top of page

To personer fik godtgørelse, fordi de var udsat for skriftlig chikane i mails

Ligebehandlingsnævnet har besluttet, at to personer, der havde klaget over ordvalget i mails, de havde modtaget, hver skal have en godtgørelse på 5.000 kroner. De to sager blev afgjort af Ligebehandlingsnævnet den 12. oktober 2018.

Afgørelserne viser, at visse former for omtale og udtryk på skrift er chikane ifølge loven om etnisk ligebehandling (se boks).

Bud på brugte biler

Den ene klager havde budt på to brugte biler. I sine svar skrev sælgeren: ”Fedt så mangler du kun 19.000 perker….” og ”Det ser sort ud pt. Jeg sælger til. Hvid side du.”.

Håndværksarbejde

Den anden klager skrev med direktøren for en håndværksvirksomhed om et udført arbejde. I sine mails skrev direktøren blandt andet: ”Jeg ved [ikke] hvor i verden man tror at det er ok ikke at betale for arbejde man har bestilt men her betaler man!!!”, ”…da det her ikke er nogen bazar eller rismarked så vil jeg forslå at du betaler den forfaldne faktura.” og ”Hør her din lille banan plukker (…). Hvis du sender mig en kopi af den “gældende” lovgivning, så kreditere jeg hele beløbet og sender et gave kort til Indiancorner.”.

Ligebehandlingsnævnets afgørelser

Ligebehandlingsnævnet afgjorde sagerne den 12. oktober 2018. Klagerne fik medhold i, at de havde været udsat for chikane, der må betragtes som forskelsbehandling i strid med lov om etnisk ligebehandling. De blev begge tilkendt 5.000 kroner i godtgørelse.

Chikane

Ligebehandlingsnævnet oplyser, at chikane ifølge lov om etnisk ligebehandling skal betragtes som forskelsbehandling, ”når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende”.

Læs mere

Chikanøse ord i mails, Ligebehandlingsnævnet, 06-11-2018

bottom of page