg ser verden med nye briller og er meget mere taknemmelig for det, jeg har. Det er, som om jeg lever mere nu. Jeg er mere til stede, forklarer hun og giver et eksempel:

- Jeg har været vildt glad i weekenden, fordi vi havde strøm. Det betyder nemlig, at vi også havde vand i hanen. Så jeg gik bare hele weekenden og sagde: Hvor er det dejligt, at vi har strøm og vand!

Så det er ikke helt tosset at forvente det uventede?

- Nej, svarer Steffen. - Inden man tager afsted, har man mange forventninger, både gode og dårlige. Nogle af dem bliver indfriet, andre ikke. Meget bliver fuldstændig anderledes, end man havde forestillet sig.

- Man kan forberede sig alt, hvad man kan, men kan alligevel ikke forudse alt, hvad der sker, når man kommer til et andet land. Så man skal forberede sig på at blive overrasket. Som vi siger: In Papua New Guinea you can expect the unexpected!

Artiklen er skrevet i samarbejde med MAF Danmark.