top of page

Syriske familier frygter fængsel, tortur og drab

Majds søster og forældre har fået opsagt deres opholdstilladelse i Danmark. De frygter, at det brutale syriske regime venter dem i Damaskus’ lufthavn…



”Når min mor og far ankommer til Damaskus, bliver de anholdt. Og efter to-tre dage er de dræbt og døde i et fængsel!”

Unge Majd Malees er stiv i blikket. Han koldsveder, mens han fortæller om konsekvenserne af, at hans forældre har fået inddraget deres opholdstilladelse i Danmark. Sammen med søsteren har de fået 30 dage til enten at forlade landet eller opholde sig i et såkaldt udrejsecenter.

Det bliver nok det sidste. For de vil for alt i verden ikke tilbage til det brutale regime, de flygtede fra.

Vi møder familien i en video produceret af studerende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Se videoen her:



Videoen giver indblik i den smertelige virkelighed langt væk fra de bonede gulve på Christiansborg, hvor et flertal har stemt for at syriske flygtninge skal sendes hjem, selv om Damaskus ikke er sikkert nok til at Danmark kan opretholde en ambassade og sende diplomater derned.

Loven har barske konsekvenser: Familier splittes ad, idet drenge som er deserteret fra Assads brutale militær, er personligt forfulgt og derfor får beskyttelse, mens deres familier sendes hjem. De er jo ikke personligt forfulgt, lyder argumentet. Videoen viser noget andet. Det syriske regime vil hævne sig på familien. Majs søster risikerer at blive voldtaget, inden hun og forældrene sendes i døden.

Videoen er produceret af de tre journaliststuderende Mikala Emilie Kjærbo Sørensen, Bodil Åbom Jørgensen og Anne Marie Stoustrup Petersen.

bottom of page