Et borgerforslag vil afskaffe racismeparagraffen. En netavis har genoptrykt Muhammedtegningerne. Man tilsidesætter god opdragelse for provokationens skyld.
Jeg har aldrig forstået trangen til at provokere. Hvad får folk ud af det? Bliver de lykkeligere? Hvad får andre ud af det? Bliver verden er bedre sted?
En gruppe samler underskrifter til et borgerforslag om at afskaffe racismeparagraffen. Den paragraf, der gør det strafbart at true, forhåne eller nedværdige personer på grund af race, hudfarve, etnicitet, religion eller seksuel orientering.
Man vil ikke lade sig diktere hvad der er ”stuerent”, og kalder paragraffen ”en skamplet på dansk demokrati”. Initiativtageren har også genudgivet Muhammedtegningerne.
Jeg tænker: Har stillerne selv børn? Ved de hvad god opdragelse indebærer? At barnet blandt andet ikke peger og råber: Se mor, en tyk dame! Eller: Far, du er en dum skid!
Vi lærer jo børnene pli. At holde igen på ytringer, som sårer andre. At vise hensyn. Og selv have en vis værdighed.
Ytringsfrihed er ikke ytringspligt. Frihed er ikke anarki.
Vi har netop frihed til at tale, skrive, mødes og tro som vi vil, fordi vi samtidig instinktivt ved, at den frihed skal forvaltes ansvarligt. Det er vi opdraget til i hjemmet og skolen. Det er vores medborgere opdraget til. Frihed under ansvar er parolen for de allerfleste politiske partier. Anstændig opførsel er afgørende for at få et arbejde – og beholde det. Ansvar, hensyn og god opførsel er en gensidig samfundskontrakt, der danner ramme om friheden.
Jeg forstår ikke trangen til at gå efter minoriteter og ramme dem på et følsomt punkt bare fordi man vil have lov til at sige, skrive og tegne hvad man vil. Satire er ikke at grine ad andre. Satire er at noget får os til at le sammen. Og vi kan kun le sammen, når vi alle kan se komikken.
Men hvorfor provokere i det hele taget? Kaste al god opdragelse over bord? Jeg vil da meget hellere skabe fred, bygge bro, vise hensyn. Det bliver jeg lykkeligere af. Som Jesus siger: Salige er de, der stifter fred.