Medier svigter i dækningen af udlandsstof
Kun en tredjedel af alt udlandsstof handler om Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien. Afrika er helt nede på fire procent, viser ny undersøgelse. Journalister bør dække nyheder ligeligt og huske de gode historier.
Vi skriver og taler mest om os selv i danske medier. Udlandsdækningen glemmer stort set lande mod syd og øst. Selv om 90 procent af verdens befolkning netop lever i Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien.
Det konkluderer en undersøgelse, som mediebureauet Infomedia har lavet for netmediet Globalnyt.
Undersøgelsen dækker udlandsstoffet i danske medier det seneste år og afslører, at Europa fylder over halvdelen (52 procent) og Nordamerika knap en femtedel (16 procent) af udlandsdækningen, dvs. tilsammen over to tredjedele (68 procent).
Den sidste tredjedel (32 procent) til Asien (10 procent), Mellemøsten (15 procent), Afrika (4 procent) og Sydamerika (3 procent).
Danske journalister svigter
Det er vildt det her! Og et kæmpesvigt af den danske journaliststand. For selv om enhver er sig selv nærmest, så bør journalister altså kigge ud over deres egen næsetip og sætte sig ind i forholdene andre steder end deres i egen andedam.
20 dræbte i Ukraine får mere opmærksomhed end 200 dræbte i Mellemøsten. Og 2000 dræbte i Sudan får knap nok opmærksomhed i danske medier over hovedet! Ethvert drab er en katastrofe og bør derfor dækkes ligeligt.
Og forståeligt er det, at krig, konflikt og katastrofe skal fylde mediefladen. Men der er også brug for at fortælle de gode historier. Og dem er der masser af i Sydamerika, Afrika og Asien, ja, selv Mellemøsten!
De gode historier står i kø!
Jeg har besøgt Ramallah på Vestbredden, hvor ildsjæle hjælper børn og unge med udviklingshæmning i uddannelse og ud på arbejdsmarkedet og samarbejder med seks skoler om at uddanne børn og unge i ansvarligt medborgerskab – alt sammen med støtte fra Brødremenighedens Danske Mission.
Jeg fløj for nylig med verdens største humanitære flyselskab til et hospital i det nordlige Madagaskar, hvor Mission Aviation Fellowship (MAF) er den eneste kontakt til omverdenen for lokale og internationale sundhedsmedarbejdere, der hjælper mennesker, der må gå i flere dage for at komme frem til hospitalet.
Jeg er selv opvokset i Tanzania, hvor nærvær, samtale og fællesskab er bærende værdier, og fattige mennesker udfører en imponerende indsats for at forsørge deres familier og løfte deres lokalsamfund.
De gode personhistorier står i kø!
Vigtige historier kræver refleksion
Nyhedsjournalister navigerer efter fem nyhedskriterier: Historien skal være aktuel, væsentlig, identificerbar, rumme en konflikt og gerne være sensationel, anderledes. Som en journalistkollega en gang sagde til mig, da jeg pitchede en historie: Gi’ mig noget, der kan overraske familien Danmark!
Det er måske her, det går galt? For det virker som om de to sidste nyhedskriterier fylder mest i dækningen generelt. Der skal være en konflikt og gerne en sensationel en af slagsen. Det er nemt og lige til at gå til. Mens væsentlighed kræver refleksion. Og personhistorier, vi kan identificere os med, kræver, at vi som journalister bevæger os væk fra computeren og ud i verden for at møde og snakke med rigtige mennesker.
For der er gode historier derude i den store verden udenfor Danmark, Europa og Vesten. De venter bare på at blive opdaget af nysgerrige danske journalister, der ikke blot vil referere nære konflikthistorier fra nyhedsbureauerne, men kigge og rejse ud i verden, dykke ned i materien og finde årsager og sammenhænge. Og ikke mindst den menneskelige vinkel, der afslører menneskers motivation, visdom og styrke, som vi også har godt af at høre om herhjemme.
Klummen er også bragt i Avisen Danmark.

