top of page

Besøgsvenner skaber livskvalitet for ensomme ældre indvandrere

Opdateret: 1. feb. 2021


Frivillige står på spring for at besøge ensomme ældre indvandrere og tale med dem på deres oprindelige modersmål. Coronakrisen har dog lagt en dæmper på aktiviteterne hos projekt Besøg På Modersmål. Lige nu er kontakten begrænset til telefon, brev og mail.

– Vi må indrømme at det lykkes bedst for de besøgsværter, som bor hjemme, oplyser Alma Bekturganova Andersen, der leder projektet.

Men så snart Coronakrisen er ovre, står de frivillige klar til at skabe social kontakt til ensomme ældre.

– En stigende andel af ældre mennesker har en anden etnisk baggrund end dansk, og mange af dem oplever at være isolerede og uden god kontakt til verden på grund af sproglige og kulturelle barrierer, fortæller Alma Bekturganova Andersen.

Ressourcestærke kvinder står bag

Initiativtagerne til projektet er foreningen Verdens Kvinder i Danmark. Foreningen for etniske minoritetskvinder har eksisteret siden 2005. Foreningen har primært kvindelige medlemmer fra 32 forskellige lande. De fleste er dansk gift.

”Vi er ressourcestærke kvinder, og vi har projekter som er målrettet forskellige målgrupper, heriblandt ældre. Vi har f.eks. gennemført flere kulturelle aktiviteter på plejehjem og senior- og aktivitetscentre. Vores aktiviteter er rettet mod brobygning mellem forskellige etniske og kulturelle grupper,” står der på foreningens hjemmeside.

Et korps af frivillige besøgsvenner

Projekt Besøg På Modersmål møder et presserende behov, forklarer Alma Bekturganova Andersen:

– En af de vigtigste bestanddele i vores projekt er brugen af modersmål. I projektet har vi dannet et korps af frivillige, der rækker ud til ældre med etnisk minoritetsbaggrund på deres modersmål gennem en struktureret besøgsordning.

Her mødes besøgsven og besøgsvært over en kop kaffe og får sig en snak på den ældres egne præmisser.

Et kurdisk besøgpar kommunikerer. Foto: Besøg På Modersmål.


Taler på 17 sprog

Før Coronatid havde projektet 28 velfungerende par på 17 af verdens sprog (arabisk, kurdisk, russisk, bosnisk, polsk, bulgarsk, nepalesisk, filippinsk, norsk, finsk, færøsk, kinesisk, spansk, ungarsk, farsi, urdu, marokkansk).

– Vi har også flere frivillige, som bare venter på, at der er nogen der har brug for deres indsats, fortæller Alma Bekturganova Andersen, som håber at omtalen i Netavisen Sameksistens kan få flere ældre til at henvende sig om besøg.

Plads til flere ensomme ældre

– Ved at sprede oplysning om vores projekt ønsker vi at involvere flere ensomme ældre indvandrere i vores ordning. Vi støder stadig oftere ind i et luksusproblem: vi har mange frivillige, som gerne vil besøge de ældre og bringe nyt liv ind i deres tilværelse, men vi mangler kontakt til enlige, ældre indvandrere, som har brug for vores hjælp.

– Vi håber at omtalen kan hjælpe til, at de frivillige, og de der kan have gavn af deres hjælp, finder hinanden, slutter Alma Bekturganova Andersen.

bottom of page