Græd over Grønland – og gør noget!
Når profetens tårer møder klimakrisen: Profeten Esajas, Grønland og vindmøllernes håb.
Debatindlæg af Carsten Dybkjær
I en tid hvor Trump igen og igen sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af grøn omstilling, og hvor Grønland reduceres til en strategisk brik i et geopolitisk spil, har vi brug for at lytte til profeternes stemmer. Ikke som dommedagsrøst, men som bærere af Guds sorg og håb.
Richard Rohr, franciskansk præst og forfatter, giver os i bogen The Tears of Things en nøgle til at forstå profeten Esajas som en stemme, vi stadig har brug for i dag.
Esajas: Profet med tårer i øjnene
Rohr beskriver Esajas som en profet, der ikke blot taler dom, men som græder over folkets blindhed. Han skriver:
“True prophets are not angry people. They are people who have seen too much, felt too deeply, and still choose to speak.”
Esajas ser, hvordan folket har vendt sig bort fra retfærdighed, hvordan de rige udnytter de fattige, og hvordan skaberværket lider. Men han ser også noget mere: en vision om en ny himmel og en ny jord (Es 65,17), hvor ulven og lammet græsser sammen.
Denne dobbelte bevægelse – fra sorg til håb – er kernen i Rohrs læsning. Profeten er ikke kynisk. Han er ikke vred for vredens skyld. Han er gennemtrængt af Guds medfølelse og længes efter heling.
Når Grønland bliver handelsvare
Når USA’s præsident i 2025 igen omtaler Grønland som en “strategisk mulighed” og samtidig latterliggør vindmøller som “fugledræbere”, bliver det tydeligt, hvor langt vi er kommet fra Esajas’ vision. Grønland – med sin smeltende indlandsis og sårbare befolkning – bliver reduceret til en handelsvare. Vindmøller, som i Danmark er blevet et symbol på håb og ansvarlighed, bliver gjort til syndebukke i en politisk kamp.
Rohr ville kalde dette for “the refusal to see”. Han skriver, at synd i Bibelen ofte handler om blindhed – ikke at ville se konsekvenserne af vores handlinger. Esajas’ kald er netop: “Hør, I døve! Se, I blinde, så I kan se!” (Es 42,18).
Tør vi bærer verdens smerte?
Rohr opfordrer os til at genopdage den profetiske dimension af troen. Ikke som moralister, men som mennesker, der tør bære verdens smerte – og stadig håbe. Han skriver:
“The prophet holds the tension between what is and what could be – and refuses to let go of either.”
I praksis betyder det, at vi må:
Tør sige fra, når skaberværket udnyttes og reduceres til profit.
Tale for de stemmeløse – både mennesker og natur.
Vise, at håb ikke er naivitet, men modstand mod kynisme.
Skabe rum for sorg over det tabte – og for visioner om det mulige.
Vindmøllen som profetisk symbol
I Danmark står vindmøllen ikke kun som et teknologisk fremskridt, men som et symbol på ansvarlighed og fællesskab. Når den angribes, angribes også en fortælling om, at vi kan gøre noget andet. Esajas ville måske sige: “Rejs jeres øjne mod himlen og se!” (Es 40,26). Se, at vi stadig har valg. At vi stadig kan handle.
Rohr afslutter sit kapitel om Esajas med en bøn:
“May we learn to see with the eyes of the prophet – eyes that weep, but do not close.”
Læs også en anmeldelse af Richard Rohrs ”The tears of things” her.
