top of page

Indien: 11 nationalistiske hinduer idømt fængsel på livstid for at have dræbt muslim

De 11 mænd var en del af en gruppe, som om morgenen den 29. juni 2017 angreb Alimuddin Ansari, der er muslim. Han blev angrebet, fordi han transporterede oksekød i sin bil. Mændene hev ham ud af bilen, slog ham og satte ild til bilen. På videooptagelser kan man ifølge The Guardian se, at mændene slår Alimuddin Ansari med kødstykker, mens bilen brænder i nærheden. Alimuddin Ansari døde som følge af det voldelige overfald.

De 11 mænd blev dømt for mord og kriminel sammensværgelse. De menes, ifølge The Guardian, at være de første, der er blevet dømt for at udøve vold i koens navn. Avisen oplyser, at en af dem er distriktsmedarbejder i det regerende BJP-parti (Bharatiya Janata Party). De 11 mænd er del af en nationalistisk hindubevægelse, der bruger vold i deres kamp for at ”beskytte køer”.

Samme dag som Alimuddin Ansari blev dræbt, fordømte Indiens premierminister, Narendra Modi, dem, der dræber for at ”beskytte køer”.

Mindst 10 dræbt af voldelige hindugrupper

Ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) er mindst 12 muslimske drenge og mænd blevet dræbt af voldelige hindugrupper, siden partiet BJP (Bharatiya Janata Party) kom til magten i 2014.

Hindugrupper, der kæmper for at ”beskytte køer”, har i 2017 i mindst 38 tilfælde angrebet muslimer og lavkaste hinduer, oplyser menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch til The Guardian. Mindst 10 personer er blevet dræbt ved disse angreb.

Forbud i flere delstater mod at slagte køer

I 24 af Indiens 29 delstater er der indført restriktioner for kvægslagtning. Straffene varierer fra stat til stat – og i forhold til om dyret er en ko, kalv, tyr eller okse. I de fleste af de 24 stater, hvor det er forbudt at slagte kvæg, straffes en overtrædelse af forbuddet med bøder fra 1.000 til 10.000 rupier (ca. 100-1.000 DKK) og med fængsel fra seks måneder til to år. I delstaterne Rajasthan, Punjab, Haryana, Himachal Pradesh, og Jammu og Kashmir straffes slagtning af køer med fængsel fra to til 10 år.

Den 31. marts 2017 vedtog delstaten Gujarat en lov, hvor strafferammen for at dræbe køer, sælge oksekød og for ulovligt at transportere køer eller oksekød blev forhøjet. Strafferammen efter den nye lov er mindst 10 års fængsel, og i nogle tilfælde kan der idømmes fængsel på livstid. En straf på 10 års straf svarer til straffen for nogle tilfælde af manddrab.

Læs mere

bottom of page