Artiklen blev bragt første gang den 31.10.2019
Rudi Dutschke var en fremragende studenterleder i tressernes Tyskland. Hans lidenskabelige tale og skrift imod både fascisme, den tilbageblevne nazisme og hans kamp mod stalinismen skaffede ham mange fjender og kostede ham til sidst livet.
Først blev han slået ned af en gammel mand med en tyk stok den dag, hans første barn blev født. Så blev han skudt, men overlevede mirakuløst efter mange timer på operationsbordet. 11 år efter døde han af skuddenes senfølger.
Nu har hans søn, Hosea Dutschke, skrevet bogen ”Rudi og jeg” om sit forhold til faderen der har præget ham og hans arbejde som direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus kommune.
Mellem liv og død
Rudi Dutschkes søn er fortælleren, der tager læseren med ind i en verden, udspillet i forskellige rytmer mellem liv og død.
For det første rent bogstaveligt fra skærtorsdag 1968, da Josef Bachmann skyder tre kugler mod Hoseas far, til juleaften 1979, da Dutschke omkommer ved et epileptisk anfald på badeværelset, en senfølge af attentatet.
I bogen kædes skjulte politiske dødsdrifters forskellige former sammen med sønnens rejse gennem livet – en rejse, der kom til at gøre ham stærk og duelig til at tage over, hvor faderen var blevet tvunget i døden.
Det er en fortælling om sorgen over tabet som den usvigelige ledsager, en sorg der viser sig både i en vild kærlighed og en bevidst livsvilje, en åbenhed, der forvandler skæbne til uforudsigeligt forløb. Og netop det er det overvældende ved bogen, hvis handling læseren troede at hun kendte på forhånd.
Et enestående vidnesbyrd
Hosea Dutschke er født den 12. januar 1968. Mellem skærtorsdag 1968 og juleaften 1979 vokser han op til en tilværelse, hvor han skal finde ud af hvem han selv er, og hvem hans forældre er. Han skal forholde sig til en far der efter et dødeligt attentat må kæmpe sig tilbage til livet, mens han selv skal vokse sig stæk som et sundt barn, et barn der ved attentatet på faderen juleaften 1979 får et liv at bakse med for alvor. Han skal lære sin arv at kende og tage sit ansvar op som bevidst søn af stolte forældre.
Fødsel, overfald, død
Men allerede den dag han bliver født, er døden efter hans far, der bliver slået ned med en tyk stok af en gammel mand.
Fortælleren i denne ejendommelige bog har en udpræget sans for verdens ælde og samhørighed med hans eget livsforløb: Allerede på side 11 er den gamle mands voldsoverfald ikke ’bare’ et overfald, men stokken er fra et træ der ”blev født, da pariserrevolutionen døde i kommunardernes blod med tordenråbet ’Leve kommunen’ klistret fast til deres døde ansigter”. Her har vi udtrykt den poetiske virkelighed, bogen er skrevet i.
Overfaldet finder sted i en kirke, men kirketjeneren ser bare til, griber ikke ind. Faderen skulle altså have været død i samme øjeblik, hans søn blev født.
1968: et nyt liv på to måder – og Vietnam
Første del af bogen skifter mellem de to begivenheders årstal, attentatet i 1968 og døden i 1979. De voksnes liv fyldes med beretninger m Vietnam-krigens rædsel og reaktionerne både på den krig og på et uretfærdigt Tyskland, hvor nazisten Kurt Georg Kiesinger blev forbundspræsident (1966-69). En særlig uhygge sænker sig den 4. april 1968 – den dag, hvor forældrene græder over mordet på Martin Luther King, kun fem dage før Rudi Dutschke selv blev skudt.
Alle disse begivenheder danner baggrund for at forstå Rudi Dutschkes venskabsforbindelse med Rote Armé Fraktion og Baader-Meinhof-gruppen.
Bogen udfolder sig med alle naturens lyde, både i skikkelse af menneskers skrig og latter, af bølgebrus og pistolskud.
Uenighed om revolutionens midler
Hosea Dutschke fortæller, at Ulrike Meinhof, der var den berømteste eller mest berygtede af gruppen, vist ville stikke af med hans far og prædikede vold mod samfundet. Men Rudi Dutschke var – også af egen vilje – tabt for gruppen, hvis medlemmer var hans venner, for han havde allerede i sin gymnasietid i Østtyskland nægtet at gå ind i militæret: Han ville ikke at tyskere skulle skyde på tyskere.
Alligevel var Hoseas forældre lige ved at lade deres egen vilje fortrænge, da de havde lagt den spæde dreng oven på dynamit i barnevognen. Den begivenhed bliver tap-eksemplet: Deres egen livsfølelse – og vel nok især moderens vilje – sætter sig igennem: de kan ikke lige have bragt liv til verden for at tage livet af andre. Dynamitten forkastes rent bogstaveligt, og da faderen efterhånden kommer til sprog og kræfter igen, bliver det pennen og talen, der bliver våbnet i en kamp, rettet i lige så høj grad mod nazisme og fascisme som mod stalinisme.
Læserrefleksioner
Og det var netop sådan Hoseas forældregeneration læste om Rudi Dutschke og beundrede ham og hans civilcourage, hans vrede over den 13. august 1961, da muren blev bygget og hans stædige kamp for menneskeværd. Det var netop det, der gjorde at vi glædede os over at Johannes Sløk skaffede ham en stilling som undervisningsassistent ved det nyoprettede fakultet for idehistorie i Aarhus, ligesom den kendte danske journalist, Vibeke Sperling støttede familien.
For netop når man vil bekæmpe de store autokratiske uhyrer, går man i fare, hvor man går, og skærtorsdag 1968, da Dutschke skulle hente nogle næsedråber til sin lille søn, skød Josef Bachmann ham tre kugler i hovedet. Man kan på nettet høre Wolf Biermanns sang om attentatet:
Pacifistisk revolte
Kampen for pacifismen får sit mest gribende udtryk i bogen med brevvekslingen mellem Rudi Dutschke og overfaldsmanden Josef Bachmann. Den ene kæmper for at komme tilbage til livet under sin rekonvalescens, den anden sidder i fængslet; en forsoning, som patienten tager initiativet til. Han må have tænkt, at hvis overfaldsmanden ville have med ofret at gøre, er forsoning mulig. Dutschke skriver (7.december 1968) imod samfundets udbyttere og prøver at opmuntre den højreekstremistiske revolvermand til ”at kæmpe for dig selv og din klasse. (…) den antiautoritære socialisme er også for dig. ” Og i et senere brev, den 31.12, 1968 skriver han:
”(…) Prøv at begynde at læse og tænke over tingene. Efter skyderiet kunne jeg ikke engang læse, jeg måtte lære alting forfra og er stadig i gang med det. Jeg er virkelig ikke vred på Dem. Jeg hader denne elendige stats bestående ’ro og orden’ (…)”. Og Josef Bachmann svarer uden at vide om brevet bliver modtaget: ”(…) Måske har jeg haft en forkert opfattelse af Dem. Måske har De slet ikke uret, når De mener, at vores ro og orden nu har varet for længe. Hvis jeg forstår Dem rigtigt og må tillade mig et billede af Dem, ville De og Deres fæller opnå et bedre system end det nuværende. Men nu kommer spørgsmålet: Hvad kan det så være, og hvordan vil man ændre noget, som slet ikke kan ændres, for den brede befolkning føler sig så godt tilpas, at de slet ikke kan forestille sig at lade sig prakke noget andet på.”
En bevidsthed formes
Men Josef Bachmann holdt ikke ud. Han begik selvmord i fængslet, og Hoseas far græd. Mislykket mordforsøg og spildt liv.
I bogens univers lytter den lillebitte dreng, mens han vokser op og bliver stærk og tager tankerne med sig i sit eget liv.
I tredje fjerdedel af bogen følger vi Hoseas rejser, først med forældrene og søsteren, siden med hans egen familie, kone og børn. Han hører til i hele verden, synes det, for hans mor kommer fra Illinois, og han har let ved at føle sig hjemme, når han er sammen med sine nærmeste.
Rudis barndom i Luckenwalde
Vi får et tilbageblik til Rudis barndom (f. 1940) og ungdom som den yngste af fire brødre – i en lille by i nærheden af Berlin med de fromme forældre, hvor faderen blandt de alt for mange arbejdsløse var så heldig at få job som postbud, men som måtte af sted under krigen.
Som brændende nationalsindet uden at være nazist tjente han sit land og vendte lykkeligvis hjem efter krigen. Imens måtte moderen klare tilværelsen for sine fire drenge og sig selv. Og en dag fik hun ”tildelt” en serbisk fange, Bogdan, der gik til hånde om dagen.
David og Goliat
Der er bibelundervisning derhjemme. Rudi remser alle slægtleddene op fra Abraham, Isak og videre, til han kommer til David. ”David blev med Urias hustru fader til Salomon (…).” Mere spændende end slægtsrækken er fortællingerne: ”Da trådte en tvekæmper ved navn Goliat fra Gat ud fra filistrenes rækker, seks alen og et spand høj. Han havde en kobberhjelm på hovedet, var iført en skælbrynje.”
Slave eller død
Lige efter krigen er Rudi fem år. Han ser en seddel hvorpå der står: ”Hellere død end slave,” og han spørger sin storebror: ”Er Bogdan ikke slave?”, tager sedlen i lommen og giver den til Bogdan. Den lille knægt kan ikke lade være at tænke – at tænke selv.
Siden fortælles om Stasi-akterne, om overvågningen i Østtyskland. Selv om man ved besked om Stasi-akter, løber det én koldt ned ad ryggen.
Juleaften og skak
Juleaften 1979 er Rudi kommet hjem til Aarhus efter en længere foredragsrejse. Alt ånder hygge og fred. Rudi og Hosea, der nu er 11 år spiller skak. Hosea vinder. Han ved at faderen har svært ved at se ordentlig med det venstre øje. Benytter han det? De morer sig begge to. Så går faderen i bad, og vi ved hvad der sker.
Så tung en arv – al den umulige medmenneskelighed skal fortsættes.
Åbenmundede bureaukrater
Sorg og vrede og erkendelse, alt det er Hoseas livsvilkår. En sand sorg kommer man aldrig over. Men at leve med sorgen, som lyser ud af hver eneste side, har også betydet at vedkende sig den pacifistiske revolutionære fars arv og virkeliggøre den i sit arbejde.
I et interview, Hosea Dutschke har gengivet i bogens næstsidste kapitel, fortæller han om sin idé med de åbenmundede bureaukrater, et fænomen som han har skabt og dermed villet virkeliggøre sin fars ideal. Han fortæller om sin arbejdsglæde; selv bliver han også ved med at tænke og udtænke de åbenmundedes styrke. Det kan ligne Davids kamp mod Goliat, men husk på at David vandt.
Slip medarbejderne fri fra teknokratiets tyranni
Et citat af Antonio Gramsci inspirerer vores fortæller:
”Fremskridtet bliver ikke opnået med utopiske drømmerier, men en lang vandring gennem institutionerne.” Han spørger om han selv er den nar, der tror på vandringen: ”Teknokraterne bruger ikke teknologien til at frigøre mennesket, men til at beherske det og den måde, det tænker, taler og handler på, så modsætningerne mellem godt og ondt, ret og uret, ophæves, og mennesket pålægges en række overflødige behov, som markedsmaskineriet kan tilfredsstille.”
Frigørelsen er i grunden enkel. Medarbejdere og borgere bestemmer sammen hvad det rigtige er for hvert enkelt menneske, som tager ansvaret på sig. Ikke at forstå som at være egen lykkes smed, men at forstå ansvarets aktive gensidighed. Det gør tilværelsen meningsfuld.
Hosea Dutschke er blevet præget af både filosoffer og kristendommen. Hans forældres Jesus er forsoneren og den revolutionære menneskeelsker.
Ligesom bogen begynder ved faderens grav, slutter den også der. Men ved bogens slutning er hustruen med, og Rudis søn er genfødt.
Rudi Dutschke kan hvile roligt i sin grav.