top of page

Flere hundrede mennesker deltog i mindehøjtidelighed ved Imam Ali Moskeen

”Vores tanker går til ofrene og de pårørende for terrorangrebene imod moskeerne i New Zealand. Vi finder det bekymrende, at uskyldige mennesker skal slås ihjel på den mest modbydelige måde, før man som samfund begynder at indse, at den hadske retorik og den stigende islamofobi har taget overhånd. Vi beder Gud om at give de pårørende tålmodighed og om at beskytte vores samfund fra terror.”

Sådan hed det i Imam Ali Moskeens invitation til at deltage i mindehøjtideligheden søndag aften i moskeens gård på Vibevej i København.

Flere hundrede mennesker deltog i arrangementet, der sluttede med, at deltagerne med tændte fakler i hænderne dannede en fredsring rundt om moskeen.

”We shall overcome”

Imam Abdul Wahid Pedersen fordømte i tale angrebene, der fandt sted under fredagsbønnen, og han tog afstand fra den manglende respekt for moskeer og andre tilbedelsessteder. Han fordømte terroren, hvad enten den rammer en jødisk synagoge i Pittsburgh i USA, kirker i Egyptens hovedstad Kairo, eller to moskeer i Christchurch i New Zealand.

Abdul Wahid Pedersen sagde videre, at svaret ikke er at imødegå volden med vold, men derimod ved at vise medmenneskelighed.

Han opfordrede afslutningsvis deltagerne til at synge med på første vers af ”We shall overcome”.

Abdul Wahid Pedersen. (Foto: Bent Dahl Jensen)


Fordømmelse af voksende højrefløjsekstremisme

Efter recitation fra Koranen kom brobygger Asmaa Abdol-Hamid på talerstolen. Hun var tydeligt berørt af terrorangrebene i New Zealand. ”Selv om det geografisk er langt væk, så er det alligevel tæt på. For det kunne have været os. Det har ramt os alle,” sagde Asmaa Abdol-Hamid. Hun tilføjede, at flere føler sig utrygge efter det, der skete i New Zealand.

Hun opfordrede samtidig til selvransagelse og sagde, at der er brug for at tage afstand fra den højrefløjsekstremisme, som også er en voksende trussel i Danmark. Hun kritiserede også, at denne ekstremisme i nogle medier gengives ureflekteret og kaldes ”islamkritisk”, selv om den er islamfjendtlig. Og derved har disse medier et ansvar for det, der finder sted, sagde sagde Asmaa Abdol-Hamid.

Asmaa Abdol-Hamid. (Foto: Bent Dahl Jensen)


”Stemmer i at opildne til had mod religiøse minoriteter”

Nicolaj Stubbe Hørlyck, der er børne- og ungdomspræst ved Brorsons Kirke på Nørrebro, fortsatte i samme spor, da beklagede, at der politisk er ”stemmer i at opildne til had mod religiøse minoriteter”.

Han gav også eksempler på aktiviteter, som Brorsons Kirke og Imam Ali Moskeen samarbejder om – og tilføjede, at det desværre ikke er slags historier, der interesserer medierne – da de ikke indeholder konflikter.

Nicolaj Stubbe Hørlyck. (Foto: Bent Dahl Jensen)


”En modbydelig forbrydelse”

Generalsekretær Tim Whyte, Mellemfolkeligt Samvirke, betegnede terrorangrebene i New Zealand som en modbydelig forbrydelse, som ikke hører hjemme noget sted. ”Og vi samler os i solidaritet og medfølelse med ofrene og de efterladte,” sagde han. ”Og vi samler os også imod det, der ligger bagved,” tilføjede han.

Katja Machon Madsen fra Imam Ali Moskeen tog også afstand fra terrorangrebene i New Zealand og sagde, at den slags ikke har noget med religion at gøre.

Amir Al-Rekabi fra Imam Ali Moskeen sluttede talerrækken, og han takkede for det store fremmøde og glædede sig over, at der var mødt mennesker op fra mange forskellige baggrunde etnisk, kulturelt og religiøst.

Tim Whyte. (Foto: Bent Dahl Jensen)


Katja Machon Madsen. (Foto: Bent Dahl Jensen)


Amir Al-Rekabi. (Foto: Bent Dahl Jensen)


bottom of page