Marie-Alice Séférian strålede af livsglæde og inspirerede sine studerende til at bruge sproget hurtigt og frit som det mest naturlige.
Illustration: Pixabay
Marie-Alice Séférian hilser os farvel med René Chars ord:
”Livet har elsket mig
Jeg har elsket livet
Døden vil elske mig.”
De er så typiske for hende, så hun selv kunne have skrevet dem, og hendes menneskelige og faglige autoritet er så dyb og omfattende, at vi, der har haft den mirakuløse glæde at være hendes åndelige og intellektuelle børn, tror fast på at det er sandt.
Døden må omsider have overgivet sig og elsket Marie-Alice, fordi hun har set venlig til den, og måske endda uden frygt, så det ikke er til at vide hvem, der er gået hvem i møde.
Marie-Alice Séférian er på nettet nævnt som professor på Det Pædagogiske Universitet, at hun er fagbogsforfatter, og at hun i Algeriet har undervist i fransk, latin og græsk i gymnasiet.
Men det var som undervisningsassistent i fransk at en flok af hendes studerende lærte hende og hendes pædagogik at kende i tresserne og blev så betaget af hele personen, at vi holdt ved og dannede en kreds om hende også nu højt op i vores egen alderdom.
Hun strålede af livsglæde
Jeg husker den allerførste gang – et møde hvor man kunne møde folk der havde med de romanske sprog at gøre. Blandt en ret farveløs flok strålede et menneske af livsglæde. Det var en fransk-armenier – navnets slutning på ’ian’ afslørede det, og det var hende der kom til at føre en hel verden, fra Armenien over Rouen, fra det dybe Frankrig til fransk radikalisme ind i Danmark og danske hoveder.
Metoden var hendes hurtige tale. På spørgsmålet om hun lærte sin danske mand fransk, svarede hun: ”Nej, jeg vil hellere tale hurtigt dansk end langsomt fransk.” Her lærte hun sine studerende – ikke nødvendigvis at tale hurtigt, men at tale et hvilket som helst sprog i sin egen rytme, for sproget er en organisk del af mennesket.
Hendes ord var mere end gloser
Ligesom Marie-Alice blev vores mor, blev hun ved sine fagbøger mine elevers bedstemor. For hendes bøger var meget mere end lyd og gloser. De handler om de byer i Frankrig, hun holder af, eller om hendes fars barndom i Armenien, som han rejste fra og fandt hendes mor i Normandiet. Teksterne er altid med indlagt forståelse for hvor den ivrige læser er kommet til i sin indsigt – og med lyst til at gøre sig umage for at forstå – og tale om - endnu mere.
Marie-Alice Séférian var et levende vidnesbyrd om kærlighed til sproget og livet og livet i sprogene, som hun gav videre til sine studerende og indirekte til deres elever. Hendes omsorg for os viste hun med åbenhed og medfølelse uden tårer når sorgen ramte, og en medglæde når heldet stødte til.
Æret være Marie-Alice Séférians minde.
Marie-Alice Séférian
12.6.1929-16.12.2021