Christian Grund Sørensen har været med til at redigere Kaj Munks prædikener fra 1940, indtil den kendte modstandsmand blev dræbt af nazister i 1944. I ”Krigens prædikener” møder vi den ikoniske præst helt uden filter og i et sprog, der kommer lige fra hjertet.
Christian Grund Sørensen har redigeret Kaj Munks prædikener sammen med Peter Øhrstrøm. Foto: Svend Løbner
Kaj Munk havde et budskab ud over sin egen tid. Hans prædikener udtrykker ufiltreret – og ucensureret – det, der ligger ham på hjerte. Her får vi også direkte indsigt i hans teologi, som ikke kunne sættes i bås efter datidens kirkelige strømninger.
”Krigens prædikener 1940-1944” er et digert værk, som netop er udgivet af Kaj Munk Forskningscentret på Aalborg Universitet. Kaj Munks 76 prædikener fra denne skelsættende periode i Danmarks nyere historie er redigeret af sognepræst og postdoc ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet, Christian Grund Sørensen sammen med Peter Øhrstrøm, der er professor informationsvidenskab ved samme institut.
Munk er kendt for sin modstand mod nazismen, og mange kender hans lyrik og dramatik. Men færre kender hans prædiker, fortæller Christian Grund.
- En del af hans prædikener blev udgivet i hans levetid, og nogle blev bagefter udgivet i den såkaldte mindeudgave. Men der er også et stort antal prædikener, der har ligget som manuskripter, og som ikke tidligere er blevet redigeret og udgivet. Perioden 1940-44 foreligger nu samlet i ”Krigens prædikener”.
I bogen møder vi Munks forkyndelse fra besættelsens første dage til hans tjeneste bliver brutalt afbrudt ved likvidering den 4. januar 1944.
Kaj Munk er relevant i dag
Kaj Munk Forskningscenteret har digitaliseret og annoteret Kaj Munks samlede dramatiske værker og samtlige tilgængelige prædikener som led i centrets opgave: at stille Kaj Munks produktion til rådighed for offentligheden i valide og tilgængelige udgaver til gavn for både forskere og interesserede i almindelighed. Men link fra centrets hjemmeside kan interesserede finde ”Krigens prædikener” med et udvidet noteapparat.
Sideløbende med udgivelsen af ”Krigens prædikener” er Christian Grund også i gang med en afhandling om Kaj Munk som prædikant, hans teologi og homiletik.
- Jeg forsker i Kaj Munk, fordi han har noget at bidrage med, som er relevant - ikke blot i hans samtid, men i vores nutid. Han havde et budskab ud over sin egen tid og havde nogle perspektiver, som er interessante for os at få ind i vores senmoderne kontekst, fastslår Christian Grund.
Og her giver "Krigens prædikener 1940-1944" et unikt indblik i Kaj Munks budskab og filosofi formidlet i hjertesprog fra prædikant til menighed.
Kaj Munk ved sit arbejdsbord. Kilde: Kaj Munk Forskningscentret.
En holistisk tænker
- Kaj Munk er en holistisk tænker, fortæller Christian Grund. - Der er en del tænkere, som gør sig mange interessante tanker inden for hver deres område, men Kaj Munk leder efter en helhedsforståelse af tilværelsen. Han er faktisk en holistisk-transcendent tænker på samme måde som for eksempel Søren Kierkegaard. Det vil sige, at han ikke kun arbejder med teologien. Han arbejder også med det politiske, forståelsen af det folkelige og på sin vis også en psykologisk forståelse af mennesket. Han arbejder på det store spørgsmål: ”Hvordan gør man, når man nu skal have det kristne evangelium til at klinge ud i en verden, som er gået ind i moderniteten?” For det var jo tilfældet på hans tid.
Men Kaj Munk kan ikke sættes i bås efter datidens teologiske og kirkelige strømninger, fortsætter Christian Grund:
- Kaj Munk markerer en anderledes vej. Han er nok pietist, men ikke puritaner. Han har stor respekt for missionsfolket og Oxford-bevægelsen og i mindre grad for det grundtvigske. Især de grundtvigsk-tidehvervske havde et gevaldigt horn i siden på Kaj Munk. De udråbte ham som naiv gammeldags troende.
Troen og moderniteten
- Men det er en helt forkert måde at forstå Kaj Munk på. Kaj Munk er i højere grad en nytænker, som prøver at kombinere den klassiske kristne tro med den modernitet, han møder. Derfor ser vi også det interessante, at han både kan være meget uenig med og kritisk over for Georg Brandes, og samtidig anerkende Georg Brandes for hans stringente tænkning.
- I de kirkelige debatter stiller Munk sig ikke på den enes eller den andens side, men han argumenterer for, at begge parter har ret til at tale og ret til at blive hørt. Han udtrykker stor respekt for dem, som er anderledes, mener noget andet, og han lukker op for andre tolkninger – samtidig med at han hudfletter dem med satirisk bid.
Sandhed som resultat af dialog
Her er det let at trække en linje til Kaj Munks skuespil:
- Deri bliver der jo præsenteret mange forskellige tanker. Tanker bliver brudt mod hinanden. Der bliver en diskussion imellem dem. Man kan ikke altid udsondre fra et skuespil, hvad der er Munks egen position. Det samme gør sig gældende i Søren Kierkegaards pseudonyme forfatterskab. Der bliver der udspillet nogle forskellige positioner, muligheder og argumenter.
- Sandheden ligger som resultat af den dialog, uden at man 100 procent kan nå til en defineret sandhed. På den måde bliver Kaj Munk meget moderne tænkende. Han kan nærmest læses som postmoderne. Godt nok er han kulturkonservativ, men samtidig skød han hul i sfæreopdelingen mellem kunst og religion, som fhv. lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen har bemærket.
Respekt for fjenden
Kaj Munk er nok mest kendt for sin protest mod nazismen. Kan vi bruge ham til at reflektere over den politiske virkelighed i dag?
- Der var mange, der talte imod den tyske besættelse. Men det, som Kaj Munk gør anderledes, er, at han i en periode havde forhåbninger til Hitler i forhold til Tysklands genrejsning. Dermed forstod han indefra, hvad der kunne drage tyskerne mod deres Fører. I sin sidste prædiken, siger han, at han ikke kan hade nogen. Ikke engang Adolf Hitler kan han hade. Men afvisning af nazismen bliver krystalklar.
- Det betyder ikke, at han er ukritisk over for, hvad der er sket, og især jødeforfølgelserne er jo for Munk et absolut syndefald, efter hvilket der ikke kan være nogen som helst sympati tilbage for Det Tredje Rige. Ikke desto mindre holder Munk fast i, at det ikke er tyskerne, der fortjener had. Det er tankesættet. Det er den nazistiske ideologi. Det er det udlevede, undertrykkende styre. Det er det, der er problemet. Men det betyder ikke, at vi skal hade vores fjender. Det betyder faktisk i Munks optik, at vi skal respektere dem.
- Han siger i en prædiken, at blandt både Hitlers og Churchills generaler vil der være nogle, der sidder til bords med Abraham ved det store himmelske festmåltid. Det har nok været meget provokerende!
Prædikener er hjertesprog
I en knap så dramatisk nudansk kontekst: Ville han både kunne favne Enhedslisten og Dansk Folkeparti?
- Nej, han ville skælde dem alle sammen ud! Det ser vi allerede fra hans første prædiken – meget tydeligt endda. Vi finder i høj grad Munks personlige holdninger i hans prædikener, da vi må gå ud fra, at en præsts prædiken er noget af det, der er tættest på hjertet hos en præst. Svarende i øvrigt til Søren Kierkegaards opbyggelige forfatterskab.
- I prædikenerne skælder han ud på både de velhavende, som bare tænker på deres materialisme, og på socialisterne, som bare kræver ind uden at vise noget ansvar. Kaj Munk er ikke den højreorienterede politiske skikkelse, som nogle har villet male ham ud som. Munk har også en meget stærk social indignation. Han er ikke enig i socialismens måde at løse problemer på, og især ikke socialismens bryllup med fritænkeriet og det kulturradikale. Men ellers følte Munk faktisk et meget stort socialt ansvar. Han er både kendt for at hjælpe mange mennesker i sit sogn, da han selv var blevet velhavende, og generelt i sine prædikener at tale til samvittigheden om solidaritet med de arbejdsløse og med mennesker, som for eksempel er ramt af krigens forfærdeligheder.
Kaj Munk uden filter
Hvad håber du, at bogen skaber i sin læser?
- Jeg håber, at ”Krigens prædikener” skaber et nyt blik for Kaj Munk. Fordelen ved en relativt ukommenteret tekst er, at man får Munk uden filter. Det vil sige, at der ikke blot er tale om fortolkninger, men der er tale om de specifikke tekster, han har udgivet. På den måde håber jeg, at der bliver en ny interesse for, men også en dybere forståelse af, mennesket og teologen Kaj Munk. Hans teologiske virke er nemlig noget af det, der er blevet sat til side.
- Derfor er vi i Kaj Munk Forskningscentret da også i gang med at forberede Kaj Munks prædikener fra 1919 til 1939 til udgivelse. Og for mit eget vedkommende arbejder jeg på en afhandling, som bliver en ret omfattende præsentation og diskussion af Kaj Munks budskab og virke som forkynder.
Historikere interesserer sig for hans historie, litterater for hans dramatik, men der er ikke skrevet meget om hans teologi, som alt andet lige jo er grundlaget og for meget af hans virke, og udtryk for den helhedsforståelse, han hele tiden stræbte efter, mener Christian Grund.
- I mit perspektiv er prædikerne på mange måder en rygrad i Kaj Munks forfatterskab. Selvfølgelig er skuespillene og de andre elementer også meget væsentlige. Men det er jo interessant at tænke, at Kaj Munk skrev skuespil i en god del af sit liv, men ikke hele tiden. Og prædiket havde Kaj Munk jo fra 1919 til 1944 få dage inden sin død. Kaj Munk kunne have standset sin prædikenvirksomhed, men det ønskede han ikke. Han så det som et kald at fortsætte.
Det kald, den passion og det hjertesprog, som kommer til udtryk i Kaj Munks ”Krigens prædikener”, vil uden tvivl skabe dybere forståelse for, hvad der – ud over hans kunstneriske inspiration og litterære færdigheder – drev ham til at diskutere de store livsspørgsmål, at yde modstand mod nazismen, og kæmpe indædt for retfærdighed.
Kaj Munks "Krigens prædikener 1940-1944 kan købes her. Artiklen er skrevet i samarbejde med Center for Kristen Tænkning.