Af Marianne Olsen
Der er al mulig grund til at høre efter Jonas Eikas tale i anledning af hans modtagelse af Nordisk Råds litteraturpris – også inden man har læst hans bøger:
”Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden.”
Citatet er i virkeligheden en opmuntring til sameksistens, som så mange føler længsel efter og prøver at leve med trods tidernes ugunst.
For vi ved nemlig godt at vi med vore valg også selv er ansvarlige for de dystre tider vi lever i – også i Danmark.
Den politiske krise
Vore politikere har i mange år været i krise. Det gælder mange andre lande end Danmark, men det gælder altså også Danmark. De kalder krisen for flygtningekrisen, men det er magthaverne, der er i krise, fordi de ikke aner hvad de skal gøre, og fordi de er bange for at vælgerne ikke vil følge dem, hvis de handler menneskekærligt. Derfor følger de vælgernes laveste instinkter – og bliver ved magten.
Men er det nu sandt?
Vi har jo fået en ny regering, og det var et stort håb, der tændtes med lederskiftet. Men så skete der ikke noget!
Vilkår for familier og børn
Talte Jonas Eika sandt, da han sagde at børn i Danmark har det dårligt? Ja. Det er sandt, at børn i Sjælsmark lider, og at det er derfor Bedsteforældre for Asyl demonstrerer foran lejren og bliver ved med at gøre det.
Er det sandt at regeringens politik medfører at familier bliver splittet? Ja, det er sandt – uhyggelig sandt, og det på trods af at også magthaverne tror på at hver eneste dag fører både dem og os andre en dag nærmere graven.
Kunstnerens opgave
Uopdragen? Folketingets tidligere formand har brugt det ord om prismodtageren. Men det er jo netop en kunstners pligt at tale magthaverne imod, og heldigvis skal han ikke gøre sig lækker for nogen. Han skal vise os den verden han ser, så vi ikke behøver at finde os i at grimt bliver kaldt smukt og ondt bliver kaldt godt.
Hvad er det gode?
Det gode er at familier kan leve sammen, at børn har det godt, så de kan blive stærke og glæde sig over livet, og at vi alle kan stole på en sameksistens med energi og livsfylde.
Nu er Eikas pris et pænt beløb, som han vil have omfordelt. Hans ord er altså af en anden art end politiske letfærdigheder. Det er godt. Gid de må vise vejen for en bedre fremtid.
Det skylder regeringen os og alle de mennesker, som den er ansvarlig for, så lad os gentage talens: ”LUK LEJRENE!”