top of page

Udviklingsminister: Religiøse aktører bør inddrages som ’forandringsagenter’

Online debatmøde: Trosbaserede organisationer fremhævede religionens betydning i udviklingssamarbejde. Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen kvitterede: Hvem er bedre til at starte initiativer end dem, lokalbefolkningen stoler på? De lokale religiøse aktører skal derfor inddrages som forandringsagenter, og vi skal arbejde for tros- og religionsfrihed.


Minister for Udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen (S). Foto: Steen Brogaard

Lokale trosaktører er vigtige i udviklingsarbejde, fastslog minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen ved et online debatmøde med trosbaserede organisationer den 13. april.

- Ofte er religiøse aktører first responders ved kriser og katastrofer. De er allerede til stede og har lokalbefolkningens tillid og adgang til at arbejde med fremme af menneskerettigheder, dialog, fred og forsoning. Respekten for mennesker med en anden tro eller ingen tro er helt afgørende for et levende, pluralistisk samfund.

Han fortsatte:

- Religiøse aktører er ikke kun first in, men også last out i krise og konflikt. Derfor er de vigtige aktører i at styrke modstandskraften i lokalsamfundene.


’Trossamfundene er samfundet’

Det online debatmøde var arrangeret af Netværk for Religion og Udvikling, der tæller en bred vifte af forskellige trosbaserede organisationer.

Deltagerne kunne ikke være mere enige med ministeren:

- Trossamfundene er samfundet. I udviklingslande og i svage stater, er det trossamfundene som driver skolerne, driver hospitalerne, passer på de gamle, de forældreløse, de indsatte og de syge. For kirkerne, moskeerne, templerne osv. flytter sig ikke, sagde generalsekretær i Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy.

- Så hvis man vil have indflydelse på udvikling, retfærdighed og fred, så bliver man nødt til at forstå det religiøse sprog som forbinder kristne, muslimer, jøder, hinduer og buddhister i hele verden, fastslog hun.


Forandringsagenter med tillid fra lokalbefolkningen

Generalsekretær Birgitte Qvist Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp kvitterede:

- Religiøse aktører er forandringsagenter på den brede bane, for at sikre menneskerettigheder generelt. Det er vigtigt at mainstreame arbejdet, så alle gode kræfter arbejder mod samme mål. Vi skal have et snorlige fokus på menneskerettigheder.

Sekretariatschef ved Danish-Muslim Aid Signe Ejerskov fortsatte i samme spor:

- Alle har ret til at advokere for sine rettigheder, og alle har ret til at deltage på demokratisk vis i samfundets udvikling. Her spiller religiøse ledere og aktører en stor rolle, sagde hun og uddybede:

- Hvem er bedre til at engagere mennesker end dem, som man stoler på, som man omgås, som kender ens behov, ens familie og ens livshistorie. Det gør de religiøse ledere. De kan sige god for ngo’ernes projekter og bringe en spirituel opfordring ind om vigtigheden af tålmodighed og samarbejde i hårde tider.


Religion og religiøse aktører overses

Men trods alt dette inddrages religion og religiøse aktører ikke i vigtige overordnede mål for verdens udvikling:

- Internationalt er der stigende opmærksomhed på beskyttelse og fremme af det civile råderum. Denne opmærksomhed inkluderer dog ikke retten til tanke- samvittigheds- og religionsfrihed. Heller ikke Verdensmålene refererer eksplicit til tros- og religionsfriheden, sagde Filip Buff Pedersen, der er politisk rådgiver i Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).

Han introducerede CKU’s rapport om religion i det offentlige rum, som udkommer senere på måneden:

- Rapporten viser, hvordan tros- og religionsfrihed udgør et centralt udgangspunkt for andre rettigheder og derfor skal tydeliggøres i kampen for det civile råderum og der er derfor store gevinster, ved en øget opmærksomhed på denne grundlæggende rettighed. Livssyn har - religiøst eller ej - stor værdi i arbejdet med at analysere og udvikle strategier for at fremme af civilt råderum i partnerlande.


Dialog med alle – støtte til positivt samarbejde

I sit indlæg kom udviklingsminister Flemming Møller Mortensen også ind på, at ikke alle religiøse aktører bidrager positivt til udvikling:

- Ofte er det i religionens navn, at kvinder og LGBT-personer undertrykkes. I Nordafrika hærger militante islamister og i Myanmar gælder det militante buddhister. Vi skal sige fra over for dem, der ikke deler de samme værdier som os, og åbne for dem, der kan og vil spille en positiv rolle i udvikling.

Socialdemokratiets udviklingsordfører, Daniel Toft Jacobsen understregede, at tros- og religionsfrihed er helt afgørende for at trosbaserede organisationer kan komme til orde og udfylde deres rolle, og han uddybede efterfølgende:

- Vi samarbejder med alle, for det er vigtigt at holde en åben dialog – også med dem vi er uenige med. Men det er ikke alle, vi giver penge til, fastslog Daniel Toft Jakobsen.

Ministeren responderede til sidst på de mange indlæg ved igen at fokusere på samarbejdets betydning:

- Det er vigtigt at samarbejde og dele de gode historier. Religiøse aktører er forandringsagenter og et udtryk for det helt lokale civilsamfund. Hvem er bedre til at starte initiativer end dem, man stoler på. Det skrev sig ind i mine tanker.


bottom of page