Sneen har lagt sig over spirerne fra det arabiske forår. Men de kommer måske igen, når sneen smelter, siger Per Stig Møller, der var udenrigsminister under Det arabiske forår for 10 år siden.
Foto: Benjamin Rugholm. Artiklen er skrevet i samarbejde med Danmission.
Den kolde sne har lagt sig over det arabiske forår. Under den hårde frost overvintrer græsrødderne. Når sneen smelter, er der en chance for, at demokratibevægelserne spirer frem igen.
Ordbillederne kommer fra Per Stig Møller, der var Danmarks udenrigsminister, da Det arabiske forår brød frem for 10 år siden. Først i Tunesien, så i Egypten, så Yemen, Libyen og videre til Syrien, hvor det som bekendt er gået grueligt galt.
Det dybe land kom ikke med
For ja, Det arabiske forår førte ikke til de demokratier, Per Stig Møller håbede i 2004, da den danske regering søsatte Det Arabiske Initiativ. Tvært imod.
- Vi havde håbet, Det arabiske forår ville bryde igennem. Det havde vi jo arbejdet på ved at støtte menneskerettighedsbevægelser, kvindebevægelser, demokratibevægelser og udviklingen af en fri presse i de arabiske lande. Men der var ikke dybde nok i bevægelsen. Derfor kom der et tilbageslag, konstaterer Per Stig Møller.
Han husker tilbage på mediernes reportager fra demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Kairo:
- Da medierne jublede, tænkte jeg: Er det ikke lidt for tidligt at glæde sig? Det viste sig at være rigtigt. Det dybe Egypten kom aldrig rigtig med. Det er ofte de oplyste borgere inde i byerne, der reagerer, men landområderne, hvor 80 procent af befolkningen bor, kommer ikke rigtig med.
Syrien blev en katastrofe
Men der var bevægelser i demokratisk retning i flere arabiske lande, fortsætter Per Stig Møller.
- Det lykkedes i Tunesien, for her havde de et civilsamfund med fagforeninger osv. Den jordanske konge arbejdede meget for at indføre kvinders ligeberettigelse og oprette en ombudsmandsinstitution. Også i Yemen gik det fremad, selv om landet siden er blevet totalt smadret.
- Men tilbageslaget kommer 2011, hvor regimerne blev bange for demokratiudviklingen og slog hårdt ned på befolkningerne. I Syrien blev det en katastrofe. Der var stor ungdomsarbejdsløshed i landet, fordi deres landbrugssektor var brudt sammen. Arbejdsløsheden førte til oprør, og så holdt islamismen sit indtog.
Regimer hundeangste for islamismen
Hvad er din vurdering af situationen i dag - 10 år efter Det arabiske forår?
- Det er en dyb skuffelse. Regimerne er forstenede i antidemokratiske bevægelser. De er hundeangste for, at islamismen rider ind i forbindelse med demokratiet, som det skete i Egypten, der fik frie valg, hvorefter islamister overtog magten.
- Islamisterne går ind for ”en stemme, en mand, en gang”. Derfor er regimerne bange for demokratiet. For de tror, det ender med, at de får sluset islamisterne ind til en magtovertagelse.
- Så jeg er skeptisk, men vi skal blive ved med at arbejde og støtte de bevægelser, der er i undergrunden. Der er græsrødder, som stadig overvintrer i den kulde, de alle sammen er nedsænket i. Men så længe regimerne frygter, at islamisterne kommer ind, når deres samfund lukker op, vil de blive ved med at slå hårdt ned.
Religionsdialog er vigtig
Religion fylder meget i de arabiske lande, og derfor var dialog om sameksistens, respekt og trosfrihed også led i græsrodsarbejdet under Det Arabiske Initiativ i 2004.
- Religionsdialog er meget vigtig i demokratiarbejdet, konstaterer Per Stig Møller og beklager at det alligevel gik galt for 10 år siden.
- Spirerne var kommet for langt op og blev kappet over i 2011. Regimerne kunne ikke styre islamisterne, som reelt overtog demokratibevægelserne. Islamisterne stod klar, mens demokratiforkæmperne ikke var nogen samlet bevægelse.
Men det ændrer ikke ved, at religionsdialogen er vigtig, mener han:
- Dialogen opmuntringen og hjælpen til demokratiforkæmperne er vigtig, selv om sneen ligger hen over dem. Det er jo forudsætningen for, at det spirer, når sneen smelter!
At leve side om side
Som erfaren forhandler ved Per Stig Møller også, at man skal være varsom i samtaler om religiøse emner:
- Religion er meget svær at have med at gøre. Risikoen ved religionsdialog er, at vi bare taler os fra hinanden. Men jeg har gode erfaringer med den. Jeg beskæftigede mig meget med religionsfaktoren i Det Arabiske Initiativ og under Muhammedkrisen, fortæller han.
Her opdagede han, at der er to skoler i religionsdialog: At vi enten lader hinanden være helt i fred, eller at vi prøver at forstå og respektere hinandens synspunkter.
- Jeg besøgte det kristne kloster i Sinai, som har været omgivet af muslimer siden 600-tallet. Klostret har overlevet og hverken blevet smadret og brændt; de får lov at være der. Og så spurgte jeg klostrets leder: ”Hvad er kunststykket her?” Han svarede: ”Vi lader hinanden være i fred. Vi prøver ikke at overbevise dem, og de prøver ikke at overbevise os.”
At respektere hinanden
Det er den ene skole. Per Stig Møller fortsætter om den anden:
- Under Muhammedkrisen deltog jeg i en religionskonference i Wien med bl.a. stormuftier fra Syrien og Bosnien. Her blev vi enige om at respektere hinandens tro. Som jeg efterfølgende sagde på arabisk tv: ”Jeres muslimske tro er jeres juvel; vores demokrati er vores juvel.”
- Jeg går ind for religionsdialog, men man skal tænke over, hvad man får ud af det. Skal man bruge Sinai-modellen, hvor vi lader hinanden være i fred, eller skal vi bruge den model, vi brugte i Wien, hvor vi prøver at skabe forståelse for, hvad de lægger vægt på, og hvad vi lægger vægt på, og så respektere det?
- Her tror jeg den sidste model holder længst. Religionsdialogen skal føre til gensidig respekt og anerkendelse af, at de har deres tro, og vi har vores. Vi har vores juvel, og de har deres juvel. Vi skal ikke stjæle hinandens juveler.
Økonomien og civilsamfundet skal styrkes
Tror du på et nyt forår i Mellemøsten?
- Ja, der kommer en bevægelse på et eller andet tidspunkt. Men befolkningstilvæksten kan vælte hele ligningen. Hvis regimerne ikke kan skabe fremgang, så kommer der oprør igen. Befolkningerne radikaliserede, og så snupper islamisterne magten.
- Vi har nogle grimme faser foran os, hvis ikke vi kan få skabt økonomisk fremgang i de lande. Ellers vil islamisterne banke sig til magten. For at undgå det, skal vi styrke civilsamfundskræfterne og prøve at skabe forståelse for fri retspleje, fri presse, fri fagforeninger, trosfrihed osv. så kristne kan få lov til at være i fred. Så kan vi begynde.
Artiklen er tidligere bragt i Danmissions magasin og bringes her med tilladelse.