Der er pakket med mennesker både indendørs og uden for Stasi-Zentrale i det tidligere Østberlin. Og dette på trods af, at regnskyerne har ligget tungt over byen hele dagen. Det er nemlig præcis 30 år siden, at massive protester og demonstrationer under sloganet: ”Vi er ét folk”, førte til jerntæppets endelige fald.
30-året for ”Den fredelige revolution”
”Den fredelige revolution” lyder det i overskriften på udstillingen. Foran museets primære bygning står godt hundrede mennesker med paraplyer i kø. Museumspladsen er omdannet til en minutiøs visuel gennemgang af dagene før og efter d. 9. november 1989. Og ved de gamle arkiver stimles folk sammen før den forestående rundvisning. Dette er blot ét af de utallige arrangementer, koncerter, foredrag, workshops, udstillinger og meget mere, som hele ugen har fundet sted i den tyske hovedstad.
Der er en blanding af feststemning og respektfuld højtidelighed i luften denne lørdag eftermiddag. Murens fald var folkets sejr over systemet og blev begyndelsen på opløsningen af DDR. Men Stasi står stadig den dag i dag som et skrækeksempel på DDR’s paranoia og massive indtrængen af borgernes privatliv. En indtrængen der havde en pris; Den østtyske befolkning blev taget som gidsler i deres eget land, med brutale afpresningsmetoder blev mistænkte borgere tvunget til at udlevere oplysninger om deres kære, og flere forskere mener i dag at kunne se en sammenhæng mellem det undertrykkende styre og republikkens høje selvmordsrater.
Udstillingen “30-året for den fredelige revolution – Murens fald”, der finder sted på syv forskellige lokationer spredt udover Berlin.
Det totale overvågningssamfund
Hovedkvarteret alene bestod af mere end 50 bygninger, der husede over 7.000 ansatte, hvis eneste arbejde var ”at forfølge og overvåge DDR-befolkningen”, som det lyder i udstillingspamfletten. På landsplan bestod Stasi af flere hundredetusinde ansatte, foruden de mange tilknyttede informanter. Stasi ville endda tilbageholde personlige breve, hvis de blev vurderet som en trussel for styret. Breve, som man den dag i dag kan søge om at få udleveret sammen med sine øvrige personlige overvågningsfiler. På én af udstillingens plancher fremgår et citat under pseudonymet, Felix: ”Stasi-filen… det var et stykke tid efter murens fald, at jeg bad om at se den. Den viste sig at være over 3000 sider lang. Fuldstændig vanvittigt. Og de ting, der stod i den… Som de havde noteret… Du ville næsten dø af grin, hvis det ikke var fordi, det var så perfidt og ondskabsfuldt.”
En påmindelse om retten til privatliv
Det er gruvækkende at se beviserne for Stasis systematiske overvågning ligge der fysisk foran sig: Bunker og atter bunker af papirer, mapper, båndoptagelser, videobånd og breve. Personlige oplysninger, som alle er gransket og gennemgået af Stasi.
Som det så ofte er med historiske monumenter, peger Stasi-Zentrale ikke blot på fortiden. Den peger også på sin samtid i sin påmindelse om, at historien gentager sig i nye uigennemskuelige klæder.
Der ligger højst sandsynligt cirka samme mængde data, som i Felix’ Stasi-fil, om hver af og én os rundt omkring i cyperspace. Det er ikke længere kun stater, der indsamler oplysninger – men også globale techgiganter, der profitterer på at videresælge disse oplysninger til kommercielle formål og digital krigsførsel. Stasimedarbejdere er i dag erstattet af algoritmer. Personlige afhøringer af vores digitale enheders mikrofoner.
Netop derfor tjener Stasi-museet i dag som en vigtig påmindelse om, at retten til privatliv langt fra er en selvfølge. Det er en fortløbende kamp, og det er en kamp, hvor folket, når forenet, har magten til at stå fast og insistere på sine basale rettigheder.
Glæden var stor, da Berlin – som resultat af folkets protest – omsider blev forenet for præcis 30 år siden. Foto fra udstillingen.