Kreative værksteder støtter patienter fra psykiatrien

Borgere i psykiatrien oplever øget trivsel, når de bl.a. arbejder med hænderne i Den Rullende Daghøjskole, som nu har modtaget ekstra tilskud til fortsat støtte efter indlæggelse.

Simone Nielsen husker sin skepsis.

Det var hendes andet døgn som indlagt på en psykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Hun havde svært ved at se, hvordan det kunne gavne hede at lave lædernøgleringe og synge kollektivt med på Shu-bi-duas ’Vuffeli-vov’.

Hun oplevede sin situation som ”noget nær håbløs”, da dem, hun var indlagt sammen med inviterede hende med i en kreativ daghøjskole, som tog ud på hospitalet.

”Der gik en måned, før jeg valgte at prøve det. Den første gang, jeg landede dernede, føltes det trygt og imødekommende. Jeg kunne mærke, at jeg trådte ind i et rum fuld af tryghed og fortrolighed,” siger hun.

Kreativitet og fællesskab løfter patienterne

Det er Kompetencehuset som står bag projektet i Aarhus Kommune. Det unikke er, at borgerne under indlæggelsen bliver tilbudt kreative værkstedsfag og adgang til et fællesskab, som de kan fortsætte i på daghøjskolen efter hospitalsopholdet.

”Det kreative arbejde med hænderne giver ”mindfulness” og får tankerne væk fra hovedet og ud i hænderne. Vi oplever en overvældende glæde og begejstring fra dem, vi møder,” siger daghøjskolens forstander, Nis Peter Nissen.

Daghøjskolen har nu fået en yderligere bevilling fra VELUX FONDEN til at fortsætte sit afgørende arbejde og sikre en støtteordning, der hjælper borgerne videre, skriver fonden i en pressemeddelelse.

Vellykkede metoder

VELUX FONDEN bevilgede i 2022 2,1 millioner kroner til projektet. I løbet af projektets løbetid var der flere end 1.400 enkeltstående patientbesøg i Den Rullende Daghøjskoles værksteder på den psykiatriske afdeling.

Når daghøjskolen hver tirsdag og torsdag rullede ind på Aarhus Universitetshospital, så mødte mellem 10 og 20 borgere op og medvirkede til, at hospitalet summede af sang, latter og fællesskab.

Den Rullende Daghøjskole har samtidig mærket en stigende interesse for dets efterværnstilbud, hvor borgerne kan fortsætte med at deltage i kreative værksteder på selve daghøjskolen efter et indlæggelsesforløb i psykiatrien.

Den nye tillægsbevilling fra VELUX FONDEN på 900.000 kroner går til forankringen af daghøjskolens efterværnsindsats.

Forrige
Forrige

Børns trivsel er faldet markant efter COVID-19-pandemien

Næste
Næste

Ny undersøgelse: Mange børn holdes udenfor fællesskabet