Er den nye Netflix-film Maestro en kærlighedshistorie? En hyldest til Leonard Bernstein? Eller er den snarere en kritisk undersøgelse af myten om geniet?
Anmeldelse af Michala Linn
Som klassisk pianist har jeg længe været bekendt med komponist og dirigent Leonard Bernstein. I min konservatorietid har jeg hørt om hans Harvard-foredragsserie “Det ubesvarede spørgsmål”, hans koncept “Young People’s Concerts” og ikke mindst hans virke som dirigent i New York Filharmonikerne. Et vaskeægte geni.
Så da jeg hørte, at hans liv skulle filmatiseres i en biografisk Hollywood-film var jeg skeptisk. Kunne endnu en såkaldt bio-pic fra Los Angeles sige noget dybdegående om musik og virkelig indfange Bernsteins musikalske geni?
Maestro begynder med et citat af Leonard Bernstein selv: “Et kunstværk besvarer ikke spørgsmål, det fremprovokerer dem; og dets essentielle betydning ligger i spændingen mellem de modstridende svar.”
Vi møder den unge Bernstein, der - i seng med en anden mand og fuld af ambition og livsmod - kaldes ind til Carnegie Hall på et afbud. Chefdirigenten er syg og Bernstein får en unik chance; at dirigere New York Filharmonikerne foran kultureliten og verdenspressen. Koncerten bliver en succes og en stjerne er født.
Bernsteins mentor mener, at han kan blive den første store amerikanske dirigent. Derfor må han ændre sit jødisk klingende efternavn og naturligvis have sig en kone. Det sidste råd følger Bernstein, og gifter sig med skuespillerinde Felicia Montealegre. Hun kender til hans affærer med mænd, men påtager sig opgaven, fordi Bernstein “ikke aner hvor meget, han har brug for hende.”
Scenen er sat, og i filmens første halvdel bekræftes jeg i, at filmen ikke interesserer sig synderligt for indholdet af Bernsteins musikalske virke. Men den kaster lys på noget andet - og måske langt mere relevant i den kulturelle samtale netop nu: Hvordan opstår et geni? Er det en gudsbenådet gave eller et produkt af et forædlende miljø? Et miljø, der indtil nu har koncentreret sig om det mandlige geni?
Halvvejs igennem filmen har jeg glemt min oprindelige skepsis. Jeg er også holdt op med at lede efter de musikalske guldkorn og indsigter. I stedet kan jeg konstatere, at min sympati er skiftet. Jeg er langt mere investeret i en hidtil ukendt figur i mit univers - Felicia Montealegre. Det unge skuespillertalent, hvis tilværelse gradvist flytter sig fra rampelysets skær til det mørke offstage. Fra aktør til tilskuer. En kvinde, der føler det som sit kald at redde en mand på bekostning af sig selv. Måske fordi hun tidligt konstaterer, at hun som kvinde ikke har samme muligheder i livet som sin partner. Ville en kvinde med det samme talent og potentiale som Leonard kunne få samme opbakning? Og ville man overhovedet bruge ordet geni?
“Jeg ville ikke være i New York, hvis jeg lod frygten styre mig. Men glem ikke, at du er en mand,” siger den unge Felicia og Leonard svarer: “Det glemmer jeg aldrig.”
Filmen blotlægger ét for ét den perlerække af privilegier, der fører Bernstein til tops. Han er omringet af mennesker, der sætter hans karriere først. Han er selvoptaget, fordi han kan. Han kan lukke sig inde på sit kontor i dagevis for at komponere sin vigtige musik, svælge i kreative kriser, rejse verden rundt og krænge sine følelser ud på podiet gennem bombastiske værker, og ikke mindst blive taget alvorligt for det. Som seer grænser det til det komiske, men vi bliver overbevist af Leonards selvtillid og berettigelse til at sige: “Dette er kunst, venner! Mit perspektiv er vigtigt!”
Det er en luksus, Felicia ikke har. Kvinden bag manden bærer selvopofrelse som et adelsmærke. Hun skal udtrykke værdighed, ydmyghed og ansvarlighed. Holde sammen på familien, hjemmet og mandens skrøbelige psyke. Og da hun endelig får nok, må hun hoppe i poolen. Kun under vandet - langt fra verden - er der plads til hendes følelser.
Felicia kastede alle sine anstrengelser ind i at “få solen til at skinne” i Bernstein, så han kunne komponere. Men hendes livsværk vinder ingen priser. Imens sidder Leonard, som mange mænd før ham, og undrer sig over, hvorfor kvinden dog er så trist?
It’s a man’s world, siger man, og vi lever alle sammen i den. Felicia vælger selv sin tilværelse, men hvad går forud for sådan et valg? I et patriarkalsk samfund indkodes manden fra barnsben til succes uden for hjemmet, mens kvinden indkodes til at være behøvet. Som Ingeborg Skjern i tv-serien Matador måtte føle sig behøvet af Mads Skjern. “Jeg savner ham, barnet mit,” siger Felicia, før hun - ligesom Ingeborg - vender tilbage til sin mand.
Leonard er queer, ja. Men udadtil er han mand og Felicia er kvinde. Seksualiteten kan udleves i det skjulte, men de optræder deres køn i det åbne, og det bestemmer i sidste ende deres skæbne. De samme strukturer, der bærer Leonard frem, genner Felicia ind i rollen som den støttende kone. En tilværelse, der suger livet ud af Felicia. Bogstaveligt talt.
Hvis forventningen er et forherligende mytisk portræt af geniet, der bekræfter vores kultur- og verdenssyn, vil man nok blive skuffet over filmen. Til slut var jeg alligevel bevæget - ikke af Leonard, men af Felicias skæbne.
Filmen stiller - som lovet i det indledende citat - nogle af tidens vigtigste spørgsmål. Og måske vil læserne komme frem til andre svar end undertegnede. Det er som sagt netop i den spænding, at filmens genistreg ligger. Ikke mindst i spændingen mellem svarene på: Hvem er den sande Maestro? Den anerkendte dirigent? Eller kvinden i skyggen, der fik solen til at skinne i og på ham?
Maestro kan ses i biograferne og streames på Netflix.