En menneskelig politik, tak!
- Giv jer i kast med kampen for menneskers rettigheder og iboende værdi, lyder opfordringen til danske politikere fra Sameksistens’ redaktør op til folketingsvalget.
Kære politikere, kom nu ud af de støvede forhandlingslokaler og mød almindelige mennesker i den virkelige verden. Giv jer i kast med kampen for menneskers rettigheder og iboende værdi, og lad økonomi komme i anden række.
Menneske først, og alt andet så, som Grundtvig ville sige.
Jeg tænker normeringerne i daginstitutionerne, folkeskolerne, hospitalerne, plejehjemmene. Vi har længe nok udholdt kontrollen og slankningen af vores offentlige institutioner med new public management. Nu er der brug for et nyt fokus, en fornyet støtte til vores ansatte i den offentlige sektor, new people encouragement ganske enkelt.
Og lad så være med at sende folk ud af landet, som ud over deres egenværdi som mennesker også er en ressource for vores samfund, hvis vi bare har lidt tålmodighed. Flygtninge, indvandrere og efterkommere. Unge, som er i gang med en uddannelse. Voksne, som lige skal have tid til at komme sig over krigstraumer. Ældre med visdom og værdier, som de kan give videre til deres børn og børnebørn.
Lad os få en menneskelig politik, tak!
Lad menneskeligheden kunne mærkes langt ud over Danmarks grænser. Fasthold niveauet af udviklingsbistand til verdens fattige, og hæv den gerne. Vi lever ikke isoleret fra resten af verden. Når det går dem godt, går det også os godt. Som den afrikanske ubuntu-filosofi udtrykker det: Jeg er til, fordi du er til. Vi er til i kraft af hinanden.
Og kan vi ikke blive enige om dette i vores vestlige, individualiserede samfund, så lad da i hvert fald være med ødelægge livet for andre mennesker.
Kom ind i klimakampen for alvor. Vi er et lille land, men et stort eksempel. Det batter, når vi begrænser udslippet af farlige giftstoffer og investerer i grøn energi.
Og lad så være med at bombe andre mennesker sønder og sammen med de våbendele, vi producerer og sælger til USA som så videresender dem til Israel, som bruger dem i bombefly, der smadrer Gaza. Amnesty dokumenterer - og den israelske hær indrømmer selv - at folkedrabet i Gaza har kostet over 70.000 mennesker livet. Det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet fastslår at tallet er langt højere. Blot de første 15 måneder siden 7. oktober er mindst 75.000 mennesker dræbt. Og siden den såkaldte våbenhvile 10. oktober 2025 er omkring 600 mennesker dræbt i Gaza, 100 af dem børn.
Danmark har et medansvar. Vi leverer våbendele som gør dette folkedrab muligt. Vi er med til at lemlæste og dræbe titusindvis af mennesker.
Hvor er de politikere, der tør italesætte det? Og gøre det til en topprioritet at i hvert fald stoppe meddelagtighed i dette livestreamede folkedrab.
Så kære politikere: Mere menneskelighed, tak!

