top of page

Unge i Gaza forvandler glassplinter til fredsduer

Artikel fra 2022: Betlehems Venner støtter et kunstakademi, der hjælper palæstinensiske unge med at udtrykke deres frustrationer og skabe sig en fremtid.



Unge palæstinensere samler glasstumper fra de seneste bombninger i Gaza og laver flotte fredsduer af dem. Et kunstakademi, som de selv satte i stand sidste år, ligger kun få hundrede meter fra et af de højhuse, der blev bombet under den 11 dage lange konflikt med Israel tidligere i år.

Kunstakademiet i Gaza er en afdeling af Dar al Kalima University College of Arts and Culture (DAK) i Betlehem på Vestbredden.


Se video her:


Akademiet hjælper unge palæstinensere med at udtrykke sig i maleri, fotografi, skulptur og musik for at få så meget luft for deres frustrationer, at de kan begynde at øjne håb. Samtidig får de en grunduddannelse, så de med tiden også kan skabe sig en indtægt.

Fredsduerne siger noget om, at projektet er ved at lykkes.

- Kunsten er med til at skildre det sønderbombede liv – ikke kun sønderbombede bygninger. Den viser, at menneskers rettigheder bliver trådt under fode. Det er ikke nogen smuk historie. Men nødvendig at få fortalt. For den viser, at de unge er proaktive, siger Vita Andreassen, der er sognepræst i Føns-Ørslev-Udby-Husby Kirker.


Kunst udtrykker kreativ modstand

Hun er formand for organisationen Betlehems Venner, der støtter projektet gennem den energiske præst i Betlehem på Vestbredden, Mitri Raheb.

- De unge vil skabe ”creative resistance” – altså kreativ, ikkevoldelig modstand – og samtidig opbygge et civilsamfund som noget æstetisk og smukt, fortæller Vita Andreassen.

Betlehems Venner støtter kunstprojektet med penge fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), der forvalter nogle af Danidas støttepuljer. Projektet illustrerer den force som mange kirkelige udviklingsorganisationer har rundt om i verden:

- Kirken er en trædesten til at tale sin sag og påvirke fremtiden i en positiv retning. De kristne palæstinensere vil gå en ikkevoldelig vej og give de unge håb, fortæller Vita Andreassen.


Håbet spreder sig som ringe i vandet

Planen er, at de unge skal kunne sælge deres kunst internationalt. Det er svært at eksportere varer på grund af blokaden, men malerier, broderier og anden tekstilkunst må gerne transporteres ud af området.

I det forløbne år har Kunstakademiet – under hensyn til Coronarestriktioner - kunnet holde workshops og åbne udstillinger med de unges malerier, skulpturer, fotografier og videopræsentationer. De har også stået for koncerter og radioudsendelser med traditionel og populær palæstinensisk musik.

Mellem 25 og 50 unge palæstinenserne har engageret sig i kunstprojektet i det forløbne år, og deres begejstring spreder sig som ringe i vandet, fortæller Vita Andreassen:

- I sommer laver de kunstskole for 200 børn og inspirerer dem til at tage en uddannelse. Dermed spreder de også håb til børnenes familier, slutter Vita Andreassen.


Fakta:

  • Der bor knap 2 millioner mennesker i Gazastriben, heraf 400.000 i Gaza by.

  • Kunstakademiet i Gaza er en afdeling under Dar al Kalima University College of Arts and Culture (DAK) i Betlehem, der udbyder uddannelser på bachelor niveau.

  • Betlehems Venner giver støtte til unge, der ikke selv har råd til at tage en bacheloreksamen fra DAK. Det kan bl.a. være unge fra flygtningelejrene.

  • Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) fordeler Danidas pulje til kirkelige civilsamfundsorganisationer og repræsenterer 38 organisationer med 120 partnere i 40 lande. Gennem Betlehems venner støtter CKU også psykosociale aktiviteter på en sommercamp i Gaza.

bottom of page