top of page

'De københavnske saloner' har ikke hold i virkeligheden

Opdateret: 26. okt. 2022

Kunsten er lige så folkelig som sporten. Alt andet er politisk spin, udtaler Michael Thouber, direktør for Charlottenborg Kunsthal, på Faaborg Museum.


Michael Thouber. Pressefoto


- Der er mere end dobbelt så mange, der vælger at gå til kunstudstilling, som der vælger at gå til superligakampe, lyder det fra direktøren for Charlottenborg Kunsthal, Michael Thouber.


Udtalelsen faldt i forbindelse med Faaborg Museums afslutning af deres seneste udstilling fra DR-programmet “Kunstnerkolonien på Sydfyn”. På udstillingens sidste dag den 11. september, havde museumsgæsterne mulighed for at komme tættere på både kunstnere og andre involverede i programmet, herunder Thouber, der dagen igennem medvirkede i talks og præsenterede deres værker.



Højrefløjen opstiller kunstig konflikt mellem by og provins

Allerede dengang var der valg i luften, og derfor valgte Thouber at tage til genmæle over for Inger Støjbergs udtalelser om kultureliten og “de københavnske saloner” - en linje, der er taget op af flere højrefløjspartier under valgkampen:

- Det sjove er, fortsætter Thouber: - at kunstnerne alle sammen - ligesom mig - kommer fra provinsen. Det er jo ikke folk fra Østerbro, der leverer den vigtigste kunst. Det er ikke sådan, det fungerer. Det er folk, der har følt, at de ikke passede ind et eller andet sted, fordi de var mærkelige eller havde en underlig interesse, uddyber han.


Det er ifølge Thouber “en kunstig distinktion”, når man sætter land og by op

imod hinanden som modsætninger, og det taler ned til befolkningen i provinsen, mener han:

- Kunstnerne er her i Faaborg, og de er i alle byer, hvor vi alle sammen voksede op. Det er ham eller hende, som var god til at tegne, men ikke kunne finde ud af at høre efter i skolen. Eller hende eller ham, der godt kunne finde ud af at høre efter, men som samtidig også var pisse god til at tegne eller modellere, forklarer han.

- Der er politikere, der lykkes med at lave en kunstig konflikt og sige: Dem, der interesserer sig for dét, de er forfærdeligt elitære, og dem, der interesserer sig for dét, det er hr og fru Jensen. Hvorfor skal vi tale sådan ned til hinanden? Befolkningen i provinsen har jo ligeså høje krav til kunstnerisk kvalitet.


‘Faaborg elskede Adam Christensen’

Thouber svarer også igen på Støjbergs kontroversielle udtalelser om at skære 800 millioner i kulturlivet og sløjfe kunststøtten til blandt andre Adam Christensen. En internationalt anerkendt multikunstner, der medvirker i DR-programmet - og i øvrigt kommer fra den sydjyske provinsby, Vejen. Christensen er uddannet på Goldschmidt Universitet i London og har senest haft en soloudstilling i Prag og på Overgaden på Christianshavn. Begrundelsen gik da heller ikke på kunstnerens produktion, men på, at kunstneren “bærer paryk og går i højhælede sko” og ikke er “vigtig”. Men også her er Støjberg ude af trit med virkeligheden, fortæller Thouber:

- Faaborg elskede Adam Christensen! Det repræsenterer ihverfald ikke de faaborggensere, vi mødte. De elskede Adam. Og de tog så godt imod ham og de andre kunstnere, og det vil jeg gerne sige tak for! Det lykkedes kunstnerne at blive integreret i denne by på 14 dage, lyder det fra Michael Thouber.


Kunsthaldirektøren understreger vigtigheden af, at der findes kunstnere, som tænker og gebærder sig anderledes:

- Kunstnere kigger lige 25 grader ved siden af, hvor vi andre kigger hen. Og derfor får de også øje på noget, vi andre ikke ser. Uden mennesker som Adam Christensen står Danmark stille.


Vi satser mere på sportseliten

Den forgyldte kulturelite i hovedstaden ligner altså mere en myte, der bruges som politisk spin til at så splittelse i befolkningen. Coronaårene viste da også et Christiansborg, der gang på gang prioriterede sport over kultur. Vi så, at kunstnere måtte sælge ud af deres instrumenter og udstyr for at overleve pandemien. Og når det gælder talentudvikling, fokuseres der også i langt højere grad på sportseliten:

- Vi har desværre ikke et talenthold ude på folkeskolerne for billedkunstnere. Vi har ikke nogen, der bliver taget ud til U-21. Vi har ikke et system på samme måde. Det kan jeg kun beklage, siger Thouber.


Og det til trods for, at danskerne hvert år viser stor opbakning til de danske museer. Ifølge Danmarks Statistik var der over 9 millioner besøgende på de danske museer i 2021. Af dem besøgte 7,5 millioner et kunst- eller kulturhistorisk museum. Til sammenligning var der 3,3 millioner besøgende til danske superliga-kampe i sæsonen 2021/2022.

- Og så har vi ikke talt koncerter og festivaler med, tilføjer Thouber.


Kunstnerkolonien er et programkoncept på Danmarks Radio, der indtil videre har kørt i tre sæsoner på henholdsvis Bornholm, i Skagen og senest på Sydfyn. Se mere her.


Kunstner Eske Kath fortæller om sine abstrakte landskabsmalerier og oplevelsen af at bo i kunstnerkollektiv under programmet.

Kunstner Bjørn Magnussen på sit værk "I fængslet er vor børn", der henviser til samfundets behandling af børn med diagnoser - herunder ADHD, som Magnussen selv lever med. Han fortæller om at kanalisere sin energi ud i kunsten og omfavne kaos i sin arbejdsproces.







bottom of page