– Vi kan ikke klare os uden andre mennesker, og det er svært at bevare håbet uden hinanden, fortæller Pernille Krohn fra et tværkulturelt arbejde i Svendborg. Derfor skaber hun udendørs aktiviteter og små grupper for ensomme unge.
Midt i en pandemi som strækker sig over et år, gør Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Svendborg (FTS) hvad de kan for at række ud og skabe tryghed for de mange nye danskere, som er tilknyttet centret. FTS tilbyder både kirkelige og tværkulturelle aktiviteter og arrangementer med og for flygtninge og indvandrere. Pernille Krohn Juhl Jensen er tværkulturel koordinator for FTS i Svendborg, men i høj grad også hjertet og samlingspunktet for projektet.
Et nyt “Corona-buddy”-tiltag er en meget lille café for unge, der har været meget isolerede under corona og har brug for mere netværk. Foto: Clara Spangsege
Walk-and-talk I FTS’ lille kontor på Dronningholmsvej i Svendborg fortæller hun, hvordan de har været nødt til at lukke mange projekter ned, for at passe på frivillige og brugere. – Vi har forsøgt at tilpasse os regler og restriktioner i et år nu. I personer har vi lavet udendørsaktiviteter og i andre perioder walk-and-talk. Vi har hele tiden forsøgt at tilpasse os den virkelighed, der er. Særligt er det en udfordring at rykke hjælpen og det tværkulturelle møde online i netværkets sprogcafé. Derfor er FTS blevet nødt til at gentænke projektet, og hvad de vil med det. – Vi har fået et nyt blik på hvad det er, vores fællesskab kan. Når vi oplever, at vi ikke kan være være sammen rent fysisk, får vi et nyt blik på hvor stærkt og berigende det egentligt er. Det har både vi og vores deltagere fået rigtigt meget øje på. For et travlt lille netværk som FTS giver nedlukningen tid til at læne sig tilbage og kigge på, hvilken historie de gerne vil fortælle. Det betyder blandt andet at de har lavet nyt PR materiale, som viser projektet.
Corona-buddy For FTS betyder nedlukningen, at de har fået mange nye henvendelser fra mennesker, der har brug for kontakt. Familierne er påvirket og bekymret for både corona og økonomi, da flere har mistet arbejde. Mange af de tiltag, familierne normalt bruger, er lukket ned. Det betyder at både Pernille og den tilknyttede præst Mai Bjerregaard Andersen har travlt med at hjælpe de familier, der har det skidt. – I den første bølge af corona var der utroligt meget angst. Det kan re-traumatisere og rive op i gamle oplevelse for mange af brugerne, der kommer her. Nu oplever jeg det som det lange seje træk. Jeg oplever ikke lige så ængstelige mennesker, men i højre grad mennesker som er ”brugt” på at være alene. De er ramte af isolation. Det er blandt andet grunden til, at vi har lavet det nye “Corona-buddy” tiltag, der er en meget lille café for unge, der har været meget isolerede under corona og har brug for mere netværk.
Der er håb Pernille Krohn Juhl Jensen har opdaget, at der er brug for fællesskaber og nogen, der rækker ud, særligt i en corona tid. – Nogle af brugere har vi ikke haft kontakt med under nedlukningen. Men når jeg møder dem på gaden, spørger de altid, hvornår vi åbner igen. Så jeg tror faktisk ikke, at det betyder, at de ikke kommer igen. Jeg har en fornemmelse af, at alle savner de fællesskaber, de har haft før. Nedlukningen af FTS’s forskellige aktiviteter bekræfter, hvor vigtige vi mennesker er for hinanden. Det er Pernille Kohn Juhl Jensens oplevelse, at vi har brug for håb. – Vi kan ikke kan klare os uden andre mennesker, og det er svært at bevare håbet uden hinanden. Det er så markant, hvad det gør ved mennesker at være helt alene. Det bliver let at give op og blive overvældet af meningsløshed.
Håb giver mening Det er blandt andet årsagen til, at FTS beskæftiger sig meget med håb. – Vores praktikant Valeria fra Costa Rica er ved at lave en portrætrække om håb. Det gør hun, fordi håbet er så vigtigt for os. Det er med til at skabe mening og sammenhæng i vores liv. Derfor beskæftiger vi os meget med håb, både i samtaler og som grundlag for meget af det, vi laver. Det er vigtigt for Pernille Krohn Juhl Jensen, at vi ikke læner os tilbage og kigger på, mens polariseringen i vores samfund bliver større og større. – Jeg kan selv gøre noget, jeg kan møde mine medmennesker. Det handler om at række ud. Om det er til den hjemløse, en med en anden hudfarve eller den gamle dame, der skal over vejen; det er så lidt, der skal til. Det kan være et blik, det kan være en lille gestus eller lige at give plads. Det er bare det at se hinanden. Hvis vi ikke bliver set, så får vi det skidt.