top of page

Tusindvis af danske børn udebliver fra skolen

Opdateret: 14. dec. 2020

I skoleåret 2018/2019 havde 14,2 procent af eleverne i folkeskolen et fravær på mere end 10 procent – svarende til over 75.000 børn.

Skolefraværet kan have store konsekvenser på både kort og lang sigt: Børn med højt skolefravær klarer sig ofte dårligere både fagligt og socialt. De er i risiko for at få en dårligere afgangseksamen end deres kammerater og har lavere sandsynlighed for at påbegynde og afslutte en ungdomsuddannelse.

Det fastslår rapporten Skolens tomme stole, som Børns Vilkår og Egmont Fonden netop har udgivet. Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.521 elever i 5. og 8. klasse, ny forskning fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, og 11 kvalitative interviews med børn, der har erfaring med højt og længerevarende skolefravær.

”Flere af de børn, vi har mødt og interviewet til rapporten, fortæller om svær ensomhed og om at føle sig uden for fællesskabet. Flere oplever angst og lever isoleret derhjemme, hvor de bruger en stor del af deres tid på YouTube og gaming. Nogle af børnene fortæller, at de kæmper med at finde troen på sig selv. De føler sig usikre i skolen og bekymrer sig om, hvad andre tænker om dem,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.


bottom of page