Svend Løbner
- 24. maj 2016
- 8 min læsning

Jødisk-kristent par: Vi har aldrig udskudt de svære samtaler

”Vi har fra begyndelsen talt om de svære emner, og det, der kunne give os udfordringer. Det har ikke ligget til os at udskyde den slags samtaler. For os har det snarere været en måde at lære os selv og hinanden bedre at kende. Vi har været nysgerrige efter at udforske det tværreligiøse felt sammen og finde frem til, hvor vi hver især står,” siger Siw Krasnik.

Gennem de seneste 30 år har hun dannet par med Claus. De bor i København sammen med den 19-årige søn, som går i 2. g. Deres tvillingedøtre på 25 år er flyttet hjemmefra og er begge studerende.

Pigerne kommer forbi flere gange om ugen og også til de jødiske højtider. Så finder Siw shabbatslys og andre religiøse genstande frem, som hører fejringen til, og de spiser mad, som er symbol på deres kulturelle baggrund. Synagogen i Krystalgade og den jødiske skole, Carolineskolen, er inden for overskuelig afstand, og der er også kort vej til det jødiske plejecenter Deborah Centret, hvor Siw Krasniks mor boede de sidste elve år af sit liv, og hvor Siw i dag er formand for bestyrelsen. Der kan beboerne leve den sidste del af deres liv i en kulturel og religiøs kontekst, de kender. De jødiske helligedage fejres, rabbineren kommer på besøg, og der er forståelse for, at traumer fra holocaust kan gøre alderdommen særlig svær for en del af beboerne.

Ville udvide sin horisont

I Siw Krasniks barndomshjem fyldte holocaust og jødernes historie meget. Hendes bedsteforældre kom til Danmark i starten af det 20. århundrede som følge af pogromer i Rusland og Østeuropa, og hendes far har gået på den jødiske drengeskole, der er forløberen til Carolineskolen, mens hendes mor voksede op i Norge i et religiøst hjem.

”Jeg er dansk-jødisk opdraget, har gået på Carolineskolen og var i min ungdom i det jødiske miljø. Jeg havde også legekammerater, der ikke var jøder, og det var mine forældre åbne over for,” fortæller hun.

Som ung mærkede hun et behov efter at udvide sin horisont, og hun var bevidst om at skabe nye relationer.

”Jeg har rejst meget og opfatter mig selv som kosmopolit, men samtidig forankret i det jødisk kulturelle. Den forankring har vi også forsøgt at give vores børn,” siger Siw, som netop er kommet hjem efter en rejse til Grønland i forbindelse med sit arbejde som lektor på et gymnasium.

I samarbejde med Claus finder hun vin, vand, saltstænger og mandler frem. Solen skinner, og det er oplagt at gå ned i den solfyldte baggård for at fortsætte samtalen.

Indstillet på kompromisser

Også Claus har siden ungdommen været optaget af verden uden for Danmark og har i forbindelse med sit arbejde inden for eksport rejst især i Asien. Som barn lagde han mærke til verdens mangfoldighed.

”Mit hjem var kulturkristent, min far ateist, og min mor var kristen, og hendes tro betød en del for hende i hendes sidste år. Jeg blev døbt og konfirmeret som de fleste andre, ellers betød religion ikke noget særligt for mig, før jeg mødte Siw,” siger han, og Siw uddyber:

”Forskellighederne mellem os var ikke et problem, snarere en mulighed for at få det bedste ud af situationen. Sådan så vi begge på det fra begyndelsen, og vi var begge indstillet på at indgå kompromiser. Vi har øvet os i at mærke efter, hvad der ligger vores hjerte nærmest og tage det med os i vores fælles liv, mens vi har ladet andet ligge.”

Børnene er født jøder

Et emne, der hurtigt kom på banen, var, hvordan de eventuelt kommende børn skulle opdrages, og hvilket religiøst tilhørsforhold de skulle have.

”Det var hurtigt klart for mig, at der kun var et svar på spørgsmålet om børnenes religion. Som jøde er børn af en jødisk mor per definition jøder, og det var vigtigt for hende at give den jødiske kulturelle ballast videre. Det havde jeg forståelse for,” siger Claus, der samtidig understreger, at han har fuld respekt for par, hvor den ene vælger af konvertere til jødedommen.

”Der er en del par, der vælger den løsning, og det kan selvfølgelig give nogle fordele. For mig har det aldrig været aktuelt. Det har ikke så meget handlet om tro, men om kulturelt tilhørsforhold,” siger Claus.

Siw supplerer: ”Børnene har gået på den jødiske skole, hvor de har fået en jødisk identitet og et indblik i det jødiske liv og kultur, men også et stort udblik. Carolineskolen giver børnene et ståsted, men også et udblik, en eksistentiel dannelse, som de tager med sig videre.”

Siw har gået på Carolineskolen og har også været aktiv i skolens bestyrelse i en årrække. Samtidig har Claus bakket op om, at børnene har fået en jødisk identitet.

”Jeg tror, at det er vigtigt med et ret klart udgangspunkt, når man skal fungere i en multikulturel og multireligiøs verden. For os har det været et godt og logisk valg, at børnene er jødiske,” siger Claus.

Hønsekødssuppe og jødisk vin

Siw supplerer: ”Det har været vigtigt for mig at give den kulturelle identitet videre. Jeg er også samlingspunkt for familien, når de jødiske højtider skal fejres. Så kommer min bror og hans familie. Jeg kan de traditionelle retter, hønsekødssuppe, steg, sveskekompot, kartoffelpandekager til vores lysfest, chanukka, osv.,” forklarer Siw.

På vinreolen ligger også nogle flasker jødisk vin, lavet af druer, der ikke også anvendes til kristen altervin, og som der derfor med sikkerhed ikke er bedt kristne bønner over. ”Dem har vi liggende, hvis vi får familie og venner på besøg, der efterlever dette,” forklarer Siw.

Chanukka-stage og skønlitteratur

Omtrent halvdelen af deres omgangskreds er jødisk, og i hjemmet står en del jødisk litteratur, både erindringer fra holocaust og skønlitteratur af forfattere med jødisk baggrund. Også den dansk-jødiske journalist Martin Krasniks seneste bog ”Fucking jøde!” står på en af bogreolerne i stuen.

På et chatol i en anden stue står en chanukka-stage, som Siws forældre fik i bryllupsgave, og ovenover hænger et maleri af ortodokse jøder på vej til synagogen, også en gave, forældrene fik til deres bryllup. Ellers er der kun få religiøse genstande synligt fremme. Bønnebøgerne ligger gemt væk i et skab, og på døren ind til lejligheden hænger et lille klistermærke, som gør det ud for en mezuzah, en kapsel, der indeholder pergament med en bøn fra 5. Mosebog, og som anbringes på dørkammen til jødiske hjem, og et æble, der symboliserer ”det runde og søde ”. Et symbol på og en del af madtraditionen for det jødiske nytår Rosh Hashana.

”Jeg har ikke behov for at have religiøse genstande stående fremme eller bære religiøse symboler. Jeg synes naturligvis, at det er forkert, at unge mænd ikke kan bære kalot eller mænd og kvinder kan bære jødestjerne uden at blive chikaneret. Jeg har ikke behov for at skilte med mit tilhørsforhold, og jeg går heller ikke i synagogen et bestemt antal gange om året, men når hjertet banker for det,” siger Siw.

”Faktisk er det ofte Claus, der husker mig på, at vi skal en tur til kosher-slagteren, når en jødisk højtid nærmer sig,” tilføjer hun med et smil.

Julens symbolik er for tysk og for kristen

Claus har siden, han mødte Siw, jævnligt besøgt synagogen i Krystalgade. Siw går ligeledes med i kirke, når Claus’ familie inviterer til bryllup, dåb, konfirmation eller begravelse. Hun deltager også i jule- og påskefrokoster, men ønsker ikke at fejre juleaften.

”For mig er symbolikken i den danske julefejring for kristen og for tysk. De seneste år har Claus deltaget i julegudstjeneste i Marmorkirken. Vi spiser julemad herhjemme, for det vil Claus gerne have, men vi danser ikke om juletræ eller synger salmer,” siger Siw.

Til gengæld har familien udviklet en tradition for, at de hvert år den 4. maj og igen juleaftensdag tager i Mindeparken og mindres ofrene for 2. Verdenskrig. Efterhånden er denne aften også en markering for at mindes mennesker, der bliver ofre for religiøst betingede krige nu-til-dags.

I synagogen med svigerfar

Siw og Claus blev fra begyndelsen taget godt imod af hinandens familier, og Claus udviklede et fortroligt venskab med Siws far, der med tiden fortalte sin svigersøn om sin tid i kz-lejr.

”Jeg var et af de ganske få mennesker, han fortalte om den tid, og i det hele taget var det en gestus, at han åbnede sig for mig, for han var ellers mest tryg i det jødiske miljø,” siger Claus.

Siw nikker: ”Da Claus mødte min far, forærede min far ham en kalot som en anerkendelse og velkomst til det jødiske liv velvidende om, at Claus ikke ville konvertere. Det har givet stor respekt, at Claus har bakket op om børnenes jødiske opvækst og har været med i synagogen ved navngivning bar mitzvah osv., og det har gjort mange ting lettere. I begyndelsen var det min far, der tog Claus med, men efterhånden som min far blev ældre og mere svagelig, skiftede rollerne.”

”Det jødiske miljø kan være ret lukket, og jeg bliver nok aldrig fuldtud en del af det. Jeg tror, at jeg er kommet så tæt på, som man kan komme som ikke-jøde,” siger Claus.

En snaps i køkkenet før omskærelsen

Det eneste tidspunkt, hvor det for alvor har været svært for Claus, var, da deres søn skulle omskæres.

”Vi havde talt om det, og vi havde besluttet, at han skulle omskæres. Det hører med, også selv om det er det kulturelt-jødiske og ikke det religiøse, der betyder noget i vores familie,” siger Claus. Selv om han var indstillet på, at Isak skulle omskæres, var det et hårdt øjeblik at skulle igennem.

”Overrabbineren stod i vores køkken og sleb kniven, og inde i stuen sad 50-60 mennesker samlet for at fejre begivenheden. Jeg var lige ved at tage min søn i favnen og stikke af med ham. Jeg sagde til overrabbineren, at han lige måtte give mig et minut. Så tog vi en snaps hver og stod og talte sammen i fem minutter. Så gik han ind og foretog omskærelsen. Så var det slut, og det var gået godt,” husker Claus.

Bibelhistorier og besøg i Anne Franks hus

Da børnene var små, fortalte Siw og Claus bibelhistorier for dem, som kristendommen og jødedommen har til fælles bl.a. Abraham og Sara, Kain og Abel og om Samson.

”Vi har også inddraget kulturhistorien. Vi har besøgt Amsterdam og set Anne Franks hus, læst hendes dagbog og set tv-udsendelser og film om holocaust. Vi har ikke givet dem identitet som ofre, men forsøgt at fortælle dem, hvilke værdier vi sætter højt, og hvordan disse værdier kan blive truet,” siger Siw.

”Vi har vist dem Frihedsgudinden i New York og fortalt dem, hvordan jøderne blev afvist, da de kom sejlende dertil i slutningen af 2. Verdenskrig. Det har givet dem en bevidsthed om, hvordan jøderne har overlevet, og hvor meget respekten for det enkelte menneske betyder.”

Især da børnene gik på Carolineskolen, kom de ofte hjem og fortalte om undervisningen, som dannede udgangspunkt for gode samtaler i familien om det fællesmenneskelige, understreger Claus.

”For mig er religionen især en historie, jeg tror på, fordi den giver mig værdier og pejlemærker. Dem vender jeg tilbage til. Her er de ti bud en vigtig ballast,” siger han.

Sidste år var de på en fælles rejse til Israel, hvor de besøgte Jerusalem og Tel Aviv. Især Jerusalem var en stærk oplevelse for dem begge.

”Vi stod i religionernes kryds- og spændingsfelt. Vi besøgte Grædemuren, Gravkirken og Yad Vashem-mindesmærket for de jødiske ofre for holocaust, og vi oplevede, at der var plads til os begge og vores individuelle og fælles historie,” siger Siw.

Et eksempel på den gode integration

De er indstillet på, at deres børn måske vil finde kærester og ægtefæller, som hverken er jødiske eller kristne.

”Vi har opdraget vores børn til at forholde sig åbent og dynamisk. Det er også min holdning til det jødiske. Det nytter ikke at lukke sig inde, for så dør menigheden ud. Vi må åbne op, også for personer, som ikke har jødisk mor, men har en jødisk tilknytning på en eller anden vis i slægten, fx i form af en oldefar, farfar eller far, og vi må også åbne dørene for ikke-jøder,” siger Siw.

Claus synes ikke, at en kommende svigersøn eller datters religiøse eller kulturelle baggrund er afgørende: ”Uanset hvem, mine børn kommer hjem med, må jeg klappe hælene sammen og bakke op. Det er en livsholdning, jeg ikke kan gå på kompromis med, og sådan som samfundet udvikler sig, bliver det tværreligiøse ægteskab noget, mange skal prøve kræfter med,” siger han.

”Ja, vi er på forkant. Vi er et eksempel på den gode integration,” smiler Siw.