top of page

Efter én måned: Over 9.400 støtter borgerforslag om bedre vilkår for asylbørn i hjem- og udrejsecent

Afviste asylbørn skal have ret til at gå i folkeskole. Familierne skal have mulighed for selv at lave mad, og hvis de ikke kan udsendes senest 18 måneder efter endeligt afslag, skal de have midlertidig opholdstilladelse for to år ad gangen. Det foreslår Folkebevægelsen for asylbørns fremtid i et borgerforslag, der blev fremsat den 10. december 2018.

Forslaget er fremsat på baggrund af den kritik, der gennem mere end et år er rejst fra forskellig side af forholdene for børn i hjem- og udrejsecentrene, ikke mindst i Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland.

Over 9.400 underskrifter den første måned

Over 9.400 personer havde torsdag formiddag den 10. januar givet deres støtte til forslaget. Hvis 50.000 skriver under senest den 8. juni, skal forslaget behandles i Folketinget.

”Jeg er overbevist om, at vi når de 50.000. Der er et momentum lige nu!” siger Tone Olaf Nielsen, der har stillet borgerforslaget.

”Jeg synes det går strålende med borgerforslaget. Trods juleferien er vi det 3. mest populære borgerforslag og har pr. dags dato fået 9.400 underskrifter på blot en måned, fortsætter Tone Olaf Nielsen, der er medstifter af Folkebevægelsen for asylbørns fremtid. Hun deltog forleden i ”Det Røde Felt” i Radio 24syv, hvor Lars Trier Mogensen havde tilrettelagt et program om forholdene i udrejsecentrene.

Baggrunden for borgerforslaget

Om baggrunden for borgerslaget hedder det:

”Hjem- og udrejsecentrene indskrænker familiernes rettigheder for at presse dem til at udrejse frivilligt. De skal opholde sig i centrene og får ingen kontante ydelser. De må ikke selv lave mad eller have køleskab på værelset, men spiser tre gange dagligt i centrets cafeteria. Omgivelserne er triste og beskidte, og der er få fritidstilbud til børnene. Hovedparten kan ikke få plads i folkeskolen, men går i Røde Kors’ asylskole, som har få ressourcer og stor udskiftning. Og alle børnene lever i konstant frygt for at blive tvangshjemsendt til de forhold, deres familier flygtede fra.”

Om baggrunden hedder det videre:

”Der findes i Danmark en gruppe børn, som ikke går i folkeskolen, ikke må få hjemmelavet mad og ikke må have køleskab i hjemmet. Det drejer sig om de ca. 130 afviste asylbørn, som lever en trøstesløs tilværelse i de nye hjem- og udrejsecentre Avnstrup og Sjælsmark. Der bor de på ubestemt tid, for deres forældre har fået afslag på asyl, men vil eller kan ikke rejse hjem, og politiet har i årevis ikke kunnet udsende dem. Mange af børnene er født her eller har tilbragt det meste af deres liv i skiftende danske asylcentre, inden de blev flyttet til Avnstrup og Sjælsmark. De taler dansk og har primær tilknytning til Danmark. Nu henlever de en barndom i undtagelsestilstand, som åbenlyst tilsidesætter børnenes tarv.

De afviste børn lever med frihedsbegrænsninger, som ingen andre børn i Danmark gør. Undersøgelser viser, at deres helbred og udvikling tager varig skade. Mange udviser tegn på angst og alvorlig mistrivsel.”

Folkeskole, mad og midlertidig opholdstilladelse

Folkebevægelsen for asylbørns fremtid henviser til, at FN’s Børnekonvention forpligter staterne til at sætte barnets tarv i første række uanset opholdsgrundlag, og på den baggrund foreslår folkebevægelsen at: • alle afviste familier, som ikke har kunnet udsendes 18 måneder efter endeligt afslag, tildeles midlertidig opholdstilladelse for 2 år ad gangen. • alle afviste børn garanteres optagelse i folkeskolen og ret til mad lavet af forældrene indtil udsendelse/opholdstilladelse er mulig.

Brug for 50.000 underskrifter inden 8. juni 2019

Borgerforslaget blev fremsat mandag den 10. december 2018, og hvis det opnår 50.000 underskrifter inden 8. juni 2019, skal det behandles i Folketinget.

Hele forslaget kan læses på portalen med borgerforslag, hvor det også er muligt at støtte forslaget. Borgerforslaget findes her.

Fakta om Folkebevægelsen for asylbørns fremtid

I 2017 gik mere end 100 kendte danskere, organisationer, virksomheder og bekymrede forældre fra asylsystemet sammen om at stifte Folkebevægelsen for asylbørns fremtid. Bevægelsen arbejder for at sikre asylbørn i Danmark en tryggere opvækst og lysere fremtid. Kilde: Folkebevægelsen for asylbørns fremtids hjemmeside

Læs mere

Asylbørns fremtid (Facebook)

bottom of page