”Det vigtige er ikke, hvem der har ret. Det vigtige er, hvem der er blevet gjort uret imod.” Sådan lød det på Christiansborg-konference om børns og unges rolle i at skabe fred i Israel-Palæstina.
Af Kristine Kaaber Pors, fotos af Søren Warburg
Tænk hvis unge danskere med jødisk og palæstinensisk baggrund arbejdede sammen for fred og ytringsfrihed. Og tænk hvis unge israelere og palæstinensere gjorde det. Og tænk hvis danske politikere var med til at bane vejen for en international samtale om fred!
Utopi?
Nej, en samtale gav håb. Den 9. februar var der konference på Christiansborg under overskriften: ”Børn og unges rolle i at skabe en varig fred i Israel-Palæstina”.
Der var modige unge stemmer fra Israel, Gaza og Vestbredden, og fokus på de fineste dialoginitiativer taget af unge danske med jødisk og palæstinensisk baggrund og modige danske politikere: Christian Friis Bach fra de Radikale, Leila Stockmarr fra Enhedslisten, samt Karsten Hønge og Margrete Auken fra SF.
Trods ihærdige forsøg lykkedes det beklageligvis ikke at få deltagelse fra regeringspartierne.
Mette Vibe Utzon ledte os kyndigt igennem. Bag konferencen stod Den Folkekirkelige Tænketank, Betlehems Venner, KFUM & KFUK, MS Action Aid, Red Barnet, SOS Børnebyerne, Globale Seniorer m.fl.
Villig til at gå i fængsel i protest
Tænk, at der er israelske militærnægtere som Sofia på 18 år, der er villige til at gå i fængsel i protest mod militariseringen af det israelske samfund, hvor israelske soldater ses som helte, mens alle palæstinensere opfattes som potentielle terrorister.
”Nej,” sagde Sofia, ”vi kan ikke leve sådan. Jeg får så mange hademails, og det gør mig rigtig ked af det. Men af og til kommer der lige en enkelt positiv, og så kan jeg kæmpe videre lidt endnu”.
Sofia delte frustration med palæstinensiske tørklædeklædte 20-årige Yousra fra Action Aid i Ramallah, og 17-årige Atta fra Gaza og den danske ambassades ungepanel. Både Yousra og Atta fortæller om, hvordan krigen og den fortsatte besættelse ødelægger unge palæstinenseres livsmuligheder. Unge palæstinensere kan ikke flytte fra by til by i deres eget land uden polititilhold. De har kun begrænset adgang til uddannelse. Arbejdsløsheden er tårnhøj.
Hvor længe kan de holde til det?
35-årige May Kadweh leder Betlehems største kulturelle organisation og opbygger selvtillid og kunstneriske udfoldelsesmuligheder for unge ugen håb. Men lige nu smider israelske soldater tåregas, og illegale bosættere forgriber sig på lokale palæstinenseres ejendom i turisternes fravær. Alligevel bliver May og hendes forening ved. Selvom det ville være nemmere at emigrere til Egypten eller Tyrkiet. For de ønsker sig, at de unge skal tro på fremtiden.
”Vi palæstinensere ønsker os bare et helt almindeligt liv ligesom alle andre. Anerkend Palæstina som selvstændig stat, lad os komme videre!”
Hvor længe kan de holde til det? Sofia mener, at der vil komme et vindue for forandring efter krigen. Alle fire betoner vigtigheden af Danmarks nyligt ændrede position i forhold til at ville anerkende Palæstina som selvstændig stat.
Diplomat udfordrede danske politikere
I anden runde var norske Jan Egeland med online. Han er seniordiplomat og leder af Norsk Flyktningehjælp, og i 1990’erne var han en af dem, der stof bag Oslo-processen for fred i Israel/Palæstina. Han diskuterede med de danske politikere, hvad de kan gøre ved sagen så langt væk?
”Børn fødes jo ikke onde. Lad os få åbnet det politiske rum!”, indledte Christian Friis Bach, der netop er blevet bedstefar. Han og Leila Stockmarr ville ønske, at den danske regering ville arbejde tydeligere for en våbenhvile ud fra et perspektiv om menneskerettigheder og værdighed, og Stockmarr betonede, at Israels dobbelte standarder må kritiseres: Hvordan kan et enkelt land være hævet over folkeretten?
Karsten Hønge sagde, at han var glad for og stolt af, at Danmark fortsat ville støtte til FN’s flygtningehjælpeprogram UNRWA på trods af betydelige korruptionsproblemer. Overordnet oplevede han at det er svært at sige det rigtige i en optændt dansk offentlighed. Han får hademails fra alle sider.
Hvorfor bruger Danmark ikke sin unikke position?
Hvor var det velgørende at lytte til den handlingsorienterede norske Jan Egeland. Han forstod ikke, at Danmark ikke bruger sin unikke globale position og historie til at tale med Israel.
”Hvor vi i Norge historisk kender palæstinenserne rigtig godt, har Danmark en særlig stjerne hos israelerne på grund af bedriften med de danske jøder under Anden Verdenskrig. I kunne arbejde diplomatisk for fred, hvis ikke I var så bange for ikke at sige 110 procent det samme som USA. Hvorfor bruge så mange kræfter på at sende et enkelt skib til Hormuz-strædet? Det betyder ingenting i sammenligning med, hvad vi fra Norden sammen diplomatisk kunne gøre for freden, hvis vi slog kræfterne sammen!”
Tim Whyte, generalsekretær fra MS Action Aid, kritiserede danske dobbelte standarder med våbensalg til et land som Israel, der ikke overholder folkeretten på grund af illegale bosættelser.
Kritik af Israel er ikke lig med kritik af jøder
Tredje runde havde fokus på unge danskeres situation og ytringsfriheden i Danmark. Her rørte de unge danskere, jødiske Maya Zoe Saadon og palæstinensisk-muslimske Ibrahim El Hassan, der sammen med Malthe Dam Christensen fra KFUM & KFUK og mobningsforebyggelsesekspert Lene Lykkegaard fra Red Barnet gav deres bud på, hvordan dialogen og ytringsfriheden kan fremmes i en dansk sammenhæng.
Maya er antropolog med jødisk baggrund, og hun slog fast, at ”kritik af Israel ER IKKE LIG MED kritik af jøder. Det sammenblandes alt for ofte i debatten. Som jøde er det for mig vigtigt at fastslå, at roden til antisemitisme ligger i, at andre minoriteter, ikke mindst muslimer, ikke føler sig anerkendte og trygge”.
Ibrahim erklærede sig enig, og fulgte op: ”Det er vigtigt at tale åbent om besættelsen og den rodløshed, mange palæstinensere føler. Hvorfor anerkender danske medier ikke den demokratiske bedrift, det er, at vi har store fredelige demonstrationer?”
Hvordan sikre værdighed på begge sider?
Maya sagde, at det først var gennem mødet med Ibrahim, at hun havde hørt om fordrivelsen af de 700.000 palæstinensere i 1948, den såkaldte Nakhba, og at der var mere behov end nogensinde for at lytte til hinandens historier.
Malthe er netop færdig som journalist, og har ikke selv personligt og familiemæssigt noget på spil i konflikten. Alligevel har han valgt frivilligt at engagere sig i at koordinere et stort solidaritetsarbejde med udveksling af mange danske og palæstinensiske unge via tre efterskoler, en højskole og YMCA i Betlehem. Her møder de danske unge både israelere og palæstinensere, der arbejder for fred.
”Det vigtige er jo ikke, hvem der har ret. Det vigtige er, hvem der er blevet gjort uret imod. Og hvordan vi sikrer værdighed på begge sider, og at folkeretten overholdes.”
Den åbne samtale er afgørende
Lene Lykkegaard pegede på, at mobningsforskning betoner, at det ofte er mobberens egen usikkerhed i gruppen og angst for ikke at være accepteret, der leder til mobning. Det er simpelt hen ikke rimeligt, at jødiske eller palæstinensiske børn skal stilles til regnskab for en politisk dagsorden, der skaber en usikkerhed, som igen leder til mobning. Den åbne samtale, også om dette, er helt afgørende. Hvis vi tør lytte til hinandens historier, som Maya og Ibrahim, kan vi nå rigtig langt.