Anmeldelse af Svend Løbner
Jeg har måttet læse bogen i små doser. Et halvt kapitel eller et digt ad gangen. Eksil – Nye arabiske stemmer er stærke sager, der nemt giver læseren tårer i øjnene og en klump i halsen.
I bogen kommer vi helt ind i flygtninges inderste verden af tanker og følelser. Vi opdager, at flugt ikke blot er at rykke sig fra et sted til et andet; det er at slide sig løs fra familiebånd, hjemfølelse, og endda fædrelandskærlighed, fordi man for at overleve må lægge fortiden bag sig for at opbygge en tilværelse på ny.
Fra sympati til empati
Eksil gør noget ved dig. Bogen giver dig mulighed for indføling, så du opnår den sublime menneskelige kvalitet, vi kalder empati. Ikke kun sympati – for denne ofte patroniserende følelse ønsker flygtningene ikke – men empati, fordi du med held kan sætte dig ind i – og endda se dig selv i – den enkelte flygtnings situation.
Eksil er en antologi, skrevet af 21 forskellige forfattere, der alle har det til fælles, at de har måttet flygte og søge fodfæste i det fremmede. De enkelte kapitler spænder fra rejsereferater – over filosofiske essays – til digte, hvis mellemrum mellem ord og linjer rammer læseren i det intuitive mellemgulv.
Hør engang:
Denne gade ligner vores derhjemme husker jeg den dag jeg kravlede op i et morbærfigentræ? Jeg kom ikke ned før spanden var fuld og min hånd og mit tøj havde sammen farve som mit hjerte og min sorg var min usikkerhed på om kuglen ville gennembore min ryg når jeg kom ned på jorden igen(Rana Zeid: Brev til det varme vand, s. 51)
Eller:
Var jeg blot ikke skabt som pige Vores monstre har lange skæg eller er glatbarberede i militærtøj Vores far kom aldrig hjem fra arbejde og der er ingen mad på bordet Var jeg blot ikke skabt som pige Min drøm er at se min søsters blomster gro på ny Men min dukke er en pistol af jern… (Jan Pêt Korto: Skabelse, s. 121)
Dysfunktionelle familier og kyniske menneskesmuglere
Eksil – Nye arabiske stemmer bør tages i små doser for at følelserne rigtig kan synke ind. Og – hvis du læser højt for din ven eller kæreste – for at du ikke skal kløjes i ordene, fordi stemmen bliver tyk og du helst ikke vil afsløre tåren i øjenkrogen.
Beretningerne spænder fra detaljerede tankerækker, mens personen venter på at få sin sag behandlet af asylkontoret – over kolde og brutale forhør på politistationer – til fuldstændig kyniske menneskesmuglere og – det er det værste – minder om totalt dysfunktionelle familier, hvor nogle fædre endda misbruger deres små piger.
Trods alt det grusomme, står især én beretning stærkt i denne anmelders bevidsthed. Det er historien om en hoteldirektør fra Aleppo, hvis hotel blev jævnet med jorden af bomber, og som nu møjsommeligt prøver at finde fodfæste og skabe sig en tilværelse i Europa. Og det er hendes selvrefleksion, der giver indsyn i flygtningens liv. At vores sympati kan virke nedladende på dem.
Hvem er ramt af katastrofen?
Rima Bali fortæller om mødet med en sød frivillig hjælpearbejder:
”Han var så påvirket, at jeg troede, han skulle til at græde. Hans medfølelse gjorde på en måde indtryk på mig, men samtidig føltes hans fortvivlelse lidt patroniserende. Den fik mig til at føle mig som et vidunderbarn, der var i stand til at synge og tælle til ti i modsætning til mine tilbagestående jævnaldrende. Jeg smilede et opmuntrende og trøstende smil, som om det var ham, og ikke mig, der var ramt af katastrofen.” (s. 112)
Og især mediedækningen ”gjorde mig skamfuld”, som hun udtrykker det:
”Især da grænserne blev åbnet, og flygtninge i massevis væltede ind i Østrig og Tyskland, hvor de blev mødt på banegårdene af europæere, der jublede, klappede, og uddelte gaver som om de så på sjældne dyr i et stort cirkus. Eller rumvæsener, hvis rumskib havde fået maskinstop og var tvunget til at nødlande.
Det var en ydmygende tanke, at folk slængede sig hjemme på deres sofaer, mens de stirrede på scenerne af tusindvis af mine landsmænd, der kæmpede i vildskab med politiet ved grænsen. Eller i en faldefærdig jolle i kamp med det uregerlige havs bølger med deres grædende børn tæt ind til sig. Det gjorde mig flov, når jeg fortalte, at jeg er syrer, for jeg kunne se forbavselsen og medlidenheden i folks øjne.” (s. 115)
Ligeværdighed frem for alt
Her ser vi virkelig situationen fra en flygtnings perspektiv. Ikke den typiske flygtning, vi er så vant til at beskue i mediebilledet. Men en veluddannet, sofistikeret, værdig kvinde, der mest af alt blot ønsker at blive behandlet ligeværdigt som menneske.
Hendes essay slutter med, at hun ved et foredrag på et universitet fortæller sin atypiske historie og fortæller, at hun i eksilet har skrevet en roman. Da det blev tid til spørgsmål, handlede disse ikke om hendes historie som flygtning, men: Hvornår udkommer bogen, så vi kan læse den!
Det var velgørende, fortæller hun, for det viste hende en flig af den fremtid, der nu ventede hende i Europa.
Eksil – Nye arabiske stemmer er udgivet på forlaget Screaming Books. Bogen er skrevet på både dansk og arabisk og kan som sådan læses både forfra og ”bagfra”.