Udlændingepolitik er ofte styret af erhvervsinteresser

Liberalisering i indvandrings- og religionspolitikken bliver tit mødt med argumentet om at religiøse mindretal truer sammenhængskraften. Historien viser det stik modsatte. Katolikker og jøder har bl.a. bidraget til den danske økonomi.



At læse om Danmarks historie kan sætte mange tanker i gang, også om den aktuelle situation. Det skete for mig i denne sommerferie, da jeg læste Karsten Hermansens bog ”Kirken, kongen og enevælden” (Syddansk Universitet, 2005).

Hvordan gik det til, at vi fik et jødisk mindretal i Danmark, et reformert mindretal og et katolsk mindretal, der allerede før religionsfrihedens indførelse i 1849 fik lov til at praktisere deres religion? Som Karsten Hermansen gør opmærksom på, så skyldtes det først og fremmest erhvervsmæssige interesser.

Den mellemliggende faktor mellem erhvervsinteresserne og den religiøse mangfoldighed var naturligvis indvandringen. Ud fra erhvervsmæssige interesser blev der presset på for at lukke op for indvandringen af bestemte erhvervsmæssigt attraktive befolkningsgrupper, ofte mennesker, der i forvejen var på flugt eller forfulgte på grund af deres religion.


Skal bekræfte 25 ”fremmedartikler”

I årene efter reformationen forsøgte man at forhindre, at der i Danmark opholdt sig mennesker, der ikke tilsluttede sig den rette (lutherske) tro. Derfor indførte kongen i 1569 de såkaldte ”Fremmedartikler”, der eksplicit rettede sig mod katolikker og gendøbere, og implicit også mod jøder.

Fremmedartiklerne skulle forelægges for og anerkendes af alle udlændinge, der ville slå sig ned i Danmark og Norge. Hvis de ikke kunne svare ja til alle de 25 spørgsmål i fremmedartiklerne, skulle de forlade landet inden tre dage. Hvis nogen blev her længere eller havde løjet om deres tilslutning til artiklerne, skulle de straffes med dødsstraf.

Men allerede under Chr. IV blev religionspolitikken lempet af handelsmæssige grunde, men ofte under protest fra kirkelige ledere. I Altona, som kom under den danske krone i 1640, fik de reformerte religionsfrihed, og i Gluckstadt, der blev grundlagt i 1616 som fæstnings- og handelsby, tiltrak kongen med løfte om religionsfrihed sefardiske jøder, hollandske reformerte, remonstranter og mennoniter og katolikker.


Lokker formuende folk til Danmark

I 1657 fik portugisiske jøder ret til at rejse og handle i Danmark. Og i 1672 foreslog det nye Kommercekollegium, at Danmark skulle åbne sine grænser for kristne af alle konfessioner og jøder. Tanken var, at religionsfriheden skulle trække nye indbyggere til landet, men forslaget blev dog afvist af kongen. Derimod gav kongen i 1671 den franske gesandt lov til at bygge et katolsk kapel med tilhørende kirkegård. Da krigen mellem Frankrig og Nederland brød ud i 1772, forventede man, at handelsmænd, både katolikker og jøder, ville udvandre fra Nederland, derfor bad kongen statskollegiet om at overveje, hvordan man kunne lokke nogle af disse formuende folk til Danmark. Statskollegiet fremlagde et forslag om, at reformerte, mennonitter og jøder (de sidste dog kun hvis de forpligtede sig til at investere 8.000 rigsdaler) lov til at praktisere deres religion i København, Korsør, Nyborg, Fredericia, Nakskov og Aalborg.


Biskopper protesterer

Sjællands biskop Hans Wandal advarede imidlertid kraftigt mod dette forslag med argumenter om, at hvis der blev splid i guddommelige anliggender (mellem den sande lutherske lære og de andre konfessioner og religioner), så ville det medføre uenighed og uro også i verdslige og politiske sager. Helt galt var det dog at tillade jøder at praktisere deres religion i Danmark, da jødedom var en falsk lære og afgudsdyrkelse, som en kristen konge ikke kunne forsvare over for den himmelske konge. Forslaget blev da heller ikke gennemført.

I 1682 fik indbyggerne i Fredericia – også af handelsmæssige grunde – religionsfrihed. I 1684 fik jøderne tilladelse til at holde gudstjeneste, og i 1685 fik de reformerte tilladelse til at bygge deres egen kirke og holde gudstjenester der. Alt det skete på trods af modstand fra Sjællands biskop Hans Bagger, der kraftigt opfordrede kongen til at tage sig af de forfulgte lutherske kristne i Frankrig i stedet for at åbne grænserne for fremmede reformerte. Kongen tog imidlertid ikke hensyn til Baggers kritik, men gav i stedet katolikkerne tilladelse til at holde gudstjenester forskellige steder i riget. Der var imidlertid også en militær grund til at tillade katolikker at praktisere deres religion, i det en stor del af hæren var katolikker.


Udenlandsk arbejdskraft skulle gavne dansk økonomi

Hvorfor fik vi et herrnhutisk mindretal i Danmark, da Christiansfeld i 1773 blev grundlagt? Årsagen var, at myndighederne forventede, at det ville være til økonomisk gavn for Danmark.

Hvorfor fik vi i begyndelsen af det 20. århundrede et katolsk mindretal på Lolland-Falster? Jo, fordi vi havde brug for deres arbejdskraft i arbejdet med sukkerroerne.

Hvorfor fik vi fra 1967 og de følgende år et efterhånden meget stort muslimsk mindretal bestående af tyrkiske, pakistanske, bosniske og nordafrikanske indvandrere? Det var også af erhvervsmæssige grunde, da der disse år var mangel på arbejdskraft, bl.a. i sværindustrien.

Hvorfor har vi fået et stort ortodokst mindretal i Danmark i de senere år? Det er jo, fordi vi har haft brug for arbejdskraft ude på landet fra en række østeuropæiske lande.

Hvorfor har vi fået et mindretal af filippinske katolikker? Det kan man finde ud af ved at besøge danske hoteller, hvor de udgør en stor del af arbejdskraften, ligesom de også er efterspurgte som hushjælp rundt om i de travle børnefamilier. Og sådan vil det sikkert blive ved!

Det er imidlertid værd at bemærke, at disse mindretal jo oprindeligt både var religiøse mindretal og etniske/nationale mindretal, men erfaringen viser, at den religiøse identitet holder ved meget længere end den etnisk/nationale. Det vil sige, at disse mindretal historisk set efterhånden opfatter sig selv som danske, men danskere, der ofte har en anden religion.


Erhvervsmæssige interesser og bekymring for sammenhængskraften

Konklusionen må altså være, at religionspolitik i høj grad påvirkes af indvandringspolitik, og indvandringspolitik ofte påvirkes af erhvervsmæssige interesser. Konklusionen må desuden være, at liberaliseringer i indvandrings- og religionspolitikken ofte mødes med modstand, med henvisning til truslen mod sammenhængskraften i det danske samfund. Historien har imidlertid vist, hvis vi ser på udviklingen frem til anden verdenskrig, at sammenhængskraften ikke blev truet, men at medlemmerne af disse religiøse mindretal blev gode samfundsborgere, der bidrog til økonomien og begyndte at betragte sig som danskere.

Hvad konsekvensen af indvandringen efter anden verdenskrig på langt sigt vil blive, er det naturligvis for tidligt at udtale sig om endnu.