Jøde med israelsk baggrund: Et folk under blokade kan ikke blomstre

Fredsaktivisme er at kræve retfærdighed og lige rettigheder for alle mellem havet og floden, udtaler den dansk-jødiske fredsaktivist Sarah Arnd Linder i denne kronik.

Kronikken er en tale, Sarah Arnd Linder holdt på New Outlooks dialogarrangement den 6. oktober 2025.

Kronik af Sarah Arnd Linder

Der er rigtig mange af os, der ikke kan finde os selv indenfor det Jødiske Samfund. Os, der godt vil have lov til at give plads til vores traumer som jøder OG samtidig gerne vil have lov til at kunne tale om Israel på kritisk vis, og også have lov til at ytre ord som etnisk udrensning, (muligt) folkemord og mere uden at man kan risikere at blive kaldt for en selvhadende jøde, en ”mindre” jøde eller en ”kapo.”

Jeg har indenfor de sidste par måneder efterlyst noget selvindsigt indenfor det jødiske samfund, også fra New Outlook, som jeg synes man har været forholdsvis god til at gøre, dog med en smule plads til forbedring.

Er nødt til at sige fra

Jeg ved, at der er en del af os, der gerne vil have lov til ikke at være forbundet til Israel på den ene eller den anden måde, gerne bare vil leve vores jødiske liv her i Danmark, og sådan burde det også være. Men man bruger os, jøder, til det, der sker i Israel og Palæstina, om vi vil det eller ej. Og sommetider bliver vi nødt til, om vi vil det eller ej, at sige fra.

Ligesom at vi ville forvente det samme af vores muslimske medborgere eller fra andre minoriteter, hvis det var omvendt. Det handler om medmenneskelighed, at vise empati og at række ud – og at gøre det man ville forvente af andre - eller ville håbe af andre.

Vi må forlange mere

Det med at være jøde, barnebarn af en Holocaust-overlevende, at have Holocaust sivende rundt i sit blod. At have haft et forholdsvis privilegeret liv, men stadig den evige frygt for at det kunne stoppe, at man kan blive forfulgt, blive slået ihjel. Overlevelses”genet.”

Og samtidig at have været vidne til, hvad der snart i to år er foregået i Gaza, som peger i retningen af at være et folkemord.

Jeg kan ikke være i det. Jeg kan ikke se nogen forskel i det, der sker for især børnene i Gaza, og hvad der kunne ske for min Lisa, hvis det var os, der befandt os i Gaza.

Udover det, at være vidne til en fortsat, og endnu mere urimelig, tragisk israelsk besættelse på Vestbredden og samtidig krakelering af, hvad man, vi og mange andre har set som værende et demokratisk system: Palæstinensiske borgere i Israel, der bliver forskelsbehandlet.

Det er mere end skræmmende

Der gives desuden ikke plads til, hvad de kommer med: Vores Yom Haatzmaut, deres Nakba. Palæstinensiske aktivister, der ikke kan ytre sig af frygt for konsekvenser, endda anholdelse. Hvordan det er gået videre til venstreorienterede jødiske israelere, som jeg selv har været i min tid i Israel - en af grundene til, at jeg ikke kunne se mig selv blive boende i Israel.

Det er mere end skræmmende, men vi må også se det i øjnene. Det der sker nu, er ikke sket ude af et vakuum. Med alle de traumer, vi selv går rundt med i forbindelse med den 7. oktober, må vi også, især dem af os, der har et forhold til Israel, indse og erkende, at et folk, der bor under en blokade ikke kan blomstre. Hvad der skete den 7. oktober var en massakre, men når denne krig er overstået, kan vi ikke gå tilbage til, hvad der var før den 7. oktober 2023. Vi må forlange mere, både for israelere og for palæstinensere.

Retfærdig fred

Med det sagt, er fredsaktivisme for mig også en aktivisme, der kigger dybt ind i retfærdighed og lige rettigheder for alle mellem havet og floden. Ellers er det ikke reelt fred. Jeg kan ikke promovere fred, om det så er en tostatsløsning, enstatsløsning eller andet, uden at jeg kigger de ting dybt ind i øjnene. Alt andet er, for mig, ikke oprigtigt, ikke troværdigt.

Jeg ved, at meget af det, jeg har sagt, kan være svært at høre. Det er svært at give plads til ens egen stilling og ens egen historie som offer, og samtidig at skulle give næsten lige så meget plads til de mennesker, der er blevet ofre og især er ofre i dag på baggrund af et land, der betyder rigtig meget, især for rigtig mange af os. At være i de følelser er svært. Men vi bliver nødt til at omfavne det. Ellers bliver vores traumer brugt kynisk af andre, på en måde som gør andre ondt, men som også slet ikke er til nogen gavn for os, både som jøder og israelere.

Fredsaktivisme i Israel og Palæstina er ”alive and kicking”

Israelsk og palæstinensisk aktivisme er at den er ”alive and kicking.” Det ved jeg fra al den tid jeg har boet i området, fra sommeren 2006 til august 2023, og det jeg ved fra min daglige kontakt med israelske jødiske og palæstinensiske fredsaktivister i dag.

Der bliver skabt et billede af et civilsamfund i Israel og Palæstina, som ”døde” eller blev indskrænket efter den 7. oktober 2023. Det er altså ikke rigtigt. Selvfølgelig er der nogle, der har ”trukket sig lidt tilbage,” måske har taget en pause, men der er også mange ”nye” aktivister i dag.

Hvorfor? Fordi der er endnu mere på spil. Og for langt de største aktivister er det ikke et valg. De føler, at hvis de ikke selv gør noget, er der ingen der vil gøre det for dem.
For de israelske aktivister handler det nemlig om, at deres egen regering åbenlyst ikke kun er ligeglade med palæstinensere og deres velbefindende, men også er ligeglade med israelske borgere. Det tror jeg mange af os har lagt endnu mere mærke til, når vi har set den måde den israelske regering behandler de israelske gidslers familie. Det har været, hvad man på hebræisk kalder, en kæmpe zilzul (”foragt” på hebræisk).

Mod status quo

Det israelske og så vel palæstinensiske fredsarbejde dækker al type aktivisme og arbejde, der bidrager til at kæmpe imod status quo, og jeg taler selvfølgelig ikke kun om forholdene efter den 7. oktober 2023, men om den status quo, der har været der i årevis, flere årtier – mangel på en ”løsning,” illegale jødiske bosættelser, besættelse, checkpoints, forskelsbehandling af palæstinensiske borgere i Israel og en israelsk blokade rundt om Gaza.

Det er alt fra dialog møder mellem israelere og palæstinensere, israelske jøders ”besøg” på Vestbredden i form af solidaritetsarbejde (f.eks. olivenhøst som jeg selv har deltaget i), og nu f.eks. også fokus på det (mulige) folkemord i Gaza.

For to dage siden, forsøgte israelske aktivister for eksempel for anden gang at bryde igennem blokaden til Gaza fra israelsk jord. De kom igennem blokaden, men blev hurtigt arresteret. Det skabte dog noget mediedækning, også i Israel, og det er måske vigtigt i sig selv.

Vi har brug for støtte udefra

Jeg omtaler det israelske og palæstinensiske civilsamfund en del. Det gør jeg ikke for sjov eller hyggens skyld, men fordi det er de organisationer og mennesker, der befinder sig ”on the ground,” ved hvad problemerne er helt ind til de mindste detaljer, og også har leveret muligheder til denne evige konflikt.

Jeg bliver nærmest dybt provokeret og en del frustreret, når man f.eks. i de danske medier og af danske journalister efterlyser de fredssøgende bevægelser og initiativer i Israel og Palæstina. De findes altså, men det nytter ikke noget at fortsætte med at fokusere på dem, der ikke vil fred, eller i hvert fald ikke rykker for at komme den nærmere. Der bliver nødt til at være mere fokus på civilsamfundet i Israel og Palæstina. Det får jeg i hvert fald konstant af vide af civilsamfundet, som jeg er i daglig kontakt med: Vi gør hvad vi kan. Vi knokler løs, men vi har brug for støtte udefra. Vi kan ikke alene.

Civilsamfundet er med i internationalt fredsforum

Og der sker også en del lige nu. For et par måneder siden fandt Paris Peace Forum sted, og det skabte måske ikke fred på stedet, men det var banebrydende, fordi det var allerførste gang, at civilsamfundet var en del af selve ledelsen af dette forum, som egentlig, kan man sige, var begyndelsen på en form for fredsproces.

Civilsamfundet havde formået at ”møve sig ind” i ledelsen, og især kvinderne, som i øvrigt dominerer fredsorganisationerne. Israelske jødiske og palæstinensiske kvinder forlangte at være en del af ledelsen, hvilket burde give sig selv, men nu lever vi i den verden, vi nu lever i. Og det førte til, at omkring 50 procent af ledelsen er delt op i halv israelske jødiske og halv palæstinensiske, samt fra forskellige baggrunde.

Det er bottom line: Civilsamfundet, fredsaktivisme findes og er aktivt, og hvis man vil israelerne og palæstinenserne det godt, er det dem, man skal støtte op om og fokusere på. Det er dem, der bør lyttes til.

Sarah Arnd Linder er konsulent, foredragsholder, forfatter og initiativtager til organisationen Political is Personal.