Som svensk roma har Hans Caldaras været flygtning i sit eget land. Hans barndomserfaringer fik ham som voksen til at kæmpe mod fordomme og racisme – med musikken og ordene som sine våben. Selv om romaerne siden er blevet en anerkendt minoritet i Sverige, er fordommene imod dem stadig stærke, så kampen er langtfra forbi, siger den 70-årige sanger og forfatter.
”Da jeg begyndte i en ny skole i Stockholm, besluttede jeg mig for at skjule, at jeg var roma. Jeg kendte alle fordommene og var bange for, hvad der ville ske, hvis de andre elever fandt ud af, at jeg var roma. Så jeg løj og sagde, at jeg var italiener, og det virkede; jeg blev taget godt imod. Men prisen var, at jeg måtte leve med skammen over at skjule min baggrund, følelsen af at forråde min mor og den konstante angst for at blive afsløret.”
Hans Caldaras er svensk roma og en kendt og anerkendt sanger i sit hjemland. Han begyndte at synge som seksårig sammen med sin mor og et stort ensemble af musikere fra hans slægt. De rejste rundt i Danmark tre somre i træk og optrådte på tivolier og markedspladser og i teatre og cirkus. Alle steder blev de taget imod med nysgerrighed og begejstring.
”Mit første minde om Danmark var smagen af softice med chokoladekrymmel og så den enorme begejstring, vi blev modtaget med overalt. Sådan ville vi ikke blive modtaget i dag. Jeg bliver selvfølgelig positivt modtaget her på Kulturmødet, men som roma er man udsat og ugleset mange steder både i Sverige og Danmark. Fattige tiggere med romabaggrund bliver spyttet og sparket på, og selv politikere, der burde vide bedre, taler om romaerne som et problem, der bare skal fjernes. Men hvis man vil fjerne tiggerne, må man give dem en anden mulighed for at overleve,” siger 70-årige Hans Caldaras, da netavisen Sameksistens.dk møder ham på Kulturmødet på Mors, hvor han skal synge og optræde sammen med et multietnisk orkester, der spiller romamusik, samt deltage i en paneldebat om musikkens og kulturens potentiale som brobygger.
Uhyggelige mindelser om nazismen
Hans Caldaras kender både til behovet for brobygning og muligheden for, at musik og ord kan skabe broer over de kløfter af fordomme og diskrimination, der prægede Sverige, da han blev født, og som stadig præger Skandinavien, når det gælder romaernes forhold.
”Det gør mig bange og forstemt at høre og læse de ting, der bliver sagt om romaer i dag, og det skræmmer mig, at Sverigedemokraterna står til at få så mange stemmer. Tænk, at et parti, som i den grad baserer sin politik på fremmedhad og på at gentage og forstærke fordomme, kan blive Sveriges næststørste parti. Mange af deres vælgere og støtter er jo direkte racistiske, og der findes også nynazister blandt dem. Deres idé om selv at være overlegne og om at ville skabe et rent Sverige ved at holde ’fremmede’ ude og støbe alle svenskere i samme form, minder uhyggeligt om nazismen,” siger han og tilføjer, at romaerne i Sverige under 2. verdenskrig ikke fik rationeringskort og måtte rejste rundt fra sted til sted og kæmpe hver dag for at overleve – og for at undgå at blive deporteret til tyske koncentrationslejre. Også i efterkrigstiden var forholdene for romaer så barske, at Hans Caldaras ikke tøver med at kalde sine oplevelser som barn en erfaring af at være flygtning i sit eget land.
Løb i skole for at komme ind i varmen
Hans Caldaras er født i 1948 i Sverige af en mor, der var roma, og en far, der var svensk. Faren kendte han ikke, og han voksede op først på børnehjem, siden sammen med sin mor og sin tre år ældre bror. Som romaer havde de ikke ret til at bo fast noget sted, og de rejste rundt – først i telt, siden i beboelsesvogn – og måtte typisk flytte til et nyt sted efter to-tre uger. Først efter at en borgerretsbevægelse blandt romaerne var vokset frem, fik romaerne i Sverige mulighed for at bosætte sig og få adgang til velfærdssamfundets institutioner i form af skoler, hospitaler m.m. Hans Caldaras fik først som 10-årig mulighed for at komme i skole, da familien fik et fast sted at bo i Malmö. Den første tid boede familien i beboelsesvogn, og Hans Caldaras husker endnu, at hans første indtryk af skolen, da han trådte ind i den store bygning i februar 1958, var varmen.
”Fra den dag løb jeg i skole hver morgen bare for at komme ind i varmen,” fortæller han. ”Men jeg ville også gerne lære noget. En skolelærer havde været på besøg i vores lejr nogle gange og havde lært mig alfabetet og opfordret mig til at lære mig selv at læse ved at læse tegneserier. Så det gjorde jeg. Da han kom tilbage to år senere, kunne jeg læse, og da jeg begyndte i 1. klasse som 10-årig, blev jeg nærmest en slags hjælpelærer for de andre børn. Da jeg gik ud af 10. klasse, var det med de højeste karakterer på årgangen,” siger han og tilføjer, at hans mor hele hans barndom og ungdom bakkede ham op i at få en uddannelse. ”Hun vidste selv, hvilken høj pris man betaler, når man ikke kan læse og skrive og knap nok skrive sit eget navn. Så når jeg ikke ville i skole, tog hun mig i kraven og nærmest slæbte mig derhen,” siger han med at smil.
Besluttede at stå ved sin baggrund
En del af skolegangen gav dog langtfra anledning til smil. Da Hans Caldaras var 12 år, flyttede familien til Stockholm, og det var her han besluttede at skjule sin baggrund.
”Jeg var for alvor begyndt at forstå, hvor stærk modviljen mod os romaer var, så jeg opfandt et italiensk navn og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at ingen skulle opdage, hvem jeg virkelig var. Når min mor og jeg gik på gaden sammen, gik jeg langt foran eller bagved hende, fordi jeg var sikker på, at alle kunne se, at hun var roma, selv om hun sjældent gik i traditionelt roma-tøj,” siger han.
Strategien virkede i første omgang. Hans var populær i skolen. Men samtidig led han under dårlig samvittighed over for sin mor og skammede sig over at fornægte sin baggrund. Og da nogle af klassekammeraterne en dag fandt ud af, at han var roma, ændrede alt sig på et sekund. Han blev mobbeoffer og mærkede nu for alvor antiziganismen (krænkelsen af romaer) på egen krop. Han kunne have bøjet sig og have forsøgt fortsat at skjule sin baggrund, hver gang han mødte nye mennesker. Men i stedet besluttede han sig for at stå ved, hvem han var.
”Jeg husker det tydeligt. Jeg var 13 år og vidste med stor klarhed, at jeg aldrig mere ville fornægte min baggrund,” siger han.
Han skiftede skole og oplevede nu, at han blev modtaget med åbenhed og varme. ”Jeg fik lov at være den, jeg er. Først og fremmest Hans, et menneske præcis som dig,” siger han. Men et menneske, der ved, hvad det vil sige at være minoritet. At være udsat og til tider undertrykt. Og den viden har han hele sit voksenliv brugt aktivt til at kæmpe for romaernes rettigheder og bekæmpe fordomme og racisme.
Rettighedskampen og sangkarrieren
En vigtig inspirationskilde og samarbejdspartner i den kamp har været hans mors kusine, Katarina Taikon, der blev en ledende figur i romaernes borgerretsbevægelse i Sverige, og Katarinas søster, Rosa, der også deltog i borgerrettighedsbevægelsen og blev en højt anerkendt sølvsmed. Katarina Taikon inspirerede Hans Caldaras til at gøre karriere inden for musikken og til at kæmpe for minoriteternes menneskerettigheder. Fra Hans Caldara var omkring 19 år, turnerede han og Katarina Taikon Sverige tyndt og fortalte om deres liv som romaer og talte for romaernes ret til at leve et liv med samme muligheder som alle andre borgere i Sverige. Udgangspunktet for deres kamp var bl.a. Katarina Taikons selvbiografiske bøger ”Zigenarska” fra 1963 og ”Zigenare är vi” fra 1967. Også hendes børnebøger om romapigen Katitzi kom til at gøre en stor forskel for almindelige svenskeres viden om og syn på romaerne.
Hans Caldaras, der også af en musiklærer i skolen blev opfordret til at gøre sangkarriere, fik sin debut allerede som 19-årig med tv-optræden og pladeindspilning, hvor han sang på svensk med sigte på Svensktoppen. Herefter fik han mulighed for at medvirke i tv-serier, musicals og teaterforestillinger som sanger og skuespiller mange steder i Europa, og i 1978 lavede han musikken til tv-serien ”Katitzi”, der var lavet over Katarina Taikons børnebøger.
”Dengang var musikscenen i Sverige mere multikulturel end i dag. Alle vidste, at jeg var roma, men ingen stillede spørgsmålstegn ved, at jeg sang på svensk eller repræsenterede Sverige ved internationale konkurrencer og festivaler,” siger han.
Den første plade på romaernes sprog
I 1972 blev han den første i Sverige, der indsang en plade på romanes, romaernes sprog, og det kom til at betyde et afgørende skifte i hans karriere.
”Romamusikken har altid ligget hos mig som en familieskat. Min mor var en stor sangerinde, og hun lærte mig mange af sangene, og jeg opsnappede meget selv hen ad vejen. Jeg var seks år, da jeg optrådte første gang, og fra jeg var syv, turnerede jeg tre somre i træk med det store slægtsensemble rundt om i Danmark. Så jeg lærte tidligt, at musikken var en måde at overleve, men også en måde at nå mennesker med, som ellers ville møde én med fordomme og fornægtelse. Musikken kan nå ind til selv de hårdeste hjerter,” siger Hans Caldaras og tilføjer, at det at synge på romanes for ham giver mulighed for at udtrykke følelser, han ikke lige så let kan udtrykke på svensk.
”Sproget og musikken er kulturelt farvet, og romaernes musik har altid været et middel til overlevelse – både økonomisk og mentalt. For mig har musikken været en måde at få luft for de erfaringer, jeg har gjort mig med undertrykkelse og racisme, men også for glæden. Havde jeg ikke haft den mulighed for at udtrykke mig, var jeg blevet et forkrøblet menneske, tror jeg. Musikken har været mit primatskrig og min måde at kommunikere på,” siger han.
Og han er overbevist om, at hans storebror, ville have fået et lettere og bedre liv, hvis også han havde fået mulighed for at udtrykke sig frit gennem ord og musik.
”Han var 13 år, da vi begyndte i skole, så det var på en måde for sent for ham, og han mødte ikke lige så mange mennesker, som hjalp og støttede ham. Det blev hans hårde skæbne. Da han døde for tre år siden, var han fysisk meget slidt og så 30 år ældre ud end mig, fordi han havde vendt alt det indad, som jeg har udtrykt gennem sangen,” siger Hans Caldaras.
Musik og ord som vigtigste våben
Musikken og det talte og skrevne ord har hele tiden været hans våben i kampen for at sikre romaer anerkendelse og ligeberettigelse i Sverige og resten af verden. Han har undervist, holdt foredrag, sunget og skrevet sig ind i mange svenskeres hjerter, og selv om der stadig i Sverige hersker mange fordomme om romaer, ved han – af helt personlig erfaring – at hans kamp har gjort en forskel.
”Jeg møder stadig mennesker, som husker mig og de ting, jeg fortalte, da jeg holdt nogle af mine første foredrag i 1960’erne. For mange var det et stort chok at høre, hvordan romaerne i Sverige er blevet behandlet gennem tiden, og det gjorde indtryk på dem, fordi de fik indblik i det via en personlig beretning. At høre og læse historiske fakta er én ting, at møde et menneske, der har oplevet disse fakta på egen krop, er noget andet,” siger Hans Caldaras.
I 2002 udkom hans erindringer på bogform under titlen ”I betraktarens ögon”, og i 2015 kom bogen i ny, opdateret udgave. Siden årtusindskiftet har Hans Caldarsa desuden – sideløbende med sin sangkarriere – engageret sig i internationalt arbejde for romaers rettigheder og mod racisme. Han har desuden siddet i den svenske regerings råd for romaspørgsmål, været leder og kulturansvarlig i Romskt kulturcentrum i Stockholm og været ansat på Forum för levande historie som pædagog og underviser.
Desuden er han medinitiativtager til et netværk for EU-migranters rettigheder, og de seneste års tid har han i debatindlæg i svenske aviser kraftigt kritiseret de politikere, der har foreslået et totalforbud mod tiggeri for at forhindre fattige romaer fra bl.a. Rumænien i at tigge på gaden.
”Det er rent hykleri at tale nedsættende om tiggerne og sige, at de bør søge efter arbejde i stedet. De her mennesker har ikke andre muligheder. De kommer fra lande, hvor de bliver undertrykt og lever på sultegrænsen, og selv i Sverige må de kæmpe hårdt for at overleve. Vi ser endda svenske pensionister og unge mennesker, som samler flasker og tigger på gaden for at få råd til mad. De sociale forskelle er blevet enorme i Sverige, og det ændrer man ikke ved at forbyde tiggeri,” siger Hans Caldaras og tilføjer med skarp stemme, at man i så fald også burde forbyde kollekten i kirkerne om søndagen og allefacerne fra de godgørende organisationer og deres ”tiggeri”.
”Jeg kunne være blevet racist”
Hans Caldaras understreger, at der er sket forbedringer i romaernes forhold i Sverige, siden han som barn måtte rejse fra lejrplads til lejrplads med sine slægtninge. Især anerkendelsen som nationalt mindretal i 1999 – på linje med sverigesfinner, jøder, samer og tornedalboere – har været et afgørende skridt for romaerne, påpeger han.
”Det gav os mulighed for at bevare og styrke vores kultur og sprog,” siger han.
Men den politiske udvikling i Sverige bekymrer ham, og han er overbevist om, at det personlige møde – som musikken ofte kan åbne op for – er den eneste vej frem mod et mere åbent samfund.
”Vi må møde hinanden og forstå, at vi alle blot er mennesker. Vi skal alle dø, og til den tid har vi lige så lidt med os, som da vi kom ind i verden – uanset hudfarve, kultur og social status.”
Men fælles for os alle er også, understreger han, at vi møder hinanden med fordomme.
”Jeg har også fordomme, og jeg kunne også være blevet racist. Når man har levet som flygtning i sit eget land og er blevet mødt med skilte på butikker og restauranter, der siger ”romaer, nej tak”, vil det ikke være underligt, hvis jeg var kommet til at hade svenskere. Men det kan jeg ikke, og det skyldes alene de svenskere, som gennem min opvækst gjorde det modsatte af alle de andre. Det var dem, der besøgte vores lejr og inviterede min bror og mig med hjem og gav os kaffe og smørrebrød eller inviterede os hjem til jul, så vi kunne opleve et par timers varme og julestemning. Det kan jeg aldrig glemme, og på samme måde håber jeg, at jeg har åbnet andres hjerter blot en smule.”