Mitri Rahebs bog ”Afkoloniser Palæstina” er god til at få en global tilgang til bibelen som vejledende, ikke undertrykkende, skriver anmelder.
Mitri Raheb. Foto: Svend Løbner
Anmeldelse af Kristen Skriver Frandsen
Bogen ”Afkoloniser Palæstina” anbefales på det varmeste. For nogle til genovervejelser af standpunkter i forholdet Israel-Palæstina: Hvor fik man egentlig sin mening fra? For andre til at overveje en mere global teologisk tilgang til bibelen, hvor den ses som vejledning og inspiration – uden at være undertrykkende. Endelig er der et væld af citater som dokumenterer analyserne og historien fra begyndende zionisme til i dag.
Forfatteren Mitri Raheb er præst ved den lutherske ”Julekirke” i Betlehem – og stifter af og ledende kraft bag Dar al-Kalima University, en undervisningsinstitution, som på tværs af religion arbejder med at støtte og styrke palæstinensisk kultur.
Dar al-Kalimas Gaza-afdeling blev i øvrigt udraderet af israelsk præcisionsbombning den 1. april sammen med Al Shifa-hospitalet.
Mitri Raheb er forfatter til adskillige værker – Blandt andet ”Troen og Imperiet”, som handler om den kristnes forhold til magt i samme kontekst som ”Afkoloniser Palæstina”, men med en lidt anden vinkel.
Ideologi- og teologikritik
Bogen er en ideologi- og teologikritik – en kritik som er forankret i et konkret historisk forløb i et sønderslidt landområde i verden, Palæstina. Man bliver godt oplyst om rækken af begivenheder i historien som har ført frem til den nuværende situation og begivenhedernes baggrund i netop ideologien, zionismen, den jødiske, men i høj grad også den kristne. For de fleste vil der være overraskende viden og indsigter at hente.
Bogen giver nogle dækkende begreber at tænke den konflikt i, som vi nu ser udfolde sig på det grusomste i Gaza. Det skal nævnes at den er skrevet før terrorhandlingen 7. oktober og den helt proportionsløse modterror bagefter. For de, der ikke fulgte vældig godt med i dette hjørne af verden, vil bogen åbne øjnene for, hvor trængte palæstinenserne også var før – i deres eget land.
Nøglebegrebet bosætterkolonialisme
Et nøglebegreb i bogen er det forholdsvis nye ord ”bosætterkolonialisme”. Én form for kolonialisme bestod i, at europæiske magter tog kontrol over et område udenfor Europa, militært, og brugte kontrollen til at hente ressourcer og rigdomme fra kolonierne. Nogle bosatte sig også, men da som ejere af bedrifter af forskellig slags, arbejdere var lokalbefolkningen. En anden form, bosætterkolonialisme er, når den lokale befolkning fordrives for at give plads til nye indvandrere, som overtager jord og arbejde. Bogen sammenligner den deciderede bosætterkolonialisme i Israel med blandt andet koloniseringen af Amerika, og viser hvordan det er med til at mange amerikanere let identificerer sig med Israel.
Den tidlige kristne zionisme
En af de ting, som faktisk kom bag på mig under læsningen, var hvor stærkt teologien generelt i forrige århundrede var zionistisk orienteret. Og hvordan den kristne zionisme til dels støbte kuglerne til den jødiske.
Helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet viser bogen, hvordan det ikke kun var Tyskland og nazisterne, der talte om ”det jødiske problem”. Også i England så de politiske arkitekter bag løftet om et hjemland til jøderne dem som et problem. Og der var zionismen en belejlig løsning, forenet med den generelle, selvfølgelige kolonialistiske holdning, at man kan tage et land, erobre det som sit, og gøre med det hvad man ville, her altså skabe en nationalstat for jøder.
De dybt fromme, politiske ledere i England skabte grundlaget for en statsdannelse. Lord Balfour var en af dem. Han lagde navn til den erklæring, som gav jøder ret til ”etablering af et nationalt hjem for det jødiske folk” i Palæstina. Ikke helt uden tanke for en befolkning, der var der i forvejen. Men de blev på et tidspunkt, hvor de vel udgjorde 90 procent, udelukkende defineret negativt i forhold det jødiske folk. ”Ikke-jødiske samfund” måtte ikke skades på rettigheder og politisk status, hedder det i erklæringen.
Engelske toppolitikere tog den zionistiske tanke til sig, at jøder af alle nationaliteter er det samme folk som israelitter og judæere, som i meget forskellige sammensætninger levede i Palæstina for 2000 år siden – og at jøder uanset baggrund havde ret at bosætte sig dér og have deres egen stat.
Den kristne zionisme efter holocaust
Dernæst havde jeg ikke helt set, hvor meget kristen zionisme også senere dominerede den protestantiske teologi i Europa. Gennemsyret af dårlig samvittighed over holocaust, som kun få lysende eksempler i kirkerne havde taget afstand fra, blev resolutioner vedtaget om Israels guddommelige ret til at eksistere - dog uden mange ord om palæstinenseres tilsvarende ret til deres eget land. Den protestantiske biblicisme godtog at bibelen blev tolket ind i nutidige anliggende 2000 år efter de sidste skrifter blev skrevet. En simpel historisk bevidsthed blev suspenderet.
Politisk brug af bibelen
Udover at være relevant til forståelsen af zionismen og den bagvedliggende vestlige magt, er bogen relevant for teologer og andre til at overveje, hvordan et helligskrift bruges i politisk sammenhæng.
Tanken om ”udvælgelse”, at være et udvalgt folk, skal ikke tages fra hverken jøder, kristne og muslimer, så: - lyder det varmt: ”Ligesom en elsker ikke kan undgå at se sin elskede som ”den eneste ene”, enestående og speciel, ”liljen blandt blomster”, kan den troende ikke gøre andet end se sin tilknytning til Gud som unik og til en vis grad eksklusiv”. (s. 139)
Faren er i religiøs sammenhæng er at gøre den slags trosudsagn objektive eller absolutte – ude af historisk kontekst.
Farlige tanker
Raheb viser hvordan udvælgelsestanken er farlig, hvordan den kan betyde vold og udslettelse af andre, og hvordan dette slår igennem forskellige steder i bibelens Gamle Testamente. Jesus har en helt anden vinkel, - udvælgelsen handler ikke om et folk, en geopolitisk enhed, men den enkelte i sit forhold til Gud, og dermed i forhold til enhver anden.
Udvælgelsestanken i den gamle form før Jesus transporteres videre til forskellige udgaver senere i historien. Den slår igennem udover i den egentlige zionisme - i for eksempel det amerikanske højres selvforståelse af Amerika som det nye Israel (s 136) – og har mange steder været en del af den europæiske ekspansions historie.