Dansk-palæstinenser giver en opsang til Vesten i sorgfuldt læserbrev.
Af Fida Veje Issa
Antallet af dræbte i Gaza stiger med en uset hastighed og har snart rundet 20.000. 20.000 liv med kærlighed, drømme, historier og erfaringer der er blevet sprængt ihjel på 60 dage.
Hver aften græder jeg og beder en bøn for hver og én og deres efterladte. Jeg har konstant tænkt på de dræbte og på de levende, der til lyden af bomberegn må kysse deres familie godnat uvidende om, hvilket kys der bliver det sidste.
Men nu er jeg begyndt at tænke på noget andet. Noget der om muligt knækker mig endnu mere. Nemlig dem, som kan kalde sig de overlevende, når stilheden rammer og bombardementerne er forbi.
Over en million børn, der i forvejen var blandt de mest psykisk belastede i verden, vil stå tilbage med ar på sjælen. Ar så dybe, at det kun kan kaldes et mirakel, hvis deres livsglæde og håb ikke er skåret itu.
De vil stå på ruinerne af alt, deres folk har kæmpet for, og de vil se sig selv som en skygge af deres forfædre, der igen er slået tilbage til start. Den palæstinensiske jord, der er fyldt med minder og historier, vil være dækket af murbrokker og massegrave, som fremover vil ligge som en konstant påmindelse om det helvede på jord, de blev tvunget igennem.
De hjem, børnehaver, skoler, biblioteker, moskeer, kirker, universiteter og caféer de kendte, vil høre fortiden til. Måske også deres arme og ben. Måske de kære, der gav deres liv mening.
Men den smertefulde bevidsthed om at verden med åbne øjne lod det ske og kaldte deres liv en nødvendig pris... Den vil bo i dem, til de igen finder fred.
Så kære vestlige verden. Jeg håber, at I bruger mindst lige så mange milliarder på at genopbygge Gaza, som I har tjent på jeres våbensalg til Israel - vel vidende at det aldrig vil være nok.
Jeg håber, at I vil tage hver enkelt menneske i Gazas sindstilstand ligeså alvorligt, som i tager jeres krigsveteraners. Jeg håber, at I vil sørge for psykologtimer til dem alle livet ud. For guderne må vide, at de har set værre ting, end I kan forestille jer. Og vigtigst af alt håber jeg, at jeg aldrig aldrig skal se jer pege fingre af den måde, deres sorg og vrede må komme til udtryk i fremtiden. For den er skabt og finansieret af jer selv.
Fida Veje Issa er uddannet klassisk pianist på Syddansk Musikkonservatorium og studerer nu fysik på Københavns Universitet.