Krigsflygtninge maler sig fri af traumer
I kæmpestor flygtningebosættelse i det nordlige Uganda får flygtninge fra den brutale borgerkrig i Sydsudan hjælp til at fatte og fortælle frygtelige minder og udtrykke forsigtige drømme om en bedre fremtid.
Af Svend Løbner i Uganda
- Vil I huske os?
Den gamle mand rejser sig besværet for at holde en lille tale, en takketale for de par dage, vi har været i et hjørne af den kæmpestore flygtningebosættelse i Norduganda for at vejlede de krigsramte flygtninge fra Sydsudan i, hvordan de også kan bruge kunst som terapi for at bearbejde deres traumer efter borgerkrigen. Bidibidi hedder bosættelsen, der med sine over 280.000 flygtninge er Afrikas største.
- Ja, vi vil gemme jer i vores hjerter, kommer det spontant fra danske Mona Stokbæk, der med en særlig fagkombination som sygeplejerske og billedkunstner har vist flygtningene, hvordan de med plantefarver kan tegne og male de smerter, håb og drømme ud, som unddrager sig ord. Og dermed få lettet deres hjerter for frygtelige minder.
- Min onkel, som vi boede hos, blev dræbt. Da blev jeg virkelig bange! fortæller Stella. - For det betød, at rebellerne også ville komme efter mig og min familie. Så vi flygtede til fods med nogle gryder, så jeg kunne lave grød til mine børn undervejs.
- Vi kvinder bliver voldtaget af voldsmænd og behandlet som deres koner, supplerer Jackline. - Min brors kone blev voldtaget, og min bror skød manden og dræbte ham med et skydevåben. Situationen skræmte os virkelig. Derfor flygtede vi.
- Rebellerne gik fra dør til dør i vores landsby og dræbte mændene, fortæller Patrick. – Min far har arbejdet for regeringen, så vi frygtede at rebellerne ville komme og dræbe ham og os. Selv i dag bliver jeg bange, når jeg hører nogen pusle udenfor min dør eller banke på døren. Kommer de efter mig nu?
Kommer man nogensinde over sådanne minder? Morten Sodemann er professor ved Syddansk Universitet og overlæge ved Indvandrermedicinsk Klinik i Odense. Han fortæller, at to tredjedele af flygtninge typisk klarer sig forbavsende godt uden terapi, men at den sidste tredjedel har det svært.
- Det, man har brug for i den situation, er først og fremmest sikkerhed; at man i et eller andet omfang kan føle sig beskyttet mod yderligere overgreb, fortæller han.
Vil kunstterapi da kunne hjælpe?
- Tit har voksne god gavn af at tegne, og det vil i så fald ofte være noget, de drømmer om for fremtiden. Børn er som regel mere konkrete og tegner ofte det, der allerede er sket. Men voksne reflekterer mere: Hvor er jeg på vej hen? Kan jeg nogensinde blive et normalt menneske igen?
Her hjælper det at tegne symboler, fortæller Kis Henriksen fra Lundeborg ved Svendborg. Hun er kunstterapeut med erfaring fra terapi med børn og voksne efter krigen i Bosnien-Hercegovina.
- Personer kan som følge af et traume mangle ord eller formuleringsevne for begivenheder, der har sat sig fast i sindet. Det kan således være svært at tale direkte om traumet. Men gennem arbejdet med symboler, træder indtrykkene frem, og efterhånden kan der sættes ord på oplevelserne, fortæller hun.
- At arbejde med symboler og at tale om symbolerne er en måde at holde lidt afstand til selve traumet og er derfor en mindre truende måde at tale sammen på. Langsomt kan man ændre fokus fra den destruktive oplevelse til en positiv fortælling om det glædelige, man også kan huske.
I den store Bidibidi-bosættelse er flest kvinder og børn, men også mænd, fuldt optaget med at male med plantefarver fundet i lokalområdet. Opgaven er åben: Mal hvad der falder jer ind! Og tendensen er interessant: Drenge og mænd maler biler, helikoptere, flyvemaskiner. Piger og kvinder maler blomster, hytter og dekorative mønstre.
- At male transportmidler er tegn på et ønske om frihed og uafhængighed, et ønske om at kunne bevæge sig væk fra en fastlåst situation og indfri sine drømme. Og gerne tage andre med på turen, reflekterer sygeplejerske og billedkunstner Mona Stokbæk efterfølgende.
– Blomster, hytter og dekorationer er udtryk for håb og drømme om et normalt liv med fred og glæde i hjemmet, tilføjer hun.
Enkelte værker skiller sig ud. En ung pige har malet et stort hjerte med en mørk og en lys side. Hun forklarer, at hun bevæger sig fra det mørke til det lyse. Nogle gange tilbage til det mørke igen. Begge dele er der. Men det mørke må ikke tage overhånd.
En anden lidt ældre pige viser en kurve, der går op og ned. Over stregen står ordet ”Normal”. Både ved lavpunkter og højdepunkter. Hun forklarer, hvad hun tydeligt at lært gennem traumesamtaler: Livet går op og ned, prøvelser og problemer er helt naturlige. Men det ender ikke der. Livet går opad igen.
En ung mand har tegnet et par ørne på en gren. Et kunstværk, hvor stregerne er levende. De to ørne er sammen, forklarer han. De sidder på grenen og kigger ud på verden sammen. Helligånden er den ene ørn; jeg er den anden, siger han med tydelig henvisning til det, han har lært i kirken.
For det er kirken, der udgør platform for den traumeterapi, der nu i 10 år er tilbudt flygtninge, siden de første krigsflygtninge fra Sydsudan ankom til bosættelsen i 2016. Bag terapien står den lokale NGO Across med støtte fra MAF Danmark. MAF er med sine 117 små Cessnafly i 24 udviklingslande verdens største humanitære flyselskab. Med dem fløj vi til det nordlige Uganda og kørte de sidste tre timer op til Bidibidi-bosættelsen tæt ved Sydsudans grænse.
Og her blev de første skridt til maleriet taget, et nyt redskab til Across’ særligt uddannede rådgivere, der oplærer nøglepersoner i lejrens mange ”landsbyer”, så de kan give deres viden videre og sprede en kultur, hvor man tør tale om smertelige minder i stedet for blot at lukke sig om sig selv.
At inddæmme minderne medfører blot yderligere smerter. Mange familier lider under partnervold. Vold og misbrug af børn. Nogle vælger at begå selvmord, får vi at vide.
Den onde cirkel skal stoppes. At turde åbne sig, dele, tegne, male og blive forstået er den eneste vej frem.
- Vil I huske os?
Spørgsmålet bider sig fast.
Ja, hvordan kan man glemme de kære mennesker, der trods alt holder sig oprejst og får en hverdag til at fungere i den store bosættelse?
Kronikken er også bragt i Avisen Danmark.
Svend Løbner er freelancejournalist og rapporterer jævnligt fra Østafrika, hvor han er vokset op. Kronikken er skrevet med støtte fra Udenrigsministeriet via Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde.

