Af Svend Løbner
Det ser så tilforladeligt ud. Vores allesammens statsminister toner frem på skærmen i bussen og taler om det, vi har allerkærest: Børnene. ”Jeg har truffet et valg,” siger hun og lægger al sin magt i landets højeste embede i ordene. ”Jeg vil altid være på børnenes hold.”
Men hov, nu skurrer det. Mette Frederiksen tager parti. Hun opdeler, splitter og foretrækker nogle frem for andre. Hun er statsminister for alle danskere, men opstiller alligevel et modsætningsforhold. Hvorfor det? Og hvorfor tager hun børnene som gidsler i profilering af sig selv?
Hun vil tage børnene fra forældrene. Tidligere end det sker i dag, sagde hun i sin nytårstale. Børnene skal opdrages af staten.
Javel, det handler om børn i kriseramte familier. Men er det alligevel ikke for voldsomt at lovgive om det og bringe det helt op på statsministerniveau i nytårstale og nu reklamevideo?
Skal vi ikke bare lade kommunens socialrådgivere gøre deres arbejde? De kender familierne. De støtter familierne. Og de griber først ind med så voldsomme tiltag som tvangsfjernelse af børn i alleryderste nødstilfælde.
Børnenes statsminister har ingen skrupler ved at diktere oppefra og ned at børn skal fjernes fra deres forældre. Men kun visse børn.
Danske børn i Al-hol-lejren får lov at blive, hvor de er. Dem vil vi ikke have ind i landet. Dem skal vi ikke have besvær med at opdrage. Dem efterlader vi hos så dysfunktionelle familier og under så kummerlige forhold, at enhver socialrådgiver med respekt for sig selv ville fjerne dem øjeblikkeligt.
Men nu vender Mette Frederiksen pludselig rundt på en tallerken. Børnene skal blive hos deres forældre. For enhver pris. De skal med andre ord betale prisen for, at deres forældre kæmpede for Islamisk Stat.
Men er det ok, at nogle personer tager andre personers straf? Og er børn ikke i udgangspunktet uskyldige?
Det hænger ikke sammen, at nogle børn skal fjernes, mens andre for enhver pris skal blive hos deres familier. Derfor skurrer nytårstalen i ørerne. Og derfor er reklamevideoen så nem at gennemskue for øjnene i bussen.