En bog om skyld og skam ved at være til

Forfatterne bag ”Palæstinenseren” kæmper for en plads i verden mellem skyld over at bo i fred, mens deres folk lider i Mellemøsten, og skam over at blive mistænkeliggjort i Danmark.   

En blød smerte med længsel efter at række ud med trøst.

Den følelse sidder jeg tilbage med efter at have læst Palæstinenseren (Gads Forlag 2025). Bogen er en antologi med dansk-palæstinenseres personlige fortællinger om behovet for at kende deres historie og den efterfølgende skyldfølelse over at bo i trygge Danmark, mens deres slægtninge og medpalæstinensere må leve i flygtningelejre i Libanon, som jaget vildt på den besatte Vestbred eller som bombemål i Gaza.

Dobbelt skyldfølelse

Viden giver ansvar, og ansvar medfører skyldfølelse ved ikke at kunne stille noget op. Og desuden en følelse af skyld ved selv at have fået dansk statsborgerskab med den tryghed det indebærer at kunne blive evakueret, skulle man pludselig befinde sig i en krisesituation i udlandet, vel vidende at det kan Mellemøstens palæstinensere ikke.

Historierne er meget forskellige, men gennemgående er det, at de unge dansk-palæstinensere er nysgerrige på deres opgave, opsøgende over for deres bedsteforældre, som de beder fortælle om flugten under Nakbaen (Katastrofen), da staten Israel blev udråbt i 1948, eller i 1967, da Israel besatte Vestbredden. Om hvad det helt konkret betød for deres familier, da over 500 landsbyer blev udslettet, tusindvis af palæstinensere blev dræbt af israelske militante enheder, vi i dag ville kalde terrorgrupper, og flere end 750.000 palæstinensere blev drevet på flugt mod Libanon, Syrien, ja hele verden.

Bedsteforældre lukker op for posen

Bedsteforældrene lukker op, langsomt og tøvende, for det mørke, som de har prøvet at holde indenbords i generationer. Om huset, der blev smadret, om hjem, der nu er overtaget af israelere, om land, der er stjålet, om familiemedlemmer, der er blevet dræbt.

Hvordan overlever man sådan noget? Hvordan kommer man videre? Forfatterne viser stor respekt for deres bedsteforældre og forældre, som har kunnet flygte og etablere sig i Danmark og give deres børn og børnebørn en fremtid i fred og udvikling.

Men der er også skygger i fortællingerne. Om at blive kaldt til side og forhørt ved grænseovergange, selv om man har dansk pas og som andre danskere burde kunne gå glat igennem paskontrollen. Men nej. Brune danskere skal tjekkes en ekstra gang.

At blive mistænkeliggjort gang på gang om man nu er loyal over for det danske samfund eller om man har ”terrorsympatier”, fordi man udtrykker bekymring for familie og slægtninge, der bliver etnisk udrenset i Gazas og på Vestbredden.

Skam over dansk udlændingepolitik

Det afføder en blød smerte i hjertet, en trang til at række ud med et anerkendende nik, et smil, og få øjenkontakt og sige: Du er god nok, og vi er taknemmelige for at have dig her hos os!   

Det afføder også et ubehag i mellemgulvet, en skam over dansk udlændingepolitik, som ikke kan kaldes integrationspolitik længere. En skam over at regering og folketing vedtager den ene lov efter den anden, der skal gøre det så ubehageligt som muligt at komme ind og leve i Danmark. Integrationsydelsen, som er lavere end kontanthjælpen. Årelange ophold i såkaldte udrejsecentre under kummerlige forhold, hvor endda et telefonopkald er en luksus. At omkring 10 procent af Danmarks befolkning ikke kan stemme til folketingsvalg, fordi de ikke kan få dansk statsborgerskab.

Hvor er de kristne værdier?

Det er som om vores folkevalgte politikere har glemt, at palæstinensere er mennesker med iboende værdighed. De er ligesom alle andre mennesker af uendelig værdi. De kerer sig om deres børn, partnere, familie, slægtninge og folk, som alle andre mennesker gør. De har krav på retfærdig og ligeværdig behandling. Selvfølgelig!

Hvad er der galt med os gammeldanskere, der kalder os kristne og erklærer Danmark som et kristent land. Hvor er værdierne fra kristendommens grundlægger Jesus Kristus blevet af? Medmenneskeligheden. Næstekærligheden. Barmhjertigheden.

Heldigvis går mange kirker foran med at række ud til vores nye borgere, både de, der har flygtningestatus, de, der kommer til landet for at arbejde kortere eller længere perioder, og de, der har fået statsborgerskab og nu er en integreret det af samfundet.

Menneskerettigheder og sammenhængskraft

Kirken går foran og tilbyder støtte og nærvær til mennesker uanset herkomst og baggrund. Man kunne blot ønske, at tendensen ville brede sig, så vi får en ny bog, Palæstinenseren 2.0, som fortæller om udrakte hænder, der favner, støtter og løfter alle herboende i en grad så der kommer substans bag det flotte ord ”sammenhængskraft”.

I Palæstinenseren træder ti stemmer frem med deres personlige beretninger om arven fra Palæstina og hvad det vil sige at være palæstinenser i Danmark.  De ti mere eller mindre kendte stemmer kommer fra Anarim Chahabi, Tarek Omar Abdul-Latif, Abdel Aziz Mahmoud, Nadia Mansour, Nadeen Aiche, Salim Tayssir Melhem, Nada Omar, Layal Freije, Josephine Lehaff og Tarek Ziad Hussein

Palæstinenseren handler om at kæmpe for sin plads i verden. Om at veksle mellem at tabe og genvinde sin identitet som palæstinenser. Og om at bevare håbet om, at palæstinensere, som alle andre, kan leve fri fra besættelse og undertrykkelse og med rettigheder, som tilkommer dem, alene fordi de er mennesker. 

Palæstinenseren
Personlige refleksioner over arven fra Palæstina
Gads Forlag 2025