Samuel har været flygtning i 40 år

Samuel Luak bruger i dag al sin tid på at hjælpe andre flygtninge. ”Som flygtning kan jeg føle flygtninges smerte. Jeg har selv været der kan og derfor give håb,” siger han.

Samuel Luak ved, hvad det vil sige at være flygtning og begynde livet forfra i et nyt land. Den 56-årige jurist og præst er født i Sydsudan og blev genbosat i Finland som FN-kvoteflygtning i 2004. I dag er han koordinator og rådgiver i den kirkelige organisation Welcome Churches i England, hvor han hjælper lokale menigheder med at tage imod nyankomne flygtninge og asylansøgere.

Det er over 40 år siden, at Samuel Luak blev flygtning, men han husker stadig den dag i 1983, da den sudanesiske borgerkrig brød ud igen. Han var 14 år og på ferie hos en ældre søster i en anden del af landet. Krigen betød, at han ikke kunne vende hjem og blev adskilt fra resten af familien. Da krigen bredte sig, måtte han flygte videre alene til hovedstaden Khartoum.

- Det sværeste var, at jeg aldrig fik sagt farvel. I lang tid havde jeg ingen kontakt med min familie - mine forældre og mine søskende. Jeg vidste ikke, hvad der var sket med dem, fortæller han over en kop kaffe på en københavnsk café og bliver et øjeblik fjern i blikket.  

Den længste borgerkrig i Afrikas historie

Samuel Luak er krigsbarn. Han er født i 1968 under den første sudanesiske borgerkrig, der startede, da det forenede Sudan opnåede uafhængighed fra de britiske og egyptiske kolonimagter i 1956, og varede frem til 1972. I 1983 brød krigen ud igen, og parterne sluttede først fred i 2005. Dermed blev krigen den længste borgerkrig i Afrikas historie.

Men trods tidlige krigsminder tænker Samuel Luak tilbage på sin barndom med megen glæde og taknemmelighed. For der var også gode år, som gav ham en uvurderlig ballast senere i livet.

- Jeg nåede at opleve de år, hvor der var fred - hvor vi gik i skole hver dag og kom hjem hver aften. Hvor livet bare var godt. Der var ikke noget at bekymre sig for. I vores familie var der en masse glæde. Jeg var nummer fire i en søskendeflok på oprindelig 10, og det er et trygt og varmt sted for et barn, siger han med et smil.       

Brug for at tro på noget under flugt

Forældrene tilhørte en presbyteriansk kirke, og kirkegang var en naturlig del af barndommen.

- Jeg har altid troet på Gud og vidst, at jeg var kristen. Men troen blev først personlig for mig, da jeg som 16-årig måtte flygte til Khartoum og for første gang i mit liv skulle klare mig selv. I Khartoum var vi mange unge fra Sydsudan, der havde mistet kontakten med vores familie. Regeringen hjalp os med skolegang, men ellers måtte vi forsørge os selv.

- På en ungdomslejr besluttede jeg, at jeg ville følge Jesus. Jeg ville gå hans vej og ikke lade had og bitterhed fylde mit liv. Mange af mine jævnaldrende sluttede sig til hæren, men jeg fik lov at læse jura på universitetet, fortæller Samuel Luak, der arbejdede som jurist i Khartoum i en årrække og sideløbende tog en teologisk uddannelse, inden han i 2001 blev gift med sin kone, der også er teolog. 

- De første år boede vi i Libanon, hvor min kone arbejdede, men da hendes visum udløb, kunne vi ikke vende tilbage til Sudan på grund af krigen, og i 2004 blev vi udvalgt af FN til genbosættelse i Finland, der allerede havde taget imod et større antal flygtninge fra Sudan.

Hjælper nu andre flygtninge

Siden har Samuel Luak brugt det meste af sin tid på at hjælpe andre flygtninge og støtte op om kommunale såvel som kirkelige integrationsindsatser - først i 13 år i Finland, og siden 2017 i Sydengland, hvor han i dag er regional koordinator og rådgiver for den kirkelige organisation Welcome Churches.

- Den menneskelige eksistens handler ikke kun om at overleve, men om at finde noget at leve for. At høre Guds kald, om man vil. Med min personlige og faglige baggrund kan jeg støtte andre flygtninge og være et talerør for dem, der ikke har nogen stemme. Når man har noget på hjerte og kan fortælle en øjenvidneberetning, lytter folk.

- Som flygtning kan jeg føle flygtninges smerte. Jeg har selv været der, og derfor kan jeg give andre håb. Samtidig ved jeg, at flygtninge også har noget at give og kan berige de europæiske lande og kirker.

Vil aldrig glemme kirkens modtagelse

Fra årene i Finland har han kun lovord at sige om den modtagelse, han selv og andre sudanesiske flygtninge fik fra de finske kirker.

- Da borgerkrigen i Sydsudan brød ud i 2013 to år efter, at  landet var blevet selvstændigt, mistede næsten alle sydsudanesere familiemedlemmer. Den lutherske kirkes flygtningekoordinator orienterede med det samme de menigheder, der havde kontakt med sydsudanesere, og kirken tilbød krisehjælp til familier, der havde mistet. Kirken var der sammen med os, bad med os og delte vores smerte. Det vil vi aldrig glemme, siger Samuel Luak.

Selv befandt han sig i hovedstaden Juba i Sydsudan på en privat familieferie i de første dramatiske dage, da flere hundrede civile fra hans etniske gruppe blev myrdet i det kvarter, hvor familien opholdt sig - heriblandt fem familiemedlemmer.    

- Det var meget voldsomt for vores tre børn, der er født i Finland og aldrig havde oplevet krig. Hvorfor ville de dræbe os? Efter få dage blev vi evakueret til Uganda med britiske militærfly, og lykkeligvis nåede børnene at opleve et andet Afrika, inden vi rejste hjem, fortæller han.

- Vi forstår ikke, hvorfor Gud tillader så megen lidelse. Men Gud er der også, når vi ikke forstår. Og måske ville Gud, at jeg skulle være øjenvidne, så jeg bedre kunne forstå og mærke krigen. Hvis jeg en dag skriver en bog om mit liv, skal den hedde 40 år i ørkenen - sammen med Gud.