Af Naderah Parwani, psykolog
De overlever de kolde og nedværdigende blikke. De rummer alle de gange, en etnisk dansker føler sig berettiget til at behandle dem på en måde, som den etniske dansker aldrig ville behandle en anden dansker, fordi de aldrig ville finde sig i det.
Jeg taler om minoritetsbørn, der må finde sig i både direkte og subtile racisme; en behandling, som har efterladt en sorg i mig selv og i mange fra min generation. Den prøver vi nu som voksne at gøre op med, fordi vi ønsker at vise, at vi vil Danmark. Danmark er også vores kultur, vores historie og dér, hvor vi har haft vores barndom og der vi har hjemme.
Sorg handler om tab, men åbner også et bredere og dybere livsperspektiv. Blikke med sorg, bliver til blikke fulde af håb og kærlighed, når vi kan stå sammen.
Minoritetsbørn problematiseres, fordi vi ikke evner at se deres styrker
Nu mangler vi bare at samfundet møder os som ligeværdige borgere. Men her skal vi huske, at vores øjne ser det, de vil se. Vores synsfelt er afgrænset til, hvor vi er, fordi vores øjne ikke ser det fulde perspektiv. Vores øjne ser kun det, de er i stand til at se gennem deres egen forforståelse. Det betyder, at vi alle bærer på den sårbarhed, den impuls at ville være bedre end de andre, et behov for at hæve os over andre. Her står minoriteter, mennesker, der er anderledes, for skud for den usikkerhed.
Vi ser ikke al den modstand, minoriteter står over for, fordi vi ikke er dem og ikke oplever verden gennem deres positionering i vores samfund. Når vi fx synes, det er negativt at have for mange brune børn i en klasse, hvordan skal børn og unge med minoritetsbaggrund tolke den debat? At de er andenrangsborgere? Eller, når flere og flere etnisk danske forældre flytter deres børn ud af danske folkeskoler med ’for mange minoritetsbørn’ og flytter dem til ofte rene hvide privatskoler? Når minoritetsbørn skal sprogtestes, selvom de kun taler dansk? Når danske forældre opdrager og sætter grænser for deres børn, hedder det ”opdragelse”, men når minoritetsforældre gør det, kaldes det ”social kontrol”.
Vi projicerer mange af vores begrænsninger på minoritetsbørn både som forældre og lærere. Vi gør det, selvom vi aldrig vil have nogen skulle gøre det over for vores egne børn.
Minoritetsdrenge forskelsbehandles i folkeskolen
I sin forskning har Laura Gilliam lavet månedlange observationsstudier på danske folkeskoler og interviewet drenge med minoritetsbaggrund. Hendes forskning viser, at drenge med en mellemøstlig familiebaggrund forskelsbehandles også i den daglige undervisning. Hun observerede en tendens til, at nogle lærere slår hårdere ned på minoritetsdanske drenge, skælder dem mere ud og forventer mindre af dem fagligt, end majoritetsdanske drenge.
Den diskrimination er et symptom på et grundlæggende samfundsmæssigt svigt, relationelt svigt og et demokratisk svigt. Hvordan kan vi vende det blinde øje til den umenneskeliggørelse af minoritetsbørn og unge, når vi gennem pædagogikken og psykologien ved, hvad voldelige ytringer gør ved børn og unge? Hvordan kan vi som forældre lukke øjnene for den polarisering, vi selv bidrager til ved at flytte vores børn til privatskoler. Et samfunds styrker bryder sammen, når borgerne svigter den opgave at løfte i fællesskab.
Demokratiets og ytringsfrihedens tavse stemmer
Det er et demokratisk nederlag, når psykologer, psykiatere, pædagoger og politikere er tavse – når organisationer, der beskæftiger sig med børn, er tavse – mens vi har behandlet minoritetsbørn som vi har gjort den sidste tid. Jeg tænker især på, at Rasmus Paludan gentagne gange får lov til at mobbe dem foran deres skoler og kalde deres forældre ludere og pædofile – endda med politibeskyttelse.
Danmarks demokratiske selvforståelse skal stå sin prøve ved den måde, Danmark behandler sine mindretal på. Ellers er Danmark ikke bedre end de samfund i Østen, hvor diskrimination også stortrives. Demokrati bygger på humanisme og menneskerettigheder, børns rettigheder. Hvor står vi henne som psykologer, pædagoger og lærere med ambitioner om at gøre en forskel i børns liv, når den voksende diskrimination ikke får os til at rejse os fra vores passive, privilegerede positioner, for at give en stemme til minoritetsbørn og unge.
Nye rigdomme til danske virksomheder
Jeg ser minoritetsbørn og unge med andre øjne. Jeg får altid et smil med på vejen, oftere øjenkontakt. Jeg ser dem dele deres mad, deres ting og deres villighed til at hjælpe andre.
I mit arbejde som psykolog kom mange af mine klienter med mad eller noget lækkert til mig. De tænkte på mig under deres ferie og købte en gave med. De tænkte, at jeg skulle have noget lækkert at spise til frokost. Når de stoppede, ønskede de at udtrykke taknemlighed for vores fælles rejse.
De har en social orienteringsevne og kulturel fleksibilitet, som kommer mange af vores internationale virksomheder til gavn. I dag arbejder mange minoriteter i mit netværk for nogle af Danmarks største virksomheder og de har succes, fordi de virksomheder er i stand til at få de bedste potentialer ud af dem. De ser hvad de kan socialt. De har en mental og følelsesmæssig robusthed, fordi de har overlevet meget, og det gå-på mod får lov til at blomstre, når de får en platform, hvor nogen tror på dem, og hvor de får lov til at vise, hvad de kan.
Vi må forstå hinandens verdener
Vi må prøve at forstå hinandens verdner. Og for at vi kan forstå, må vi først og fremmest konfrontere de fordomme, vi møder hinandens verdner med. Vi skal konfrontere de fordomme, vi gennem vores opvækst har lært af vores forældre. Vi skal bemærke, hvordan vores netværk umenneskeliggøre mennesker, der er anderledes, og sige fra. Det skal både minoritetsdanskere og majoritetsdanskere gøre. Vi skal først opdage bjælken i vores eget øje, før vi anfægter splinten i den fremmedes øje. Vi skal møde hinanden som mennesker og ikke gennem vores egne fordomme.
Det er en god begyndelse.