top of page

Sådan yder du social omsorg for kristne og muslimer

Center for Sameksistens inviterer til diakonikursus med foredrag af eksperter i religiøs praksis til gavn for medmennesket.



Center for Sameksistens (IKS) tilbyder et unikt diakoni-kursus for organisationer og andre interesserede.


Kurset starter den 24. april 2024 og består af syv-otte spændende foredrag/oplæg ved personer, der til dagligt arbejder eller har arbejdet indenfor den religiøse praksis, der går ud på at tjene medmennesket med indlevelse og omsorg.


- Ved at følge kurset vil du vil blive klogere på, hvad diakoni/tjeneste betyder i henholdsvis kristen og muslimsk sammenhæng, og hvordan kristne og muslimer arbejder eller kan arbejde sammen på området. Samtidig vil du få perspektiv på og redskaber til dit eget arbejde, lover indbydelsen.


Kurset begynder med fire kursusaftener i de næste tre måneder.


Det er Etnisk Ressourceteam under Center for Sameksistens – Islamisk-Kristent Studiecenter (IKS), som står bag. Etnisk Ressourceteam blev startet af IKS i 2003 og har til formål at arbejde med kristen-muslimske relationer gennem dialog (samtale) og diapraksis (handling).


Diakonikursets foredrag finder sted i Kirkerummet i Rigshospitalet, Blegdamsvej i København. Kirkerummet ligger i stueetagen mellem opgang 4 og 5, skråt overfor bederummet og Kirkekontoret.

 

Læs mere på www.ikstudiecenter.dk. 

bottom of page