Leder af Svend Løbner, redaktør
Virkeligheden præger sproget, men sproget former også virkeligheden. Eller i hvert fald vores virkelighedsopfattelse. Når vi bruger de samme betegnelser igen og igen, sætter de rammen for vores opfattelse af det eller dem, vi beskriver.
Nytilkomne blev en gang kaldt tilflyttere, gæstearbejdere, immigranter. I dag går de under betegnelsen indvandrere, også de, som er født her i landet og hvis forældre eller bedsteforældre en gang flyttede til landet.
Jeg møder ofte danskere med udenlandsk baggrund, der kalder sig selv for “indvandrere” – også selv om de har boet i Danmark i mange år og taler, tænker og drømmer på dansk.
Åh nej, tænker jeg. Lad ingen sætte etikette på dig og stemple dig med en benævnelse, som om du ikke hører til her. Du er ikke indvandrer; du er dansker! Til nøds dansker med udenlandsk baggrund. Men du hører til her, og vi er glade for dig!
Jeg skriver ofte om hjælpeorganisationers fortrinlige arbejde ude omkring i verden. Her har jeg også lært, hvor meget ord og definitioner betyder. Vi hjælper ikke handicappede. Vi hjælper med personer med handicap. Eller endnu bedre: Vi hjælper, børn, kvinder og mænd, som trods deres handicap er værdige og vidunderlige mennesker.
Hvis vi bare kalder dem handicappede, definerer vi dem ved deres handicap. De bliver gennet sammen i én gruppe, hvor ordet handicap er fællesbetegnelsen. Men hver og én er jo et unikt og dyrebart menneske. Derfor omtaler vi dem som ”mennesker”. Og skal vi omtale deres handicap, skriver vi ”mennesker med handicap”.
Hvorfor det? Jo, fordi ord skaber det, de nævner. Der er ikke langt fra ord til holdning og fra holdning til handling. Når vi omtaler nogle som indvandrere, er vi et skridt nærmere til at udstøde dem. Når vi omtaler nogle som handicappede, er det snublende nær at se ned på dem og holde dem udenfor det gode selskab.
Ja, når vi i vores sprogbrug hele tiden udskiller dem, der er lidt anderledes end de fleste, ender vi med at udskamme dem.
Jeg reagerer også, når nogen kalder mig hvid. Jeg er mere end hvid; jeg er mig! Og jeg vil ikke have den hvide races kolonialisme og trumpisme klæbende til min identitet.
Så please: Kald mig bare Svend.