Vi møder en psykolog med afghanske rødder for at få indblik i flygtninges frygt, men får helt andre svar. Flugt er ikke kun tab, men også en mulighed for at vinde livserfaring og træne sociale muskler. Det kan danskere lære af, mener Naderah Parwani.
Naderah Parwani, foto: Svend Løbner
Naderah Parwani er psykolog med særlig indsigt i flygtninges tab og traumer, mest på grund af hendes uddannelse og erfaring fra egen praksis i Bagsværd, hvor hun bl.a. behandler klienter med flygtningebaggrund, men også fordi hun selv er flygtning, idet hun allerede som otteårig måtte flygte fra Afghanistan.
I dag bliver hun brugt af jobcentre til at undervise og hjælpe især kvinder med anden etnisk baggrund end dansk ind på det danske arbejdsmarked. Hun behandler minoritetsborgere og superviserer fagprofessionelle, der arbejder med minoritetsborgere. Og hun er i fritiden dybt engageret i kampen mod racisme og diskrimination på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt. Her er hun medstifter af Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination (PND), der tæller 260 psykologer og psykologstuderende i Danmark.
Den afghanske ånd
På et spørgsmål om, hvordan det må være for den almindelige afghaner, at NATO og dermed Danmark trækker sin militære støtte ud af Afghanistan, fortæller hun om, hvordan afghanerne er ofre for indenrigs-og udenrigspolitiske magtkampe. Afghanerne har mistet deres tro på, at Vesten vil afghanerne det godt.
Hun vil dog ikke kun tale om lammende frygt, voldsomme traumer eller forfærdelige skæbner. Tvært imod taler hun om afghanerne som et stærkt folk, der tager sin skæbne på sig og bruger selv smertelige erfaringer til at blive klogere på sig selv og verden:
”Vi glemmer tit at fortælle, hvor smukt et folk afghanerne er. De er ikke svage, men stærke. De er nogle af de mest gavmilde mennesker, jeg har mødt. Og det mener jeg ikke kun, fordi det er mit folk. Det er bare sådan, de er. De favner dig – helt bogstaveligt. Det er den afghanske ånd,” fastslår Naderah Parwani.
Åndelig rigdom i ruinerne
Ifølge hende er det de politiske magtstrukturer, der fastholder afghanerne i fattigdom. Selve folket er gavmildt, ambitiøst og modigt. De er villige til at arbejde hårdt og ofre sig for fællesskabet. Når undertrykkelsen er væk, kan den afghanske ånd sættes fri, mener hun.
”Der ligger så meget åndelig og kulturel rigdom imellem ruinerne i Afghanistan, som danskerne går glip af. Der er en inderlighed, et livsnærvær, som sufismen i Afghanistan også udspringer af. Den inderlighed udtrykkes ikke kun gennem poesi, afghansk litteratur og kunst, men også gennem kontakten med befolkningen, gennem de hjemløse børns øjne i moskéerne, gennem alle de familier, der tager hjemløse til sig og forsørger dem, gennem opmærksomheden på hinanden i hverdagen, gennem samarbejdet mellem naboer, hvor man løfter hinandens byrder. Det er den afghanske ånd, som ingen bomber kan udslette!”
Modgang træner muskler
Når talen falder på, hvor svært det må være at flygte fra krig og overgreb, vælger psykologen at fokusere på flygtninges ressourcer.
”Når vi mister noget, vinder vi også rigtig meget. Vi tror, at der ikke er noget at vinde, når vi taber. Men vi vinder en masse livserfaring. Og vi bliver udfordret på vores styrke. Vi får trænet nogle andre ”muskler”, end vi er vant til.”
På den måde kan man sige, at afghanerne har fået trænet nogle andre muskler, fortsætter hun:
”De får trænet deres offervilje, deres viljestyrke, deres hjælpeparathed og sociale orientering. Når man selv har prøvet at være hjælpeløs, lægger man mærke til, når andre har brug for hjælp. Og så responderer man hurtigere på andres afmagtsfølelse.”
Det kan ofte tolkes som, man er ydrestyret i Danmark, men det er social orientering og en bevidsthed om, at vi deler verden med andre, pointerer hun.
Umenneskelighed og medmenneskelighed
Hjælpeløsheden oplevede Naderah Parwani på egen krop, da hun som otteårig måtte flygte med sin familie fra Afghanistan over Iran og videre til Danmark.
”Jeg kan huske, da russerne invaderede vores hjem i Afghanistan. De kom i grønne militærdragter, og vi blev vækket midt om natten. Jeg blev bange. Mine forældre havde et hjørne i huset, hvor madrasser og ejendele lå pakket. Russerne rev det hele ned, og det rystede min far.”
”Jeg kan huske, hvor ydmygende det var at skulle stå i kø for at få mad i flygtningelejren. Jeg følte mig som en tigger. Og jeg husker diskriminationen, da vi kom til Iran. Priserne var højere for afghanere, og afghanske børn måtte ikke gå i skole med iranske børn. Som flygtning oplever du menneskers umenneskelighed, men du oplever også menneskers medmenneskelighed.”
Hun fortsætter:
”Samme medmenneskelighed og umenneskelighed har jeg erfaret i Danmark. Forskelsbehandlingen rammer dig. Du er den fremmede, men når du møder andres frygt for fremmede, lærer du at møde fremmede med omtanke og omsorg. Det har givet afghanerne og andre flygtninge en kulturel intelligens, en fleksibilitet og et afslappet forhold til mennesker, der er anderledes end dem selv. Vi ser i dag, hvordan danskere flygter fra skoler med mange ”fremmede”. Fremmede forbindes med noget negativt i stedet at for at forbinde det med rigdom og styrke.”
Kunsten at elske
”Det er vigtigt i de fortællinger, vi bringer, at vi ikke kun fortæller om mennesker som blot ofre, men at vi fortæller om dem, som dem de er, og det, de står for,” pointerer Naderah Parwani.
Hun er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en bog, som handler om kunsten at elske, en kunst hun har lært, ikke kun gennem sin afghanske kultur, men gennem flere kulturer. Med bogen vil hun minde danskerne om den fattigdom, vi lider under i Danmark.
”Da jeg kom til Danmark, kunne jeg med det samme mærke den distancerede adfærd. En adfærd, vi som flygtninge mærker med det samme, men som vi med tiden også får tillært, så også vi bliver følelsesmæssigt distancerede.”
Men sådan er det ikke i Afghanistan:
”Når du besøger Afghanistan, vil du mærke nærheden. Og den virker ikke påtaget eller falsk. Folk græder med dig, de bliver rørt, når du bliver rørt. De krammer dig, når det falder naturligt at kramme. De siger hej, når de sætter sig ved siden af dig i en bus. De fester og danser uden behov for alkohol. De spiller på musikinstrumenter, nogen klapper, andre synger, mens nogle danser. De synger folkeviser sammen. De har ikke som os herhjemme 1.000 tanker kørende i hovedet, inden de gør noget. De gør det bare, og deres kærlighed bliver ofte modtaget med ”letsind” – i modsætning til tungsind. De har ikke bagtanker, der virker som blokering for kærligheden.”
”Jeg har mødt de mest intelligente og livskloge mennesker i Danmark, men de tør ikke sætte kærligheden fri. De lever med lænker omkring hovedet,” tilføjer Naderah Parwani.
Krige vil dræbe kærlighedsånden
Det er den styrke i det afghanske folk, som Naderah Parwani vil have danskerne til at kende. Danskerne kan lære meget af flygtninge, mener hun.
”Afghanernes viljestyrke som er ligesom deres bjerge, deres lette sind og spontanitet, deres gavmildhed og gæstfrihed. De er ofre for krig, men krigen siger ikke meget om den afghanske ånd. Krigene har handlet om at dræbe kærlighedsånden i Afghanistan. Afghanerne kan derfor ikke rubriceres og kategoriseres efter udefrakommendes forgodtbefindende. En fælde, vi nemt falder i som observatører udefra. Afghanerne er meget mere end ofre.
”Når man omtaler en gruppe som ofre, er det også en måde at distancere sig på. Man kommer ikke tæt på det enkelte menneske, på den enkelte kultur. Man ved ikke rigtig, hvad de står for eller interesserer sig for. Hvem er de her mennesker? Hvilke modige valg traf de under krigen, under flugten? Og hvilke værdier og principper holdt de fast i? Man kender dem ikke, men putter dem blot i en mental kasse som ofre.”
”Vi kan have ideer om, hvem der er de svage og hvem der er de stærke, men et oprigtigt møde med et menneske eller et folkeslag opstår først, når vi kender dem og deres historie.”
Historien har gjort dem ’socialt intelligente’
”Jeg synes, at de fleste afghanere er enorm socialt intelligente. De er meget opmærksomme socialt. De responderer på en sund måde på andres kontakt og smerte. De responderer ikke kun med et følelsesmæssigt nærvær, men også et fysisk og praktisk nærvær, hvor kærlighed bliver til handling. Det er en styrke, det afghanske folk har, og som jeg elsker ved mit hjemland.
”Jeg tror, det kommer af vores historie, vores helt igennem fascinerende litteratur, der er fuld af inderlighed, og af al den uretfærdighed, vi har skulle rumme som folk. Ud af mange af de tab, får afghanerne bekræftet deres tro på kærligheden endnu mere. Jeg håber, at jeg gennem det kliniske arbejde kan hjælpe dem med at holde den afghanske kærlighedsånd i live,” slutter Naderah Parwani.
Artiklen er skrevet i samarbejde med hjælpeorganisationen Mission Øst.
Læs mere om Naderah Parwani og Psykologfagligt Netværk Mod Diskrimination (PND).