For få uddannede til samfundets sårbare

Ikke kun børn i dagtilbud har brug for flere voksne med en pædagogisk uddannelse. Det samme gælder på det specialiserede socialområde, hvor 4 ud af 10 ansatte mangler relevant uddannelse, ifølge en opgørelse fra FOA.

Modelfoto: Unsplash

Selvskadende unge, anbragte børn, autister og andre i sårbare situationer har brug for at blive mødt med den rette hjælp og høj faglighed.

Alligevel er en stor del af de kommunalt og regionalt ansatte på det specialiserede socialområde ikke uddannet til det felt, de arbejder inden for.

Det viser en opgørelse, som FOA har lavet på baggrund af tal fra KRL.dk.

”Vi taler om mennesker med komplekse problemer og svære, skrøbelige liv. De har brug for omsorgspersoner, som har kompetencerne på plads. Som kan håndtere vanskelige situationer, og hjælpe med at skabe så god en tilværelse som muligt, uanset om vi taler om mennesker med misbrug, psykiske lidelser eller et handicap. Rigtig mange ansatte gør det rigtig godt og er fulde af omsorg for dem, de tager sig af. Men arbejdet kræver også en høj faglighed,” siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen i en pressemeddelelse.

De nye tal viser, at det i dag er godt 4 ud af 10 ansatte på botilbud og i andre tilbud på det specialiserede socialområde, som ikke har en relevant uddannelse. Helt konkret er 40,3 procent af de ansatte omsorgs- og pædagogmedhjælpere. Imens er 54,7 procent uddannede pædagoger og 5 procent har taget erhvervsuddannelsen som pædagogisk assistent.

”Den konstant høje andel af ansatte uden en pædagogisk uddannelse afdækker jo en vedvarende og gennemgående underprioritering af området. Det giver ikke mening, for uden den rette faglighed risikerer borgerne at få det dårligere. Dermed svigter vi vores opgave, og på sigt kan de få brug for mere hjælp, så økonomisk kan det heller ikke svare sig. Derfor skal vi prioritere at øge andelen af uddannede betragteligt,” siger sektorformanden.

I perioden 2015-2025 er antallet af ansatte på området ellers steget med 4.300 ekstra personer. Men langt den største gruppe, nemlig 47,5 procent, er ikke-uddannede, mens kun 22,7 og 29,8 procent er henholdsvis pædagogiske assistenter og pædagoger.

Næste
Næste

Da mit liv blev skåret midt over