På den ene side er man bange for at blive overrendt af fremmede kulturer. På den anden side er man nærig med støtten til den hjemlige kultur. Det hænger bare ikke sammen!
Svend Løbner, foto: Michala Linn
Vi er ved at udvide vores køkkenhave, så vi kan blive endnu mere selvforsynende med dejlige grøntsager. Buske og træer må vige pladsen for højbede med salat, bønner, kartofler og jordbær.
Den lille mellemregning er, at jeg skal fjerne rødder fra de fældede træer. Og jeg skal hilse og sige, at de sidder fast. De er ikke sådan at rokke med – det tog mig en tre-fire eftermiddage at få fjernet to stubbe. Grave, hugge, save, rykke, hive – you name it.
Men de kom op. Og jeg tænkte undervejs: Rødder er altså ikke så nemme at fjerne. Heller ikke kulturelle rødder. Historiske rødder. Værdimæssige rødder. Og jeg tænker naturligvis på den frygt som præger meget af debatten om udlændinge. Frygten for at vi vil miste vores kultur som danskere, hvis der kommer for mange udlændinge.
Den frygt spiller politikerne dygtigt på, når de fører en stram udlændingepolitik og endda kan forestille sig hegn og mure omkring Danmark. Hykleriet bliver tydeligt, når Grundtvigforskningen ikke får en øre i oplægget til en ny finanslov. Er der én personlighed, der rent folkeligt har præget den danske kultur, så er det Nicolai Frederik Severin Grundtvig. Sammen med Søren Kierkegaard, H. C. Andersen, Kaj Munk, Karen Blixen og et utal af andre stærke personligheder, naturligvis. Men kulturen har trange kår i dag, og forfattere, malere og musikere må kæmpe for at få støtte.
På den ene side er man bange for at blive overrendt af fremmede kulturer. På den anden side er man nærig med støtten til den hjemlige kultur. Det hænger bare ikke sammen!
Jeg er med på, at vi i Danmark ikke kan modtage et uendeligt antal flygtninge og migranter. Men vi kan tale pænt om dem, vi kan behandle dem ordentligt, vi skal samarbejde med EU og FN om at hjælpe flygtninge – både i nærområder og Europa – og vi kan som velfærdsstat tage os af mange flere.
Hvis vi sidder med fornemmelsen af at vores danske kultur – hvad den så består af – er ved at forsvinde, så skal vi netop støtte alle kulturtiltag. Både politisk og personligt. Hvornår gik du sidst til et foredrag? Hvornår besøgte du sidst et bibliotek? Bruger du Folkeuniversitetets mange tilbud? Hvilke film ser du?
Jeg er selv vokset op i udlandet og kom til Danmark som et blankt stykke papir hvad angår dansk kultur og historie. Men jeg var så heldig at få en kone som kender den danske sangskat og en svigerfar som forærede mig en bog om Danmarkshistorien. Som kristen var det også naturligt at gå i kirke og lære de danske salmer at kende.
Frygt for fremmede afslører hvor svag tilknytningen er til egen kultur. Kan dansk kultur holde til at mennesker fra Afrika, Mellemøsten og Asien bosætter sig her? Selvfølgelig kan den det! Vi skal blot kende vores egen kultur, så vi kan formidle den og gøre dem lige så glade for vores land som vi selv er.
Jeg blev imponeret af mine syriske venner, der begejstret fortalte mig træk fra Danmarks historie, som jeg ikke kendte. Hvor havde de den viden fra? Jo, de havde selv tilegnet sig den ved at følge DR’s dokumentarserie om Danmarkshistorien.
Hvor svært kan det være?